Fotografen og jeg hopper ind i den brede sølvfarvede Audi, som holder parkereret oppe på vejkanten ude foran Café Flora på Vesterbrogade.
”Hej Reza, godt endelig at møde dig”.
”Jeg er ikke Reza, men Habib. Men jeg kører jer over til Reza.”
”Nå okay, beklager. Hvor er Reza henne?”
”Han skulle lige gøre noget tøj færdigt hos skrædderen”.
”Fint nok. Hvad er din rolle da?”
”Jeg hjælper Reza alt det, jeg kan, så Muf10 bliver en succes”.
De mest fotograferede jakker under den københavnske vintermodeuge blev et par alt for store bomberjakker med teksten ’Familie før Para’ skrevet på ryggen og ’Muf10’ printet i hvide blokbogstaver på brystet. De blev båret af moderedaktørerne fra Costume og Woman, og designeren bag, iranskfødte Reza Etamadi, blev ringet op af amerikanske Vogue, hvis gadefotograf også havde fanget jakkerne. De ville vide, hvad Muf10 var.
Sidste gang den amerikanske hiphopstjerne Young Thug besøgte København, bad arrangørerne af koncerten Reza Etamadi om at lave noget tøj til amerikaneren. Rapperen var vild med den kjolelignende dragt, Reza havde lavet til ham i våddrags-materiale. Aftenen endte i Young Thugs suite til vild fest.
Kommer man meget i det københavnske natteliv, kan man have set hættetrøjer og kasketter med Muf10-logoet danse rundt på Sunday, Zen eller Hive. Og man vil både se rigmandssønner med langt slikhår og mørklødede ghetto-typer bære det.
Men man vil også opleve, at det kun er nogle få, som får lov til at købe tøjet, mens mange andre efterstræber det. Men hvordan skaber man så meget omtale uden at have lavet en reel tøjkollektion endnu?
Hvem er Reza Etamadi, udover at han har klædt rapperen Sivas på til hans musikvideoer? Hvordan er han på så kort tid kommet ud af ingenting og blevet ’talk of the town’?
LÆS OGSÅ: 6 nye danske tøjmærker du bør holde øje med i 2016
Og vigtigst af alt; hvordan lykkes man som forretningsmand og designer i en så etableret branche som den danske modebranche, når alt, man kender til, er det lovløse liv i ghettoen?
I forsøget på at finde svar koblede Euroman.dk sig på Muf10-slænget under modeugens første dag.
Onsdag den 3. februar 2016 kl. 17.45 – Noori Skrædderi, Sankt Peders Stræde, København K.
Den lille kælderbutik inde ved Pisserenden er fyldt op med tøjstativer, hvor jakkesæt og lange frakker hænger hulter til bulter og venter på at blive hentet af sine ejere. Det kunstige lys oplyser rummet kraftigt og skaber en skrap kontrast til de dunkle og regnvåde københavnske gader.
Reza Etamadi er klædt i en limegrøn hættetrøje, som han har trukket op over hovedet og en sort læderjakke udenpå, på fødderne sidder et par høje militærinspirerede støvler, og på hovedet bærer han en sort hat med teksten ’Muf Dix’. Mens han griner over en joke med skrædderiets ejer, Noori, trækker han en lang, sort frakke med skulderkvaster ud over alt det andet.
Reza kunne ikke selv være med til at hente fotografen og jeg, som jeg ellers troede var aftalen, da han skulle nå at sy det sidste Muf10-logo på to bomberjakker, han skal give til Costumes moderedaktør senere på aftenen. Derfor blev det Habib, Rezas medhjælper – assistent om man vil – der hentede os.
Reza Etamadi henter jakker til Costumes moderedaktør og lidt ekstra tøj til sig selv, så han kan skifte i løbet af aftenen.
Det er omme i skrædderiets baglokale, at Reza har lavet det første tøj i Muf10-projektet. Noori har lært ham at sy, og han har sin egen hylde med igangværende projekter. Her ligger blandt andet en lang, britisk militærjakke og venter på at blive syet færdig.
”Det er begyndt at irritere mig at skulle holde møder på caféer og ikke have mit eget værksted. Vi har kørt den her café-stil for længe nu,” siger Reza, mens han sætter sig ind på bagsædet i den rummelige Audi, der ikke kan tage for skarpe sving, fordi dækkene og fælgene er for brede og tykke.
