Flere og flere af os løber rundt med fx et iWatch fra Apple, men samtidigt vinder de mekaniske ure frem. Er det et udtryk for en søgen tilbage til håndværket?

I andet afsnit af vores podcast ’Urtiden’ diskuterer urekspert Kristian Haagen, chefurmager Jacob Grøbæk og vores egen moderedaktør Frederik Lentz Andersen hvilken plads det mekaniske ur har i en tid, hvor smartwatches vinder frem.

“Det er to helt forskellige produkter. Med et smartwatch køber du en forlængelse af en mobiltelefon eller elektroniske funktioner, du godt kunne tænke dig, noget, du har på håndleddet, kan. Hvorimod du med det mekaniske ur køber muligheden for at skabe den historie, der følger med vintage ure eller det udtryk, du godt kunne tænke dig. Man køber noget meget mere stationært og meget mere håndgribeligt og solidt,” siger Jacob Grønbæk og fortsætter:

“Det er en gadget på nuværende tidspunkt, og jeg tror ikke, at det kan vinde kampen om, hvad vi har på håndleddet. De sidste mange år har folk hellere ville beholde deres ting og vedligeholde deres ting, så de kunne nå til det punkt, hvor det har meget historie. Der tror jeg, at vi kommer længere med et mekanisk ur end et smartwatch.”

Ifølge urekspert Kristian Haagen er en af udfordringerne ved smartwatches, at tiden vil løbe fra det enkelte ur i takt med at teknologien udvikler sig.

“Elektronik er jo gammeldags allerede når det kommer ud på marked, fordi de med det samme er i gang med at udvikle generation 4, 5 eller 6. Problemet med elektronik er, at det bliver ubrugeligt over tid,” siger Kristian Haagen.

“Jeg var meget modstander og en kæmpe tvivler, da smartwatchene kom. Jeg kunne ikke se, hvordan en gadget, som vi allerede havde i en telefon, skulle være smart. Jeg har nok devices på mig, så hvorfor skulle jeg også have et ur på? Men jeg må erkende, at der er en samhørighed og at man godt kan have begge dele.”

For Euromans moderedaktør Frederik Lentz Andersen spiller udseendet også en afgørende rolle i valget mellem det mekaniske ur eller smartwatch.

“For mig handler det mest om æstetik. Når jeg bruger et smartwatch, er det, når jeg dyrker sport. Vi er i kontakt med vores telefoner rigtig mange gange om dagen, så jeg ved ikke, om det også er nødvendigt, at vi skal dreje håndleddet for at kigge på det. Der vil jeg personligt hellere kigge på et smukt patineret, gammelt ur,” siger Frederik Lentz Andersen

’Urtiden’ er sponseret af TAG Heuer, og du kan høre hele podcasten på iTunes. Du kan også høre den på Spotify. Eller her i linket nedenfor: