Del af Guldfireren om legendarisk Tour-bjerg: ”De sidste kilometer er et mentalt spil”

”Når du er en bjergrytter, er alle sejre ved Tour de France smukke. Men at vinde på et monument som dette, Tourmalet, det er, hvad jeg elsker,” sagde en tydelig berørt Thibaut Pinot, da han havde vundet Col du Tourmalet-stigningen i Tour de France i 2019.

Udover at være et af de højeste bjergpas i Pyrenæerne, er Col du Tourmalet et af dem, der har været med i Tour de France flest gange. Men hvordan føles det egentlig at bestige det?

Det har vi spurgt den tidligere letvægtsroer og OL-guldmedaljevinder Eskild Ebbesen om. Over fire dage besteg han flere af Tourens bjergpas i forbindelse med Scleroseforeningens velgørenhedsløb ’Cykelnerven’.

Eskild, du har selv kørt 14. etapes fire bjerge, Col du Tourmalet, Col d'Aspin, Col de Peyresourde og Superbagnères. Hvis vi starter med Col d'Aspin og Col de Peyresourde, hvordan var det?

”Peyresourdes, som jeg har kørt flere gange, er et lidt sjovt bjerg. I momenter er det lidt stejlt, så flader det ud, og så bliver det stejlt igen. Til sidst bliver det træls, men det er ikke et af de allerværste bjerge, vil jeg sige. Col d’Aspin er heller ikke så slem i starten, men det sidste stykke bliver meget stejlt.”

Tourmalet og Superbagnères’ stigninger er jo ’uden for kategori’. Hvad sker der fysisk og mentalt fra bunden til toppen på de bjerge?

”Når man kører nede i bjergene i Frankrig, ved man godt, man skal sidde der længe. Man finder derfor en rytme, hvor man tænker: ’Okay, det er lidt hårdt, men det kan jeg godt holde til i lang tid’. Virkeligheden rammer så en på et tidspunkt, når varmen, højdemeterne og de mange kilometer summerer op. Pludselig er man i en tilstand af, at det, der før var let, går hen og bliver virkelig hårdt. Selvom nogle af os i ’Cykelnerven’ træner meget, er vi i bund og grund bare motionister. Vi begynder at få ondt flere steder, og til sidst bliver det en mental kamp om at udholde smerterne.”

Hvornår rammer det en?

”Det kommer jo snigende. Stille og roligt. I starten tænker man: ’Årh, det er godt det her. Det er nemt’. Lidt deroppe tænker man: ’Ah okay, så nemt er det heller ikke, men nu holder jeg lige ud’. De sidste kilometer tæller man bare ned til, at man er i mål. Det er et mentalt spil.”

Hvem kørte du op med, og hvordan var det at dele den oplevelse?

”Vi er en stor flok, der kører sammen, på forskellige niveauer. Derfor er man ofte pludselig alene uden nogen foran eller bagved. På bjergene er der meget stille. Det er en helt speciel oplevelse. Samtid kan man lege med tanken om, at blot få uger, efter man selv har kørt der, ligger hele Tour de France-feltet og alle verdensstjernerne og kæmper om en af de mest prestigefyldte sportspræstationer i verden. Det giver energi og en følelse af, at det er helt specielt.”

Thomas Castberg, som også er med i ’Cykelnerven’, sagde, du fløj op ad bjergene. Kan roning sammenlignes med cykling?

”Det er meget sammenligneligt. Begge er udholdenhedssportsgrene. Det handler om at have en høj iltoptagelse, træde mange watt per kilo, altså holde vægten forholdsvist lavt. Og hele optimeringstanken i forhold til udstyret, kan man også tage med.”

Hvad er hårdest?

”Konkurrencen i cykling er langt hårdere. Ingen tvivl. At skulle præstere over tre uger på den måde er jo ubarmhjertigt. Jeg har også prøvet at ryge i asfalten, og det gør virkelig ondt. Bare sådan en tur, som Pogačar lige har taget. Han er sej nok, men der er ingen tvivl om, at det gør ondt. Når det så er sagt, så oplever vi i roning en ekstrem smerte, der opstår på grund af mælkesyren, fordi det er et helkropsarbejde. Man kommer ikke helt derud i andre sportsgrene.”

Hvad er dit bedste minde fra de fire bjerge?

”Superbagnères, som var vores afslutningsbjerg. Oplevelsen af at køre derop og fejre den tur, vi havde været igennem sammen. I fællesskab fejre at have overstået de her ubarmhjertige bjerge på tværs af niveauer, det var helt fantastisk. Tanken om, at få uger efter står hele verden og kigger på det her sted, det er også specielt.”