I halve sætninger fortæller han om sine kommende samarbejdspartnere, som han ikke kan mødes med på caféer - det er de for etablerede til. Desuden har han lige været ude og underskrive en kontrakt på kontorlokaler lige ovenover Mads Nørgaard-butikken på Strøget.
Habib griner fra forsædet, da Reza sikrer sig, at jeg ikke skriver, hvor gammel han er. Det er vigtigt for ham, at Muf10 er lidt hemmelighedsfuldt og står for udødelig ungdom.
Mens hiphopmusikken får bilens interiør til at rasle, ringer Rezas mobiltelefon med få minutters mellemrum. Han fortæller de opsøgende, at vi er på vej mod Christiania. Han beder samtidig Habib skrue op for varmen og slukke for musikken - og dikterer bilen i den rigtige retning.
Kl. 18.10 – Han Kjøbenhavn modeshow, Den Grå Hal, Christiania
Omkvædet fra Sivas-nummeret ’DAUDA’ spiller hele Christina op, mens Reza og et par af de andre fra Muf10-slænget, som han lige er stødt ind i, skyder forbi kvinderne, der tjekker gæstelisten.
Reza får hurtigt samlet en stor del af kernen. Nevøen Niko, som også yder en stor indsats i Muf10, Sivas og hans producer der også hedder Reza og Womans og Costumes moderedaktører. De er alle – til Rezas store selvfølgelighed – trukket i tøj med Muf10-logoet tydeligt printet foran eller bagpå.
Han Kjøbenhavns modeshow bød på Vestegns-træningsdragter og kunstneriske opsætninger.
Muf10 holder ikke selv et show under modeugen. Reza arbejder stadig på at producere sin første rigtige kollektion, og her skal alt være perfekt. For, som han siger, så vil han være stemplet for altid, hvis det første produkt, han sender på gaden, er noget lort.
”Jeg startede med at bygge brandet op i stedet for tøjet. I dag kan alle lave tøj, og der er nok mange, som er bedre til det end mig. Men nu har vi et brand, som mange vil være en del af, og så mangler vi bare tøjet.”
Reza lader til at kende 50 procent af menneskerne i den store hash-lugtende hal, hvor modefolkene skynder sig ud for at nå det næste show på programmet. Det er modeller, moderedaktører, designere og diverse hel- og halvkendte ansigter fra det københavnske natteliv, som får rygklap af Reza.
Jeg føler mig lidt som den lille dreng, der er i byen med farmand, i Reza og Muf10-slængets selskab, og der går sjældent mange sekunder mellem den næste ukendte hånd, jeg skal trykke.
Reza forklarer, at efter han havde fået idéen til Muf10, satte han sig ned og udtænkte en plan for, hvordan han kunne skabe et brand, som folk ville ligge i kø for. Han havde hverken en e-mail eller visitkort. Det var den personlige kontakt, han satsede på.
”I København har hver natklub, hotel og restaurant sin egen klike. Jeg udvalgte én fra hver klike, som jeg skulle opbygge et forhold til, og gav ham eller hende vores tøj. De andre i kliken kunne ikke få det. For at skabe hype har du brug for, at de rigtige mennesker skaber den.”
I takt med at Reza fik opbygget flere nye kontakter, blev Muf10-tøjet tydeligere i gadebilledet, og slænget blev en mere integreret del af den smarte inderkreds i Københavns by- og kulturliv. Folk begyndte at kunne lide slænget, og de fik deres eget bord på natklubberne.
”Hvis jeg bare havde givet en masse tøj væk, så havde Mu10 måske kun været populært i en kort periode, fordi folk hurtigt ville være blevet trætte af det. Det var meget vigtigt, at det kun var nogle, som jeg syntes passede til Muf10-stilen, der fik tøjet.”
Idéen til Muf10 opstod netop i nattelivet.
Første gang Reza og vennerne besøgte natklubben Simons (det gamle Sunday red.) anede de ikke, at klubben havde dresscode, og de havde aldrig hørt om en picker. De gik ud fra, at penge og et bestilt bord var nok til at komme ind blandt de festende jetsettere. Men ni ud af ti i gruppen blev afvist ved døren, og de følte sig behandlet som andenrangsmennesker. Samme historie udspillede sig, når de forsøgte andre steder i Indre By.
Rapperen Sivas (til venstre) og Reza (til højre) diskuterer Han Kjøbenhavns netop overståede show.
Det irriterede Reza, der altid havde altid gået op i sin tøjstil, og han besluttede sig for at lave noget tøj, så vennerne blev lidt mere moderigtige, men samtidigt bevarede deres gadeudtryk.
