DET ØSER NED på Ingerslevs Boulevard i Aarhus, og måske kan det forklare, hvorfor Skt. Lukas Kirken er propfyldt søndag formiddag klokken halv elleve. Det plejer den ikke at være, skulle jeg hilse at sige fra et par nærtboende, der undrer sig over fremmødet foran kirken. Selv planlagde jeg at komme en halv time i forvejen for at sikre mig en af de bedste siddepladser i Guds hus til det årligt tilbagevendende arrangement, hvor fans med halstørklædet om nakken og salmebogen i hånden velsigner AGF inden sæsonstarten. Men jeg må altså tage til takke med en ståplads med kirkens bagvæg som ryglæn.

For uindviede læsere bør det forklares, at AGF er en af de få ting, folk fra disse kanter kan enes og samles om. Du kan altid tale om AGF, hvis du løber tør for samtaleemner med en aarhusianer, og du er sikker på, at han har utallige holdninger til den nuværende situation, der er præget af en for egnen karakteristisk optimisme:

”Det er længe siden, at vi” – som det hedder, indtil AGF taber – ”har været så gode. Det hold, der er ude på Fre’ensvang for ti’en, er lige vores aarhusianeres hoveder,” siger en 50-årig mand iført en hvid AGF-trøje med Stig Tøfting og nummer 9 på ryggen.

Netop den trøje er faktisk den fremherskende i kirken og på ude på boulevarden. Der er også et par trøjer med hjemmelavede tryk som ”Fisse”, ”Morfar” eller ”Danske Mestre” og tallet 23 (optimismen er ukuelig, når der er lidt medvind). Lydbilledet domineres af lyden af øldåser, der knappes op.

PRÆSTEN I DEN KLASSISKE KJOLE skyder seancen i gang med et par populære gloser, efter hun har entreret plateauet foran alteret til tonerne af Strauss' Radetzkymarch (som der også spilles på stadion, når AGF scorer):

”Det er meget rørende at se, at så mange kan samles om det, som livet handler om… AGF.”

Der kvitteres med en række ”Kom så De Hviiie”-råb for fuld udblæsning. Da kirkegængerne har klappet ad deres egne genialiteter, smågriner de alligevel lavmælt. Måske er der alligevel en ironisk distance at spore i kirken, der efterhånden lugter af et vådt telt efter et veloverstået studentergilde.

Efter gudstjenesten er blevet indledt af ’Op, al den ting, som Gud har skabt’, går fire unge mennesker op til mikrofonerne foran alteret. De skal synge for på en af Superligaens nok bedste slagsange, ’I troede, vi var døde og borte’.

Det klæder sangen at blive akkompagneret af lidt klaverspil og et øvet kirkekor i en lysere sopran end den vanlige brummen på endetribunen. Rundt omkring på bænkene sidder velvoksne mænd og kæmper indædt for at holde tårerne tilbage.

Gæsterne genudbryder ”Kom så De Hviiie”-råbene, inden præsten fortæller, at det er vigtigt, at vi velsigner byens hold, og at sport har en vidunderlig evne til at samle folk. Det er, som om mine sidemænd stemmer i uden at sige et ord, inden de vender sig mod hinanden og skifter samtalen over på noget mere muntert. Det er jo med at holde følelserne inde på tøjet foran sin fodboldkammerat.

”Vi skulle jo enten være her eller på Champs Elysées, og jeg er glad for, at jeg insisterede på, at AGF er vigtigere end Jonas Vingegaard.”

Kammeraten giver ham helt ret, og de bryder ud i et tangerende til påtaget højt grin.

Du kan ikke sige Aarhus og AGF uden også at sige Thomas Helmig, og selvfølgelig skal det 20 minutter lange kirkebal lukkes med byens nationalhymne, ’Malaga’. Og det er øjensynligt populært, for her går tonerne ekstra højt i en lettere vestegnshånlig omskrivning af Helmigs mere sobre ballade:

”Så godnat, Malaga, godnat, København. Miiiine længslers vingesus. Sov godt, Vestegnen. Narkomanernes by. Jeg lukker mine øjne i Aarhus.”

PÅ GRÆSAREALET MELLEM de to ensporede vejbaner på Ingerslevs Boulevard er der i dagens anledning opsat en scene, som den regnslagsklædte folkeskare samles om. Her spiller rapperen Jøden nogle af sine kærlighedsstrofer til AGF, som han har lavet i samarbejde med Søren Karim Bech fra bandet Bogfinkevej under navnet Den evige nedtur. Et af omkvædene lyder som følger:

”Vi tager på Boule (Boulevard Caféen, red.), drikker os fulde. Vi hader FCK, men vi hader også de gule (Brøndby IF, red.). Let’s fucking go, vi er sultne efter guldet.”

Jeg mistænker dem for at have gjort netop det, altså været på en brun beværtning for at drikke tæt, inden deres optræden, og arrangementet rundes af med en fælles gåtur langs Stadion Allé, der for enden huser Ceres Park. Den uforsonlige regn gør ingenting ved stemningen. Her er en summen af forventningens glæde, og her dufter af endnu en stor sæson i Smilets By.

På den knap to kilometer lange gåtur bliver der sunget i fælles flok, efter cheftræner Uwe Rösler har sat gang i gåturen fra en tagterrasse med udsigt over den hvidklædte, regnvåde horde.

”Denne sæson tager vi det næste skridt mod toppen, og vi har brug for jer fantastiske fans hele vejen. Er I klar? March on!” afslutter han, og flokken af småberusede, men enormt fredelige, flokdyr, marcherer mod stadion.

I SVÆRMEN ER DER forventninger om en afklapsning af oprykkerne fra Vejle. Så godt går det ikke, AGF vinder 1-0, og det kan også gøre det, når regnskabet skal gøres op i maj. De tre point var dog også det eneste, der skabte glæde blandt fans i stemningsafsnittet, som havde lavet en monstrøs tifo med en jæger, der skyder en guldfugl, akkompagneret af teksten ”jagtsæson”.

En halvsløj præstation på banen aflyser ikke fejringen rundt omkring på byens vandingshuller. Her kan alle lune sig ved, at AGF sikrede sig sejren, og at kærligheden til byens fodboldhold nok er endnu større hos din sidemand end hos dig selv. Den beværtning, jeg vælger at drikke mine søndagsfadøl på, er ingen undtagelse. En lille gruppe mænd i 40’erne byder mig på den lokalproducerede spiritus Arnbitter, da jeg er ved at hente øl til mit selskab. For, som de siger, ”skal man altid have Arnbitter med sine venner, når AGF vinder, og hvis du også er GF-fan, er du også min ven.”

Jeg tager pænt i mod, og efter vi har drukket vores spiritus, bliver jeg tvunget ind i et akavet og for hårdt kram på vej tilbage til bordet. Fællesskabet er omklamrende, og alle er velkomne i det – udover de fire unge mænd i røde Vejle-trøjer i båsen ved siden af de arnbittergivende gutter. Vejle-tilhængerne får lov til at passe sig selv.

I Aarhus bliver det ikke mere helligt end AGF. I hvert fald ikke, når ”De Hviiie’ fra Fre’ensvang” vinder.

Rettelse: Af denne artikel fremgik tidligere, at det er Lumbyes Champagnegalop, der spiller, når AGF scorer på hjemmebane. Det er nu rettet til Strauss' Radetzkymarch.