Det lærte vi om fodbold i weekenden
Foto: Getty

Det lærte vi af fodbold i weekenden

Det lærte vi om fodbold i weekenden

Dramatik i Serie A, en portugisisk kryster i Liverpool, et stammende FCK og geniet Christian Eriksen.

Serie A i brand

Der skete virkelig ting og sager i Italien denne weekend. Først fik Lazio, der ikke havde slået Juventus siden 2003 i Torino, en 2-1-sejr på udebane mod mestrene. Så vandt Napoli 1-0 i Roma og er dermed stadig på maksimum point og nu hele fem point foran de seksdobbelte mestre fra Juventus, der nu kun har fået ét point de sidste to runder.

Og søndag aften mødtes så Inter og Milan i det, der hedder Derby della Madonnina, men som i italiensk presse blev kaldt det kinesiske derby, fordi de to store traditionsklubber nu begge er kinesisk ejet. Begge klubber har investeret en formue i spillere de sidste to sæsoner. Milan har brugt omkring 250 millioner euro før denne sæson, og selvom de måske ikke forventede et mesterskab med det samme, er top 4 og Champions League mere eller mindre et must, når man smider så store sedler på bordet.

Efter nederlaget søndag er Milan nu allerede 12 point efter Napoli og syv point efter Lazio på fjerdepladsen. Træner Vincenzo Montella sidder meget yderligt, og mon ikke han skæver lidt mod nord, hvor Milan-legenden Carlo Ancelotti lige er blevet fyret i Bayern München og i realiteten kunne ansættes i løbet af ugen i Milano? Da journalisterne spurgte ham om det, sagde han, at han da sagtens kunne bruge Carletto som assistent. Det er vist det, man kalder galgenhumor.

Derbyet i sig selv var helt fantastisk. Inters hold er en smule mere færdigt end Milans, og så har de altså i tremålsskytten Icardi en mand, der ikke kun er god til at stjæle medspilleres kærester, men også er en af de bedste afsluttere i verden. Icardi lavede to fantastiske mål og scorede på straffe i overtiden og blev dermed den helt store helt.

Milan har ikke en målscorer af Icardis kvalitet, men det er næsten værre, at flere af deres nye, dyre spillere ikke leverer varen. Bedst illustreret ved at midtbanegeneralen Lucas Biglia – købt dyrt i Lazio – ved det andet mål smed en nem bold væk på midten, og fem sekunder senere stod forsvarsklippen Leonardo Bonucci – prestigekøb fra Juventus – milevidt fra Icardi, den eneste spiller han skulle passe på i feltet. Stakkels Montella må have det svært på bænken, når det der skulle være hans allerbedste spillere er direkte involveret i modstandernes scoringer.

Selvom derbyet i Milano var fantastisk spændende, var det faktisk intet mod Lazios sejr i Torino. Lazio kom bagud, som forventet, på et mål, der lige skulle gennem VAR-maskinen – altså ses igennem på video, mens spillet stoppes, som Serie A jo bruger i denne sæson. Målet blev givet, men faktisk så Douglas Costa ud til at være marginalt offside. Så lugtede det af den sædvanlige sejr til Juventus, men efter pausen scorede Ciro Immobile sit 10. og 11. mål denne sæson, og Lazio havde faktisk flere gode muligheder for at udbygge føringen.

Juventus formåede ikke for alvor at sætte pres på Lazio, før fantastiske Dybala kom på banen og ramte stolpen kort før tid. Langt inde i dommerens overtid lavede indskiftede Patric en vild tackling i feltet, og efter endnu en VAR-dom, blev der dømt straffe til Juventus i 94. minut. Replayen viste, at Patric ramte bolden og derefter også har kontakt med manden. Straffesparket kunne dømmes, men den slags tacklinger ses hele tiden i feltet, og man kunne ikke helt lade være med at tænke, hvad dommer Rocchi ville have dømt i det andet felt, havde situationen været modsat? To tvivlsommme VAR-domme, der begge gik hjemmeholdets vej? Det hele lugtede lidt af Juventus i 90erne.

Heldigvis sparkede Dybala et svagt straffespark, som Lazios albanske målmand Thomas Strakosha reddede. Sparket var kampens sidste, og Lazios spillere og træner gik fuldstændig amok. Lazio mistede en håndfuld gode spillere denne sommer og med Milano-klubbernes oprustning, havde de fleste regnet med en mellemsæson for Romas ældste fodboldklub. Men Lazio har nu slået både Milan og Juventus og ligger på en flot fjerdeplads, og meget af grunden for denne succes ligger hos træner Simone Inzaghi – som Juventus rygtes ude efter.