”På det tidspunkt var hipster-stilen med fuldskæg, stramme jeans og farverige sneakers dominerende. Men det var ikke noget for os, så jeg fik den idé, at jeg måtte lave noget tøj, som kombinerede den sorte ghetto-stil med international mode. Det skulle være en stil, som ikke allerede fandtes i Danmark.”
Han startede med at købe nogle sorte hættetrøjer, hvorpå han syede et stort Muf10-logo på maven. Det samme gjorde han med en bunke kasketter og læderjakker. Først gav han det til venner og begyndte derefter at sprede det ud til de udvalgte repræsentanter. Ville man købe tøjet, skulle man først være medlem og accepteret af Reza.
Han klædte Sivas på under optagelserne til rapperens musikvideo til ’Kbhavana’, og tog samtidigt billeder til Muf10s første lookbook. Herefter begyndte det så småt at gå i den rigtige retning.
Kl. 18.50 – Holmens Kanal Cocktailbar, Holmens Kanal, København K.
”Welcome back my dear friend”.
Som en anden mafiaboss bliver Reza budt velkommen af bartenderen på den eksklusive og lidt hemmelige cocktailbar med de brune vægge. Han har tydeligt været her mange gange før. Han er vild med indretningen, der med de brune lædersofaer, rustikke træborde og det afdæmpede lys minder om et klassisk britisk herreværelse.
Reza lader til at stortrives på de celebre adresser i København. Måske er det fordi, hans liv ikke altid har været sådan, og at jetsetfester og middage på Hotel D’Angleterre engang lå ham meget fjernt.
Selvom han en gang imellem leder efter ordene, og hans accent tydeligt er påvirket af hans forældres modersprog, har Reza boet i Danmark, siden han som 6-årig flygtede fra Iran med sine forældre.
Faren var før den iranske revolution i 1979 en respekteret mand i det iranske militær, men da der kom en ny regering til, og Iran blev forandret fra et vestligt orienteret monarki til en islamisk teokratisk republik, blev familien nødt til at flygte ud af landet. Familien støttede monarkiet og den tidligere leder shah Mohammad Reza Pahlavi.
Reza på bagsædet i sin nye Audi.
Efter at have opholdt sig et halvt år i Tyrkiet rejste familien, der bestod af Rezas fire storesøstre og storebror, videre til Danmark. Her flyttede de ind i en lejlighed på Istedgade på Vesterbro.
Rezas liv i Danmark begyndte med et ulovligt pas, som han havde fået i Tyrkiet af nogle menneskesmuglere, så familien kunne komme forbi de danske toldere.
Livet på Istedgade var hårdt for familien, og de kendte kun til et Danmark, som var fyldt med ludere, drankere og stofmisbrugere. Derfor valgte de at flytte ud til Rantzausgade på Nørrebro, hvor Reza begyndte i folkeskole.
Det var ikke en problemfri tid, og Reza trivedes ikke i skolen, hvor han drev lærerene til vanvid. Det var kun i billedkunstundervisningen, at han følte sig tilpas. Her kunne han fordybe sig og udfolde sine kreative sider. Han havde altid været glad for at tegne og endte også med at score et 13-tal til Hf-eksamen.
Det gjorde ikke opvæksten nemmere, at familien boede i en af Nørrebros store ghettoer. Han kom hurtigt i dårligt selskab, og kriminalitet blev en stor del af hverdagen.
Da Reza kom i de ældre klasser flyttede familien videre til Brøndby Strand. Men her var historien den samme.
”Jeg er opvokset med bander og narkohandlere. Jeg kendte ikke til andet. Jeg var aldrig selv med i en bande, men jeg kendte næsten alle dem, som var.”
Han har i dag bevaret forholdet til de fleste fra opvæksten. De er hans venner, og som han understreger, så ville han kun væk fra ghettoen: ikke de mennesker, som har betydet meget for ham.
”Hvis jeg holder fester eller andre arrangementer, så inviterer jeg også mine gamle venner. Jeg ønsker at vise dem, at der er muligheder uden for ghettoen. Det er altså sjovere at feste på Sunday end at sidde i en lejlighed i ghettoen og være helt væk på crack”.
Drinksene bliver sat på bordet på Holmens Kanal, og Reza sikrer, at hans er med vodka, da han ikke er den store whisky-drikker.
Fortiden har fjernet grinet fra Rezas ellers imødekommende ansigt, og hans talestrøm bliver afbrudt af flere og flere pauser, da han fortæller om en episode, han oplevede som 20-årig, og som ændrede hans liv.
