Bastian Emil til Danmark Rundt: Dramaet, finalen og den store fejring på Café Victor scroll-down

Bastian Emil til Danmark Rundt: Dramaet, finalen og den store fejring på Café Victor

Bastian Emil drømte sig som barn til fjerne egne for at forstå de komplicerede sammenhænge, cykelløb er gjort af. Siden fandt han stor begejstring, da han opdagede cykelløbet Danmark Rundt i sit eget land. I år startede det helt ude vestpå og sluttede med først en magtdemonstration og siden en marginal enkeltstartssejr på blot et enkelt sekund af den belgiske komet Remco Evenepoel. Bastian Emil var med i en følgebil og oplevede dramaet i både kulissen og fra første parket.

Af Bastian Emil Goldschmidt
Foto: Thomas Sjørup Thomas Sjoerup/Ritzau Scanpix
Sport Euroman

Da jeg som dreng begyndte at fascineres af cykelsporten, skete det som med alle spirende interesser, at jeg fyldtes med oceaner af spørgsmål, som jeg umætteligt søgte at besvare, og det mest centrale af de mange spørgsmål lød: Hvem er cykelrytterne?

Til forskel fra andre af barndommens interesser var det med cykelsport desværre ikke så enkelt at tilegne sig den ønskede viden. Det stod hurtigt klart for mig, at cykelsporten var en kompliceret sport på trods af sit simple ideal om at komme først over målstregen. Der var ingen bog at slå op i, intet leksikon som metodisk kunne optegne cykelsportens historie og teknik og heller intet katalog, hvor man kunne læse om hver eneste af rytternes styrker og svagheder, fysisk og mentalt. Tit drømte jeg om et fag i skolen, som skulle hedde cykelsport, hvor klasseværelset skulle være pyntet med indrammede kort over ruterne og resultaterne fra Tour de France og Giro d’Italia som periodiske systemer, og hvor cykelhandsker og trøjer kunne ligge fremme, så man selv kunne prøve at mærke efter og erfare, hvordan materialet og farverne i virkeligheden fremtonede, og hvor undervisningen skulle foretages af en lærer, som skulle være i stand til at optegne sportens avancerede formler klart og tydeligt.

Når sæsonen gik i gang, gjorde fjernsynets billeder med bjerge, floder, marker og byers storhed indtryk på mig som dreng. Kampene og duellerne mellem rytterne var virkelige fremstillinger af mod, af vilje, og ideen om for enhver pris ikke at give op. Rytterne kørte langt borte i høje og tynde luftlag, de kom fra alle verdens egne, de talte forskellige sprog og kørte på hold registreret på kryds og tværs af kontinenterne. De føltes som fjerne helte. På skærmen virkede de tavse og sammenbidte i deres stridsomme og hårde arbejde. Det virkede umuligt at nærme sig dem, for hvordan skulle man som dreng få bragt sig selv helt til Frankrig og til Alperne for at møde sine helte? I nogen tid optog dette spørgsmål mig, indtil jeg til min store glæde erfarede, at der også fandtes et dansk cykelløb – Danmark Rundt.


Kilden til at forstå

Her så jeg for første gang cykelrytterne i levende live og kunne til umådelig begejstring opleve disse mennesker, som har dedikeret livet til at overvinde modstand med fart og bevægelse. Hvilken fart!

Oplevelsen af Danmark Rundt fra vejkanten fik mig til at forstå forskellen på at se cykelløb i fjernsynet og på landevejen. Hvor løbet i fjernsynet virker idyllisk, fredfyldt og nærmest gnidningsfrit, mærker man i vejkanten den ekstreme kraft og energi, som stråler ud fra hovedfeltet, som det passerer, og indtrykket er både kaotisk og voldsomt. Farten er faktisk chokerende, og reaktionen fra tilskuerne, der står ved ens side, er for oftest begejstring – efterfulgt af et gys. Med den høje fart øges det farliges tilstedeværelse og giver oplevelsen en dybde, som forstærker indtrykket til ikke kun at dreje sig om jubel men også alvor og fare.

På vej hjem fra løbet faldt det mig ind, at oplevelsen havde mindet mig om at se et stjerneskud for første gang. Ikke mere end et kort øjeblik varede det, da rytterne kørte forbi, men alligevel satte det tankerne i gang, og oplevelsens mystiske tyngde af styrke og skrøbelighed, det ene sekunds værdi, er det, som får én til at ønske og håbe. Snart indså jeg, at selve kimen til fascinationskraft er ønsket om at få besvaret de spørgsmål, man som barn stiller, og at det er i jagten på disse, at meningen findes. Således blev cykelløbet år efter år en vigtig kilde for mig til at lære og til at forstå.