Juventus ligner til gengæld et hold i krise. Ikke kun fordi de har tabt fem point i de sidste kampe, men fordi Torino-klubben simpelthen ikke spiller særligt godt. Den gamle dame ser sårbar ud for første gang i flere år. Midtbanen har ikke specielt høj kvalitet, slet ikke når Pjanic ikke er med, og forsvaret, Chiellini, Barzagli, Buffon, bliver ikke yngre. Måske har de ventet lidt for længe med generationsskiftet i Torino? Det kan blive Napolis chance for deres første mesterskab siden det store Maradona-hold i 1990.

Sølle Manchester United

Når Liverpool og Manchester United møder hinanden, taler folk altid om det i flere uger forinden. De to naboklubber hader hinanden af et ondt, ondt hjerte. Liverpool var den dominerende engelske klub i 70’erne og 80’erne, men Manchester United overtog den plads i 90’erne og 00’erne og har nu vundet tyve nationale titler, to mere end Liverpool.

Klubberne har været de største og bedste klubber i England, og opgøret er, sammen med Roma-Lazio i Italien og Boca Juniors-River Plate i Argentina, nogle af de mest hadefulde opgør i fodbold. Det deler familier, venner og kollegaer. Hån og drillerier fortsætter i månedsvis, hvis et af holdene vinder eller – endnu værre - vinder stort.

Opgøret søndag var en ret kedsommelig affære, som det også var sidste år på Anfield i Liverpool. Uniteds træner, Jose Mourinho, ville absolut ingenting, og Liverpool har det generelt meget svært mod hold, der står lavt i en solid defensiv. Hjemmeholdet skabte nok til at burde have vundet kampen, men på den anden side havde Lukaku en kæmpechance, der kunne have givet United en ufortjent 1-0-sejr.

Efter kampen sagde Liverpools træner, Jürgen Klopp, at hans hold ikke kunne eller ville spille fodbold, som United gjorde. Det gør Liverpool heller ikke. Det er stort set hen over isen konstant, og selvom det er underholdende at se på, koster det også nogle dumme point. José Mourinho gør sig generelt ikke i dumme pointtab og parkerer stort set altid bussen i udekampe mod top 6 i Premier League. Efter denne kamp sagde han, at han ventede på en åbning, der aldrig kom. Det var godt nok svært at se, at han ventede på noget som helst andet end slutfløjtet.

United er syv point foran Liverpool, og man kan egentlig ikke bebrejde dem, at de spiller forsigtigt i en svær udekamp. Det er trods alt ikke mere end en måned siden, at Liverpool fejede gulv med Arsenal hjemme, og alle hold har respekt for Anfield. Men lige nøjagtigt denne gang håbede de fleste, også mange United-tilhængere, at Mourinho ville lade sine spillere gå til kampen på en lidt mere åben facon. United havde scoret tre mål i snit deres sidste syv kampe, og de havde Premier Leagues topscorer Lukaku i storform med syv mål allerede scoret i denne sæson. Uniteds målscore er 21-2. Liverpools er 13-12.

Derudover er Liverpool ikke i særlig god form. De kan, som vanligt, ikke lave mål, deres forsvar er shaky, selv svage hold får alligevel lavet et mål eller to, og de har mistet Sadio Mané i to måneder. Liverpool vinder 63 procent af deres kampe med Mané på banen og kun 42 uden. Han er, med afstand, Liverpools vigtigste og bedste spiller. Med andre ord var Liverpool et såret dyr, som United kunne have dræbt fuldstændig lørdag. Men det var Mourinho ikke interesseret i at forsøge.

Hvis United slet ikke har tænkt sig at forsøge at vinde kampe mod de andre top 6-modstandere, i hvert fald på udebane, kan det betyde, at de ikke kan vinde titlen. Manchester City ræser derudaf, og ligner lige nu et hold, der kommer til at slutte med et meget højt pointantal. De parkerer aldrig bussen, som Mourinho gjorde lørdag, og det betyder, at de nok skal løbe ind i en kniv eller to i løbet af sæsonen mod de stærke hold. Men hvis de også vinder en del af disse kampe – og det er der en del, der tyder på, at de gør – så kan det altså bedre betale sig at vinde mange og tabe nogle enkelte kampe end at spille en masse uafgjort.