”Dengang brugte jeg mange kræfter på at skabe mig et navn på gaden. Det eskalerede, da min daværende kæreste blev chikaneret af en anden mand, som jeg skød ham i armen. Men vi kom ud på den anden side, og i dag ser jeg ham som en af mine bedste venner.”
Reza tager en langsom tår af vodka-drinken og kigger lidt fjernt ud i baren, mens han fortæller om sin efterfølgende fængselsdom på tre år, som endte med at blive forkortet med fire måneder på grund af god opførsel.
”Jeg havde altid ønsket at komme ind og sidde, fordi det giver en masse ’street-credit’, og alle andre omkring mig havde været en tur i fængsel. Jeg troede, det var sejt at sidde i fængsel, sådan som jeg havde set på film. Men der var beskidt og fyldt med junkier. Ud af 200 mennesker mødte jeg måske to, jeg godt kunne lide.”
Reza har syet 'Muf Dix' på hatten, der er produceret i Italien.
Fængselsopholdet blev en øjenåbner for Reza, og han fik sit første lovlydige job, da han blev ansat som rengøringsassistent i Metroen. Her arbejdede han sig op i hierarkiet og fik gennem en chef, der godt kunne lide ham, muligheden for at tage nogle sikkerhedskurser, så han kunne stå for sikkerheden i togene.
Herefter blev han inddraget i forskellige caféprojekter og endte med at eje tre forskellige. Den første var for hjemløse ude i Sydhavnen, den næste lå lige ved Valby Station og den tredje ’Café Roast’ lå inde ved Kongens Have på Sølvgade.
Det var her, Reza fik smag for forretningslivet. Da han solgte caféen, besluttede han sig for at bruge pengene på Muf10.
Hvordan har du kunnet bruge din opvækst i ghettoen til Muf10-projektet?
”Jeg har lært, hvordan man skaber et netværk. Jeg synes, at modebranchen og gaden minder meget om hinanden. På gaden skal man være gode venner med de rigtige for at overleve, sådan er det også i modebranchen. Begge steder bygger man sig selv op over nogle forskellige trin.”
Er det naturligt for dig at skabe alle de her kontakter?
”Jeg er af natur meget udadvendt. Men det er ikke sjovt hele tiden. Jeg skal altid være på, også selvom jeg er dødtræt. Når jeg træder ind i et rum, analyserer jeg automatisk rummet for, hvem jeg bør tale med. Selvom jeg er til fest klokken 9 om morgenen, tænker jeg på, hvordan jeg gør Muf10 større. Det har været hårdt, og jeg har misbrugt min sjæl.”
Hvorfor er Muf10 så vigtigt for dig?
”Jeg føler for første gang i mit liv, at jeg laver noget, som jeg både er god til og synes er sjovt. Og så er det min mulighed for at komme væk fra gaden og sikre en bedre fremtid for min familie og venner. Jeg ved, jeg kan gøre det, for jeg er meget træt af gadelivet.”
Bartenderen, der også er blevet en del af slænget, rydder drinksene af træbordet på Holmens Kanal. Han giver altid drengene en god pris, når de kommer og varmer op inden byturene.
Det er sådan, de får deres livsstil til at se dyr ud. De er ikke rige, men har et stærkt sammenhold, hvor hver har en funktion og gode kontakter. Når de holder fest, er der en, som lægger lejlighed til, en anden som sørger for alkohol, og måske får de Sivas til at optræde, så det hele virker lidt federe.
Denne livsfilosofi inspirerede også Reza til valget af Muf10 som navn. På persisk betyder ’muf’, en gave eller tjeneste, man giver væk uden at forvente noget til gengæld. 10-tallet er vigtigt, fordi det symboliserer, at man i livet helst burde have 10 gode venner, man kan ringe til, hvis man er i nød.
Hierarkiet i gruppen kan hurtigt ændre sig. Får en anden end Reza en god idé, er det ham alle arbejder for. Men lige nu er der fuld fokus på at få Muf10 til at lykkes.
Kl. 20.35 – Umami, Store Kongensgade, København K
”Reza er garanti for underholdning, og det er altid en fest sammen med Muf10-slænget. Men prøv at læg mærke til, at alt skal være lidt hemmeligt. De aftaler i smug, hvordan bilen skal køres frem, og hvornår regningen skal tages,” siger Charlotte Sandgren, der er moderedaktør hos Woman, ude foran Umami.