Historiens vingesus

Årets udgave af PostNord Danmark Rundt kørtes over fem etaper. Løbet startede i Struer og sluttede, som traditionen byder det, på Frederiksberg i København. Første etape bugtede sig mellem Vesterhavets vilde kyst og Ringkøbing Fjords rolige vand, forbi sandklitter og fyrtårnet ved Blåvandshuk, som med sin ensomt roterende lyskegle markerer Danmarks vestligste punkt. Etapens mål nåedes i Esbjerg, hvor sprinterne satte alt på spil i massespurten, og hollandske Dylan Groenewegen viste sig at være den stærkeste foran den tidligere verdensmester Mark Cavendish og europamesteren Giacomo Nizzolo.

Derefter fulgte 190 snørklede og historiemættede kilometer på 2. etape fra Ribe til Sønderborg forbi den gamle Dybbøl Mølle, hvor hårde kampe blev udkæmpet under de dansk-slesviske krige i 1860’erne, som endte med sejr til Preussen. Dybbøl Mølle blev et nationalt symbol, fordi det i en stridsom og urolig tid blev et beskyttende ly for de danske soldater, der var i færd med en stor retræte fra det enorme fæstningsanlæg Danevirke, hvor de havde lidt nederlag. Da preusserne avancerede nordpå, blev også Dybbøl til sidst indlemmet i krigszonen, og Dybbøl Banke blev udsat for heftigt bombardement. Møllen, hvor soldaterne havde søgt ly, blev ramt af en granat og styrtede sammen i ild og gnister, og Sønderjylland var tabt.

Møllen blev siden genopbygget som et minde om en rolig og fredfyldt tid, hvor hverdagens arbejde har værdi, fordi en mølle på en bakketop, som maler kornet til mel, som kan blive til brødet på aftenbordet, har en essentiel kvalitet.

Dag efter dag opleves den kontinuerlige tilstrømning af mennesker, som har stillet sig i vejkanten i en kilometerlang kæde, der i sin helhed præsterer en rørende næsten uafbrudt klapsalve til ære for de forbipasserende ryttere. Cykelløbet selv passerede forbi møllen i rasende fart og satte fortid og nutid sammen i ét billede, og på vej mod målstregen virkede Mads Pedersen, verdensmesteren fra 2019, inspireret, og oversprintede både Groenewegen og Nizzolo i en stor dansk triumf. Sønderjylland tog i det hele taget varmt imod cykelkaravanen, landsbyerne langs ruten var pyntet med flag og guirlander, og stemningen emmede af ubekymret folkelig glæde.

Det belgiske fænomen

Kiddesvej i Vejle på 3. etape fra Tønder til Vejle er blandt de mest tilskuermættede passager under hele løbet, for her står løbets stærkeste rytter tydeligst frem. Feltet skulle runde Kiddesvej af fire omgange, og vejen stiger på de vanskeligste steder med 21 procent. I bil føles det næsten lodret. På cykel føles det som en mur, og netop her, hvor løbet går langsomst, og rytterne kan betragtes i deres yderste anstrengelse, er stemningen mest intens.

Nær toppen af bakken iværksatte det 21-årige belgiske fænomen Remco Evenepoel fra storholdet Deceunick–Quick-Step et umådeligt angreb. Han slog et hul til sine forfølgere, kiggede sig over skulderen og besluttede sig for at sætte alt ind. Kilometer efter kilometer distancerede han sine rivaler, og i det som udfoldede sig til at blive en decideret magtdemonstration, indhentede han endda helt uhørt den bagerste del af feltet med en hel omgang for til sidst at køre alene over målstregen med halvandet minuts forspring til de nærmeste. Efter etapen fortalte en af hans holdkammerater mig, at den unge komet allerede om morgenen på taktikmødet havde beskrevet sine intentioner om at pulverisere sine konkurrenter. Så selvsikkert afgjorde Evenepoel kampen om løbets lyseblå førertrøje, og i stedet for spænding om klassementets førsteplads måtte vi i stedet nyde oplevelsen af en atlet i færd med en total udfoldelse at sit potentiale repræsenterende – og en ubændig lyst til angreb og opvisning.

