Ulrik Wilbek skal forsøge at holde hovedet koldt, når Danmark deltager i EM i herrehåndbold på dansk grund – hans sidste slutrunde som landstræner. Vi mødte ham til en snak om skuespillerdrømme, en rystende rejse og om at ’klikke’, når det hele koger.
Hvad er den mærkeligste håndboldoplevelse, du har haft?
”Jeg var i Nigeria til VM i 1989 som dametræner for ungdomslandsholdet. Vi ankom og blev installeret på et hotel i Lagos. Da vi kom ind på værelserne, kunne vi ikke forstå, at møblerne stod mærkeligt hulter til bulter. Det var lige, indtil vi opdagede et kilo rottegift i køkkenet. Den nat lå folk meget tæt i sengene. Næste morgen skulle vi videre til den nordlige del af landet. Vi skulle være i lufthavnen kl. 8, men kom først af sted kl. 14, fordi den lokale høvding skulle godkende afgangen, og han stod sent op den dag. Vi blev læsset om bord på gamle Hercules-fly, hvor nogle måtte stå op eller sidde i midtergangen. Fremme spillede vi i en hal, hvor tidtagningen sejlede, og stillingen blev skrevet med kridt på en tavle. I uge to fik dommerbordet dog et scoreboard med flapper på som i bordtennis. Når Nigeria spillede, strømmede de lokale til hallen, og vi så ridende politi slå løs på dem med knipler. Det var rent kaos. En dag faldt elevatoren på hotellet ned, og en japansk guide druknede i swimmingpoolen. Vi skulle være der i tre uger, mine piger havde hjemve efter den første dag.”
Du har været træner i over 30 år. Hvordan begyndte det hele egentlig?
”Jeg var lærervikar og havde nogle gode håndboldspillere i idræt. Jeg havde selv spillet og blev spurgt, om ikke jeg ville lave et hold til skoleturneringen i Lyngby-Taarbæk. Jeg sagde ja. Det var altid Virum-skolerne, der vandt, men ikke det år. Bagefter spurgte Virum-Sorgenfri, om jeg ville træne deres U18-hold. Det var lidt specielt, for jeg var kun 20 år, men jeg kunne ikke sige nej. Jeg har altid taget imod en udfordring. Det blev det også. Jeg fandt ud af, at ingen gad træne holdet, fordi de aldrig havde vundet en skid og var nogle værre bøller. Men jeg havde det godt med dem socialt, og efter 14 dage fik jeg dem til at træne. Så spurgte klubben, om jeg ikke også ville træne deres U16-hold. Dem tog jeg også. Begge hold blev sjællandsmestre det år. Så var linjen lagt.”
Dit temperament er velkendt. Hvor kommer det fra?
”Det ved jeg faktisk ikke. Men jeg har ændret adfærd gennem årene, så det ikke længere slår ud i lys lue. Da jeg fyldte 50 år, tænkte jeg: ’Nu gider jeg ikke løbe rundt ude på sidelinjen og hoppe op og ned.’ Der kan stadig være enkelte situationer, hvor jeg reagerer, men jeg har lavet en teknik. Det skal give et klik inde i mit hoved, hvis jeg fx synes, at dommerne er uretfærdige. I det øjeblik, jeg kan mærke vreden blusse op, skal jeg klikke tilbage og falde ned. Men det skaber også et dilemma. For når jeg tøjler mit temperament, risikerer jeg at dæmpe mit engagement, men indeni er det stadig det samme. Jeg har aldrig pustet mit temperament kunstigt op. Det har altid været der.”
Hvad er det vildeste, dit temperament har fået dig til at gøre?
”Der skal vi tilbage til skoletiden. En dag blev jeg tosset på min sidekammerat, fordi han behandlede mig uretfærdigt. Jeg så, at han sad med fingrene ud over bordkanten, og så knaldede jeg vores to borde sammen. Han var ellers en rigtig sej fyr, men der begyndte han at græde. Jeg skammer mig stadig, når jeg tænker på det.”
Var du typen, der satte fodboldholdet i skolegården og i gymnastiktimerne?
”Ja. ’Du tager højre back, du tager venstre, og du starter ude.’ Jeg har senere tænkt, at hold kæft, hvor må det have været irriterende for de andre, men det førte sjovt nok aldrig til konflikter. Jeg tror bare, at mine klassekammerater tænkte, det var rart, at én tog ansvar, for ellers blev holdet ikke sat. Gymnastiklæreren havde ikke nosser til det.”
Der er en øl opkaldt efter dig. Har du noget med det at gøre?
”Jeg kunne pludselig ikke tåle rødvin mere, men tæt på vores sommerhus lå en ølcafé med belgiske øl, og de smagte jo fantastisk godt, fandt jeg ud af. Men hjemme i Viborg kunne man ikke opdrive specialøl, så jeg gik ned på den lokale og sagde, at vi skulle have et sted med specialøl. Og så lavede vi ølklubben. En del fredage holder jeg foredrag om fem udvalgte øl. Jeg forbereder mig i timevis. Historien omkring min egen øl er, at den lokale brygmester kom i ølklubben. En dag spurgte han, om vi skulle gå over på bryggerstuen og brygge noget øl. Det blev prøvesmagt i ølklubben, og jeg tænkte, at når nu vi havde brygget øllet, og det var blevet prøvesmagt med tilfredshed, skulle vi da også have en øl på flaske. Så jeg talte med nogle, jeg kendte i bestyrelsen i bryghuset. Vi lavede en konkurrence om navnet med arbejdstitlen ’Ølrik’, men det gik jeg altså ikke med til. Det vil jeg ikke hedde resten af mit liv.”
Hvad gør øl for dig?
”Øl er afslapning. Det modsatte af at være på. Og det er jeg meget. Jeg har haft nogle fredage, hvor jeg kunne mærke, at jeg havde for travlt, så der er jeg gået fra ølklubben med det samme, for det giver ingen mening at drikke en øl, hvis man ikke er nede i gear. Øl kræver tid og godt selskab.”
Du har rådgivet hundredvis af spillere, og du holder foredrag og har skrevet bøger om ledelse og coaching. Hvad er det bedste råd, du selv har fået?
”Det kan jeg ikke rigtig huske. Jeg er meget lidt formel. Og meget lidt højtidelig. Jeg har det svært med belærende folk, der mener, at de er autoriteter udelukkende i kraft af deres position, eller fordi de er i jakkesæt. Jeg er nok bare ikke typen, hvor man skal komme og sige: ’Ulrik, nu skal du høre her …’ Det bliver så patetisk. Jeg vil hellere snakke frem og tilbage og få en masse inspiration ud af samtalen og blive klogere på den måde. Kunstnere er sindssygt spændende at snakke med. Der er en grund til, at de er kunstnere. De ser ofte tingene fra en anden vinkel.”
Kan du give et eksempel?
”Jeg var gæst i Meyerheims talkshow, og Benny Andersen var også med. Jeg havde boet tæt på ham som dreng i Hjortekær og så ham altid i bussen. Det fortalte jeg ham, og det kunne han godt huske. Og så gik snakken. Povl Dissing var der også: ’Jeg er fan, jeg har set alle jeres kampe.’ Den havde jeg ikke lige set komme. Povl Dissing fortalte livligt om turene med bandet, og jeg talte med Benny Andersen om hans digte, for dem var jeg helt vild med, da jeg læste til lærer. Jeg skulle faktisk have optrådt på skuespillerskolen med hans digt ’Godhed’. Jeg har altid tolket utrolig meget på det, jeg læste, men når det kommer til stykket, er der sjældent så meget at tolke. Det er bare sådan. Det snakkede vi om. Da jeg tog af sted fra studiet, var jeg helt høj.”
Ulrik Wilbek og skuespillerskolen – hvad handler det om?
”Jeg var lærer og underviste i drama. Det gik godt. Til sidst gik ingen af eleverne til maskinskrivning længere, men havde valgfag i drama hos mig. Så sagde folk: ’Hvorfor bliver du ikke skuespiller?’ Jeg tænkte, at det kunne da egentlig være meget sjovt. Så jeg begyndte at studere drama hos Katja Miehe-Renard. Jeg havde ikke nogen særlige roller i tankerne, jeg kunne bare godt lide at optræde. Jeg besluttede at recitere ’Godhed’ til skuespillerprøven, men to uger før blev jeg ringet op og spurgt, om jeg ville være ungdomslandstræner. Jeg droppede skuespillet, og det var nok meget godt. Jeg har haft en fantastisk karriere med håndbold og har aldrig fortrudt mit valg.”
__________
Ulrik Wilbek er født i 1958 i Tunesien. Moren spillede på landsholdet i basketball og håndbold, og hun blev landstræner i damehåndbold. Faren spillede på landsholdet i basket. Ulrik Wilbek har været på landsholdet i trespring, og han har også spillet fodbold og håndbold, indtil en skade definitivt sendte ham på trænerbænken. Han begyndte som håndboldtræner i 1978. Ulrik Wilbek bor i Viborg og sad i 1997-2001 i byrådet for Venstre.
__________
Efter EM i herrehåndbold fortsætter Ulrik Wilbek som sportschef i Dansk Håndbold Forbund.