Reza kindkysser med garderobepigen og lader hende vise os hen til vores bord ovenpå. Undervejs hilser Reza også på en de kvindelige tjenere, som sidder og holder pause med sin MacBook.
Der er omkring 15 mennesker rundt om langbordet. Det er kernen i Muf10-slænget, som er samlet. Habib, Niko og Sivas er her, et par fotografer, to smukke kvindelige modeller og lidt modefolk.
”Alle kan bare bestille det, de har lyst til at spise og drikke,” beordrer Reza.
Man fornemmer, at Reza efterhånden er træt af at fortælle om sit liv og har mere lyst til at slappe af og slippe festen løs.
Men der er stadig et par ubesvarede spørgsmål.
Det lader til, at I ikke har haft det store salg indtil videre. Har du aldrig overvejet at lade nogle af dine kontakter investere i Muf10?
”Jeg har fået masser af tilbud fra banderne, som vil investere i Muf10, så det kan vokse, og de også kan tjene nogle penge. Men for det første, vil jeg ikke have nogen som helst - heller ikke en lovlydig pengemand – til at smide penge i Muf10. Det skal være mit eget, og jeg skal kunne bestemme alt. Havde jeg gjort det for pengenes skyld, havde jeg nok bare rejst til Kina og fået trykt 1000 T-shirts med logo. Og for det andet, så er Muf10 jo min vej ud af kriminalitet.”
Reza virker meget selvsikker, når han taler om Muf10, og han er 100 procent sikker på, at det lykkes, også selvom den første kollektion endnu ikke er sat i produktion.
Reza sammen med Womans moderedaktør, Charlotte Sandgren (yderts til venstre), Costumes moderedaktør, assisterende moderedaktør hos Costume, Jeanette Friis Madsen (til højre fra Reza) og Costumes moderedaktør Thora Valdimarsdóttir yderst til højre.
Men den er tegnet. Og nu venter de kun på, at de sidste detaljer omkring produktionen falder på plads. Reza fortæller, at den vil indeholde alt fra sko, jakker og hatte. Og den primære inspirationskilde bliver den klassiske britiske gentleman, som han vil kombinere med det sorte og punkede udtryk, de allerede er kendt for. Der vil også være tydelige referencer til militæret som en hyldest til hans far.
Når tøjet er færdigproduceret, vil der stadig ikke være nogle danske butikker, som får lov til at sælge det. De vil selv stå for alt salget over deres egen webshop. Habib og Niko skal sørge for, at den side også kommer med.
Hvad skal der så ske, når kollektionen er klar?
”Jeg har fået grønt lys til at holde et stort show til sommerens modeuge i København med min nye kollektion. Derefter skal vi til udlandet. Du kan ikke lave penge nok ved at blive i Danmark. Jeg vil gerne have tøjet i butikker i London.”
Hvor står Muf10 henne om tre år?
”Om tre år er jeg blandt de fem bedste designere i Danmark, og jeg regner med, at jeg ligger nummer ét.”
Det er en af de få gange, hvor der ikke er et smil på Rezas læber efter en endt sætning. Han mener det virkelig, og som Habib fortæller, så er der mange, som har grint af Reza, når han har sagt, at han bliver den bedste. Men Reza overrasker dem gang på gang.
”Jeg tror, at mange gade-mennesker kan skabe en succes, hvis de får muligheden, fordi vi har været igennem så meget lort,” lyder det kortfattet fra Reza.
Folk begynder sig at rejse sig fra bordet og gør sig klar til at tage videre til fest. Præcis som Charlotte Sandgren forudsagde, har der ikke været en tjener inde med en regning, den er der en, der har klaret. Man ved ikke hvem.
I bilen på vej mod fest, og lige inden Reza hopper ud af bilen for at gå i den mørke jungle, hvor han har skabt sit livsværk, får jeg lige stillet ham aftenens sidste spørgsmål.
Skal du så til at være en helt almindelig karrieremand og familiefar fra nu af?
”Jeg kan ikke leve et liv med et job fra 9-17 hver dag og så tage hjem til familien – én verden er for kedeligt. Der er også for meget gang i mig. Jeg elsker min familie, og jeg er der 200 procent, når jeg er hjemme. Men jeg har brug for festerne for at føle mig i live.”
LÆS OGSÅ: Mode-cheferne: 11 skjorter du bør bære i 2016
LÆS OGSÅ: Kokainsmugler: ”Jeg skal sluge kokainen i 20 kapsler på størrelse med små golfbolde”