Til bords med Deceuninck–Quick-Step

På Hotel Nyborg Strand, som ligger med udsigt ud over Storebælt, sidder cykelrytterne og spiser morgenmad. Der tales ved bordene om gårsdagens etape i Vejle, om Evenepoels styrke og løbets tilbageværende udfordringer. Landevejens arbejdsmænd nyder et afslappende øjeblik, inden de om et par timer på ny skal prøve kræfter med terrænet og udfordre hinanden på etapen fra Holbæk til Kalundborg. I den store restaurant sidder rytterne sorteret efter hold ved lange borde og henter mad fra buffeten. Det er en noget overdådig buffet. Her fåes ikke kun alt, hvad der normalt forbindes med morgenmad, men også ris, pasta, kartofler og en lang række kager og søde sager. Det er ikke usædvanligt at se en hollandsk rytter komme gående med en tallerken fyldt med et bjerg af spaghetti med tomatsovs, selvom klokken kun netop har passeret halv ni.

Rytterne giver sig god tid til at spise og drikke. Professionelle cykelryttere er blandt de mest berejste atleter i verden, da de i deres arbejdes natur er tvunget til konstant at være i bevægelse. De har besøgt og passeret selv uansete små byer i næsten alle lande og har været på træningslejre i udkanten af bjergmassiver og på toppen af øde vulkaner. Dette giver dem mulighed for at tilegne sig viden om lokale forhold og specialiteter, som ellers ville være forbeholdt specialister og særligt interesserede i landenes kulturer.

Den nykårede olympiske guldvinder i parløb Michael Mørkøv kommer med sin stolte og rolige fremtoning gående mod Deceuninck–Quick-Steps bord. I sin hånd holder han en tallerken, hvorpå den lokale brunsviger befinder sig i rigelige mængder. Han adresserer Mark Cavendish og forklarer, at han bør prøve den fynske specialitet. Det vil Cavendish gerne, og snart sidder belgiske, engelske, tyske og newzealandske stjerner og udmåler deres dom over kagen. Enige er de om, at den ikke er smuk, men at den alligevel har sin plads som kage.

Mørkøv beretter nu om sit olympiske guld og om følelsen af, et ens navn er forbundet med antik guddom, men bliver høfligt afbrudt, da den lokale politimester kommer ned og beder om en autograf. Mørkøv fortæller om sine tanker i det hæsblæsende parløb på Izu-velodromen i Tokyo, som stadig blot er en håndfuld dage siden, og han giver indsigt i sit koldblodige taktiske overblik og forklarer, at han ikke frygtede belgiernes angreb på de sidste omgange i finalen, da han havde følelsen af at være i kontrol. Et bevis på det fokuserede stålsind som de bedste atleter besidder.

De rige og de fattige

For bordenden sidder holdets sportsdirektør Brian Holm. Han er chefen, og det er ham, som bestemmer taktikken, og som har ansvaret for at få realiseret holdets ambitioner i løbet. Fra holdets følgebil, som kører i den lange kortege bag feltet sammen med alle de andre holds biler og sportsdirektører, gives alle ordrer og dessiner enten via bilernes vinduer, når en rytter kører forbi, eller ved hjælp af holdenes interne radioer. På bilernes tag står rytternes reservecykler, og på bagsædet sidder en soigneur eller en mekaniker med drikkevarer, madpakker og reservehjul. Det er med andre ord en omrejsende kommandocentral, et hektisk epicenter for beslutningstagning, som en general i sit hovedkvarter, der dirigerer tropperne.

Etapen fra Holbæk til Kalundborg skydes i gang. Fra by til by bades rytterne i glade tilråb og klapsalver fra publikum i vejkanten. Guldvinderne Michael Mørkøv og Lasse Norman Hansen er rytterne, som hyldes mest konsekvent, og med hyppige intervaller ses bannere og skilte, hvorpå deres navne med store bogstaver står skrevet. En hel skole har fået fri fra time, fordi cykelløbet passerer forbi, og alle klassetrin vinker og jubler mod løbet. På førersædet i en stor traktor på en mark sidder en bedstefar med et barnebarn på hvert knæ, også de vinker smilende til løbet. På asfalten har publikum skrevet deres favoritrytteres navne med kridt, og på hver en flagstang flages der.

Jeg tænker på den italienske forfatter Dino Buzzattis reportage fra Giro d’Italia i 1949, hvor han får øje på præstens, lægens, lærerens, tyvens, barnets, oldingen, de fattiges og de riges ansigter i vejkanten og beskriver at fælles for dem alle, stråler deres blikke, fordi cykelrytterne med deres farverige optog repræsenterer liv og frihed.

