Herregarderoben forandres: Definerer maskuliniteten fortsat mandens tøjvalg?

I kølvandet på præsentationen af modehusenes kollektioner for efterår og vinter 2020 pegede flere internationale modemedier – med Vogue i spidsen – på efterårets helt store tendens: Nemlig at grænserne mellem herre- og damegarderoben udviskes. Designerne forsøger dermed at gøre op med de konventionelle idéer om, hvad der traditionelt opfattes som værende feminint og maskulint, og der sættes spørgsmålstegn ved den stereotype og stigmatiserende kategorisering af, hvad henholdsvis herre- og dametøj er. Dermed ikke sagt, at køn ikke længere findes, og at mænd ikke længere må være mænd og kvinder være kvinder. Det handler snarere om at kunne forstå at favne de utallige måder, køn eksisterer på.

Således førte den amerikanske udgave af Vogue an, da de i november for første gang i magasinets 127-årige historie valgte at sætte en mand alene på forsiden. En mand i kjole, vel at mærke. Det træk har i den grad delt vandene og fået debatten til at blusse op. Hovedpersonen selv, den 26-årige britiske sanger Harry Styles, synes dog ikke at lade sig påvirke synderligt af debatten. Det forstår man godt, for han har i årevis udfordret den traditionelle herregarderobe, når han som heteroseksuel mand er trukket i kjoler, blonder og perler. Noget, der også har fået folk verden over til tasterne. For mens mange hylder det britiske sangtalent og hans grænsebrydende stil, så kræver flere mandemanden tilbage. Hvordan han så end ser ud lige nu.

Tager man et kig i historiebøgerne, står det klart, at garderobereglerne ikke altid har været så konsekvente, som de er i dag. I antikken gik mænd i togaer, fordi det var praktisk og tillod dem at bevæge sig ubesværet, mens det i middelalderen og igen i renæssancen var normalt for mænd at bære både nederdel og høje sko. Frem til 1900-tallet klædte man børn i kjoler uagtet deres køn. Men hvornår blev linjerne mellem kønnene egentlig så skarpt optrukket? I årevis er kvinder hoppet i jakkesæt og har tyvstjålet fra mandens klædeskab – traditionelt set. En tendens, der kun blev mere tydelig i takt med, at kvinderne frigjorde sig, opnåede stemmeret og blev en del af arbejdsmarkedet. Tøjet skulle passe dertil, og modeikonet Coco Chanel var om nogen med til at sætte dagsordenen.

Med det in mente, kan man undre sig over, hvorfor en mand i kjole kan sætte så meget gang i debatten, som forsiden med Harry Stiles har gjort. Er herre- og damegarderoberne ikke blot en samfundskonstruktion, som vi fornøjeligt holder liv i, hver gang et barn fødes, og farven på deres tøj får lov til at definere kønnet? Da min bedste veninde sidste år fødte en søn, forærede jeg hendes dreng en leopardprintet hue, fordi hun ønskede sig det. Hver gang min veninde giver sin søn huen på, kvitterer fremmede på gaden med et: ’Sikke en sød datter, du har.’ Det vidner for mig om, at opfattelsen af tøj som markør for køn ligger dybt forankret i os. Om vi vil det eller ej.