Måske har Mourinho forregnet sig denne sæson. Under alle omstændigheder er det altså bare lidt kujonagtigt at være delt etter i Premier League og besøge det hold, der ligger på en delt ottendeplads og så bare parkere en dobbeltdækkerbus på banen, stole på sin keeper – der så også er den bedste i verden - og vente på, at dommeren fløjter af. Men tillykke til Mourinho med sit point. Job well done.

FCK halter

Alle er stort set enige om, at FCN, FCM, Brøndby og FCK ender i slutspillet. Men efter to nederlag til Lyngby og OB er FCK nu seks, syv og otte point efter de tre første. Det er langtfra tid til panik – det er først når slutspillet begynder, at det bliver rigtigt vigtigt – men det må være alarmerende for FCK-fans at se, hvordan FCK spiller lige nu, og hvor svært de har ved at score mål, når de tre konkurrenter bare brager dem ind i øjeblikket.

Nu spiller FCK jo i Europa, som det eneste hold i Danmark, og det er selvfølgelig et stort pres, men det må alligevel give Ståle en smule panderynker, at man ikke formår at slå hold som Lyngby og OB – hold som FCK bare plejer at rulle hen over. Alle mennesker talte om, at kreativiteten nok skulle komme tilbage, når Rasmus Falk kom tilbage, men Falk skal traditionelt bruge lidt tid på at komme i form efter skader og pauser, og indtil nu har han ikke været løsningen på den kreative krise.

Slovenske Benjamin Verbic er FCKs bedste kreative spiller, men han er stadig lidt ustabil og kan trods alt ikke både lægge op og score målene selv. Endnu engang må man også sætte lidt spørgsmålstegn ved kvaliteten af FCKs angribere. Der er vel ingen af dem, der er i top 8 over de bedste angribere i ligaen? Skal man vente på, at de rammer formen, eller skal der reageres i transfervinduet?

Eriksens vigtighed for Danmark

Selvom det er en uges tid siden, skal det danske landshold lige nævnes, og helt specifikt Christian Eriksen, der jo også lige blev matchvinder for Tottenham denne weekend. Man tør næsten ikke tænke på, at Eriksen kan risikere karantæne i anden kvalifikationskamp, hvis han får gult. Jeg vil overhovedet ikke se ham i nærkampe i den første kamp. Hvis han begynder at tackle, løber jeg personligt på banen og river ham væk.

Eriksen er efterhånden så vigtig for Danmark, at det er svært at sammenligne med noget andet fodboldhold. Forskellen på Eriksen for et par sæsoner siden på landsholdet, er, at vores stjernespiller nu afgør kampene for Danmark. Han rører bolden væsentligt mindre, men hans berøringer er langt, langt farligere nu. Tidligere spillede han lidt alibibold. Skubbede ofte bolden til siden på kanten af feltet. Nu sparker han på det hele – som han jo selvfølgelig skal. Hvorfor i alverden skulle Eriksen aflevere til William Kvist eller nogle andre for den sags skyld, når han er i nærheden af feltet?

Eriksens mål mod Montenegro var ikke bare det vigtigste mål, han har scoret for Danmark – det var et absolut fremragende mål. En afslutning fra en anden planet, simpelthen. Han modtager bolden i en telefonboks med tre mand omkring sig. Han ved nøjagtigt, hvor tæt de på ham, og hvor præcis hans berøring skal være. De tre montenegrinere tror, de ved, hvor god Eriksen er, og derfor venter de på, at han enten afleverer eller prøver en meget svær afslutning med sit dårlige ben. Men de er åbenbart ikke klar over, at Christian Eriksen har et rigtigt, rigtigt godt venstreben.

Målet er simpelthen en diamant. Et klapperslangehug med venstre på en lidt hoppende bold mellem benene på Savic. Ingen chance for keeperen. De tre forsvarsspillere, plus målmanden, står bare og kigger bagefter. Det er en afslutning og et mål som Batistuta, brasilianske Ronaldo, Messi, de bedste afsluttere nogensinde, ville være stolt af. Det er en afslutning næsten uden for kategori. Hvordan forsvarer man sig mod sådan noget?