’Look powerful!’

I sportsdirektørbilen hos Brian Holm er arbejdet i fuld gang. Løbet kører, og Deceuninck–Quick-Step er med Remco Evenepoel i besiddelse af løbets førertrøje og har ansvaret for kontrollen over etapen. Som feltet kører ud af Holbæk, lyder Holms første ordre: ’Stay in the front – Look powerful!’

Med ønsket om at intimidere og dominere sætter holdet sig frem i feltet og overvåger, hvem der ønsker at gå i udbrud. En nimandsgruppe bestående udelukkende af ryttere, som ikke kan true Evenepoels føring, får lov til at køre. Så går det ellers fremad march gennem Vestsjælland, og hele tiden rådgiver og informerer Holm rytterne om passager gennem mindre byer, om trafikheller de skal være opmærksomme på, om indsnævringer i vejen, som kræver øget koncentration. At opleve løbet fra sportsdirektørbilen giver en konkret forståelse for de store distancer, som rytterne tilbagelægger og i særligt høj grad den bemærkelsesværdige hastighed, de gør dette med.

’Look powerful’ er en ordre som bliver gentaget, så det er synligt for alle, hvem der bestemmer i løbet. Det er tydeligt, hvor meget det mentale overskud og udtryk, som holdene kan præstere, betyder. I en sport, hvor der tæres så hårdt på fysikken, lader tankerne sig let betvinge af udefrakommende indtryk, og blot synet af et hold, der som en stødtrop ufortrødent dikterer tempoet, kan knække lysten til angreb og optimisme. Udbruddet holder hele vejen til mål, og amerikanske Colin Joyce fra Rally Cycling overspurter Restaurant Suri-Carl Ras’ unge talent Sebastian Nielsen på målstregen og tager sin karrieres største sejr.

De foregående tre etaper er laurbærrene tilfaldet store internationale stjerneryttere, men i cykelløb er udbrudssejren vigtig, fordi det er den, der holder drømmene i live for hjælperyttere og lykkeriddere. Ved havnen i Kalundborg hyldes Joyce på podiet, og han er ikke til at få ned derfra. Han vinker og sender kys fra fingerspidserne og kaster sin sejrbuket til publikum og går så ned fra scenen for at ombestemme sig og gå op på scenen igen og vinker endnu en gang til publikum og tager det hele ind for til sidst at blive fulgt ned fra podiet og ud til dopingprøve. Videre til hverdagen og tilbage til en mere anonym tilværelse midt i feltet. Men han er lykkelig, og sejren kan ingen tage fra ham.

Opløbet

Løbets sidste etape er en enkeltstart på Frederiksberg. Den sidste rytter i klassementet starter først, og den førende rytter starter sidst. Sådan er dramaturgien opbygget, så klimaks skal finde sted i løbets sidste sekunder. Flere tusinde tilskuere står side om side på Smallegade, på Dalgas Boulevard, på Gammel Kongevej og på Frederiksberg Allé.

Enkeltstarten giver mulighed for at studere rytterne og deres stil mere nærgående, mere systematisk. Når hovedfeltet passerer forbi, er det vanskeligt at identificere flere end et par ryttere, men i vejkanten på enkeltstarten spejder øjet langt efter rytterne, og dér lige efter svinget, der fører ind til opløbet, kommer en ensom rytter kørende. Som en løbeild bevæger klapsalverne sig foran ham, og larmen når højdepunktet netop der, hvor han passerer. Sådan følges højhastighedssuset og publikums spektakel ad, og hver eneste gang en rytter passerer, opbygges, kulminerer og aftager en spændingskurve af forskellig intensitet.

Søren Kragh Andersen, som vandt to etaper i Tour de France forrige år, er kendt for at køre gode enkeltstarter, og da de første meldinger ude fra ruten meddeler, at Søren Kragh ved første mellemtid sætter klart bedste tid, stiger forventningerne. Publikum diskuterer og analyserer – kan han holde Evenepoel, som er blandt verdens bedste til disciplinen, bag sig. På opløbstrækningen på Frederiksberg Allé kommer han endelig til syne. Søren Kragh er en kraftfuld rytter og meget progressiv i sin stil, og det giver indtrykket af, at han angriber vejen foran sig. Han suser forbi i sin sorte DSM-trøje aerodynamisk foldet sammen over sin maskine og sætter bedste tid på målstregen. Han stiger tilfreds af cyklen, for han har leveret en flot præstation og kørt 10,8 kilometer på 12 minutter og 14 sekunder med en gennemsnitshastighed på omkring 53 km/t.

Stopuret tæller ned

Nu kan Søren Kragh Andersen ikke andet end at vente på Evenepoel, som er den sidst startende. I løbets blå førertrøje gør han sig klar på startrampen. Han er kun 21 år gammel og 171 cm høj og vejer ikke mere end 61 kilo, men hans krop har en imponerende ydeevne, og han har med sine kombinerede klatre- og enkelstartsevner vundet fem ud af de seneste seks etapeløb, han har stillet op i.

Han sætter i fart ned fra startrampen, og i sin kompakte og robuste stil på enkelstartscyklen begynder han at kværne ruten. Det er særligt spændende for publikum at betragte Evenepoel, når han kører forbi. Fordi han er en rytter, der går en meget stor fremtid i møde, og fordi han har været løbets største oplevelse med sit angreb på Kiddesvej, og nu fordi han er i færd med sin enkelstart, som er hans speciale. Tidtagningen ved mellemtiden er dog gået i kludder, så der indløber ingen tidlig prognose i forhold til Søren Kraghs forhåbninger om etapesejren. Det eneste, der står klart, er, at deres tider ligger tæt. Bag ved Evenepoel sidder Brian Holm i sportsdirektørbilen og instruerer ham i hvert et sving og hver en krumning på vejen, således at han så vidt muligt ikke behøver at bryde med sin aerodynamiske position, som forringes, når hovedet løftes for at se svingene an. Den modige rytter stoler blindt på sportsdirektøren og lader sig lede gennem ruten af Holms ordrer. Det kræver tillid og talent at turde fastholde denne aerodynamiske insisteren.

Evenepoel suser mod målstregen. Stopuret tæller ned, og publikum hujer og klapper, selvom det endnu ikke står klart, hvem der skal hyldes. Han skal i mål inden for 23 sekunder, hvis han skal slå Søren Kraghs tid. Nu 13 sekunder. 6 sekunder. 1 sekund, og i dette øjeblik krydser han målstregen og slår Søren Kragh – med et enkelt sekund. Så ubarmhjertig er enkeltstarten, og med så små marginer udmåles styrkeforholdene rytterne i mellem. Kort efter krones og hyldes Evenepoel som vinder af Danmark Rundt på Frederiksberg Allé.

Sådan jubler man bedst

Om aftenen på Café Victor i Indre By skåler Deceuninck–Quick-Steps ryttere med hinanden og ønsker deres unge holdkammerat tillykke med sejren. Det er en vigtig sejr, for Evenepoel styrtede slemt i Lombardiet Rundt i Italien sidste år, men virker endelig til at være tilbage for fuld styrke. Stemningen er afslappet og Cavendish, Iljo Keisse den belgiske hjælperytter, og Evenepoel diskuterer, hvordan det er bedst at juble, når man kører først over målstregen. En diskussion som er forbeholdt de sejrsvante. Allerede nu venter der nye mål. Cykelrytterne har ikke tid til at hvile på laurbærrene, og hver en dags forsømt træning sætter dem bagud i forhold til deres konkurrenter. Tyskland Rundt er næste udfordring for flere af rytterne, derefter England Rundt og så VM og Paris-Roubaix senere på efteråret.

Derfor er glæden over sejren modereret i forhold til bevidstheden om de alvorlige og vigtige udfordringer, som endnu venter, inden de kan gå på vinterpause. At tale om cykelrytternes næsten asketiske tilværelse, om deres tilsidesættelse af det, vi almindelige mennesker betragter som goder til fordel for ønsket om at opretholde en hæsblæsende fart på landevejene i Europa, er derfor ikke urimeligt.

At deres liv er bygget op omkring repetitiv modstand og udmattelse, at det er i kampen og ikke kun i sejren, at meningen kommer til udtryk, er en sandhed, som jeg holder af at nævne, fordi den forstærker den mystik, som omgærder rytterne. Oscar Wilde skriver, at livets sande og smukke mysterier ikke er det usynlige, men det synlige. Her er cykelrytterne, de sidder ved bordet og spiser, vi har set dem fra vejkanten, mens de har kørt Danmark Rundt fra Struer til Frederiksberg på en håndfuld dage. De er landevejens helte.

Se, hvad vi ellers skriver om: Cykelløb og Cykling