Rolf Sørensen: ”Jeg tror på, at vi får tre danske etapesejre til Tour de France" scroll-down

Rolf Sørensen: "Jeg tror på, at vi får tre danske etapesejre til Tour de France"

Tour de France-cirkusset har aldrig være vildere, og presset på danskerne er historisk stort. I forbindelse med Rolf Sørensens nye bog om Tour de France har vi mødt den tidligere rytter og nuværende kommentator til en samtale om, hvordan benene – og hovederne – er skruet på Vingegaard, Mads Pedersen og co.

Af Jeppe Højberg Sørensen
Foto: PR
Sport Euroman

Det var min daværende kone, Susanne, der for halvandet år siden fik den idé, at jeg skulle lave en bog om Tour de France her op til starten i Danmark. Derefter gik Jonas Nyrup (forfatter til bogen, red.) og jeg i gang med at finde formatet, og så kom jeg på, at vi skulle lave rytterinterviews. I starten overvejede jeg faktisk at interviewe de største internationale stjerner. At rejse til Slovenien og tale med Pogačar. Men det gik op for mig, at det ikke var nødvendigt, for de danske ryttere er jo stjerner i sig selv.

Det var fantastisk at tale med rytterne i private rammer og ikke bare på cyklen, som jeg tidligere har gjort. Vi havde dem i flere timer, så jeg fik virkelig et indblik i, hvordan de fungerer. En fyr som Mads Pedersen har jo en særlig mentalitet. Hvis du spørger Per Bausager, så er Mads den, der minder mest om mig. Især oppe i hovedet. Han tror på, at han kan vinde, selv om han kun er på 88 procent. Han har bare taget hovedrollen på sit hold (Trek-Segafredo, red.), fordi han altid insisterer på, at han er den bedste. Og selvfølgelig også, fordi han faktisk er god.

Cykelsportens verden er skruet sådan sammen, at de gamle ryttere altid vil forsøge at holde de unge ryttere nede. Sådan var det også i min tid. Du skal tro på dig selv, være ærgerrig og tage nogle chancer. Altså, hvis du sidder på holdmødet og bliver tildelt en hjælperrolle, selv om du ved, du er den bedste, så skal du nogle gange råbe op. Det gjorde jeg selv, men jeg var også hjulpet af at starte på et mindre hold, hvor man får flere chancer.

Derfor var det også fascinerende at høre Jonas Vingegaard fortælle om, hvordan han fik ændret planerne på storholdet Jumbo-Visma, hvor han kører. Da holdet mødtes i starten af sæsonen havde sportsdirektørerne nemlig meldt ud, at Primoz Roglic skulle være enekaptajn i Touren. Men så rakte Vingegaard hånden op og opponerede mod beslutningen, så nu deles de om rollen. Jonas siger selv, at han bare er realist. Han ved, han er lige så god som Roglic. Det er den attitude, der er brug for.

Noget af det mest overraskende, jeg fandt ud af, var, at Søren Kragh Andersen virkelig har manglet selvtillid. Han er nok den, der rent teknisk minder mest om mig. Han tror bare ikke på, at han er så god, som han faktisk er. Han kan det hele. Han har timing, løbsintelligens og kan finde ud af at agere i positionskampen. Og så er han tilmed god opad, hurtig på stregen og én af de bedste i feltet til at køre nedad. Med min selvtillid havde han vundet fem løb om året.

Men Sørens hold og sportsdirektører har selvfølgelig også et ansvar for at gøre ham til en vinder. Det gør de bare ikke. Han skal ikke sidde og føre. Han skal hele tiden lure på en sejr. Efter vores interview har han flere gange ringet til mig, hvis han lige skal have lidt selvtillid. Men som hans kørsel har indikeret i denne sæson, så skal den helt store triumf nok komme. Det er bare et spørgsmål om tid.

Jeg tror egentlig ikke, det rent mentalt er meget lettere at være rytter i dag end i min tid. Og målt over en bred kam, så minder den nuværende danske generation en del om min egen, synes jeg. Nogle er mere kantede og selvsikre end andre, men der er bestemt ingen bløddyr.

Der er selvfølgelig en del ryttere i feltet, der har en mere privilegeret tilværelse. I 80’erne og 90’erne var der flere efterdønninger af det, cykelsporten var engang. En fattigmandssport, hvor eksempelvis belgierne drømte om at køre sig ud af kulminerne, eller hvor de fattige, sicilianske drenge kom i oplæring i Toscana som bare 12-årige, hvis de havde talent. Og det kan da også godt være, at rytterne har moderne busser i dag, men løbene er altså de samme. Du skal kunne bide smerten i dig, sidde på limit, køre i regn og sne. Det er stadig en barsk sport, og det skal det også være.

Måske løbene endda er endnu vildere i dag. Christopher Juul-Jensen fortæller i bogen, at der i dag nærmest er stress på før kilometer nul på selv de flade Tour de France-etaper, fordi positionskampen er så hård. I min tid var der måske nogle udbrydere og sprinterhold, der lagde pres på i starten, men klassementsfolkene satte sig altså ned bagi. Det gør de ikke i dag. Der er stress på langt tidligere på etaperne. Det er der flere grunde til. Én er, at mediebevågenheden er så enorm, og at der tv-transmitteres fra starten, så flere vil vise sig frem.

Bliv medlem, og få fuld adgang til
hele EUROMAN.dk fra 23 kr. om måneden
Prøv 14 dage gratis uden binding
Kom igang her Allerede medlem? Log ind her Euroman Premium
Opret dig gratis her
Se, hvad vi ellers skriver om: Cykling og Cykelløb