Graus anmeldelse af den ultimative terrænbil anno 2020
Få biler er mere ikoniske end den legendariske Land Rover Defender. Forgængeren havde rødder tilbage til 1948, men nu er englænderne endelig klar med en helt ny arvtager, der er lige så avanceret, som originalen var simpel. Er det genialt eller grusomt? Christian Grau har søgt svaret i en østjysk skov.
Den har besteget bjerge, den har krydset floder, den fortsatte i ørkener, hvor kamelerne gav op. Den er decideret synonym med fænomenet terrænbil − halv traktor, halv personbil. Genialt simpel og simpelthen genial. Men nu er det sket: Land Rover har taget livet af en af de længst producerede biler i historien. Den ellers udødelige Defender. Tiden var løbet fra den. I forhold til sikkerhed og i forhold til klimaet, ja, den stod nærmest som en søjle af dumstædighed til sidst. Det måtte komme, og så kan man gøre to ting. Bygge en ny bil i samme ånd som originalen – altså så primitiv, at man kan fikse det meste med en rulle gaffatape og basalt værktøj. Eller starte helt forfra og lave den ultimative terrænbil anno 2020.
Land Rover har valgt det sidste og endda gjort det ret usentimentalt. I en tid hvor vi dyrker ikoner som Mini, Porsche 911 og Mercedes Geländewagen, har englænderne lidt overraskende valgt et formsprog, som trods kærlige hilsner ligger langt fra en gammel Defender. Den er heldigvis stadig mere kantet og funktionel end de andre Land Rovers. Man havde frygtet endnu et slikket bolsje i stil med Discovery V, men i den sammenligning er Defender stadig en grovfil. Den har definitivt også detaljer, der vil få dig til at tænke Defender. Den lodrette front og bagende, de små baglygter, ovenlysvinduerne i siden bagtil og den runde hofte, som tydeligst ses bagfra. Hertil kommer bagdøren, som er hængslet i siden og en mængde andre detaljer. Der er slægtsskab, og i grøn lak med hvidt tag vil du se, hvor den kommer fra, men slet ikke lige så tydeligt som hos Geländewagen, der fx har holdt fast i den lodrette forrude, uagtet hvor dumt det er.
Jeg har kun lært halvdelen af, hvad min far kunne med sine hænder. Og mine børn har lært mindre end halvdelen. De kan ingenting. Jeg tror, det vildeste, de kan, er at binde deres snørebånd. Det, tror jeg, kan være roden til noget af den mistrivsel, vi oplever.
