Generelt elsker jeg Pyrenæerne med de små veje, få folk, masser af vilde dyr og barsk natur. Men Tourmalet har en helt særlig plads i mit hjerte – jeg har kørt bjerget mindst 10 gange. Første gang var den 20. juli 2019.
Jeg cykler altid en del af dagens Tour de France-rute, et par timer før feltet gør, for at mærke stemningen og begivenheden, inden jeg sætter mig i båsen. At opleve det på krop og sjæl gør mig bedre som kommentator.
I 2019 starter rytterne opstigningen fra byen Luz-Saint-Sauveur, men jeg bor på den modsatte side. Derfor er jeg nødt til at cykle op på Tourmalet og ned igen for så at vende om.
Det er perfekt cykelvejr, vindstille, 22 grader og skyfrit. Alt spiller, og der er masser af tilskuere, så jeg giver den gas til toppen første gang.
Da jeg vender om i Luz-Saint-Sauveur, går jeg æske sukkerkold. Det er et kæmpe problem, for jeg skal over på den anden side igen, hvor jeg skal kommentere etapen.
100 meter fremme holder en autocamper med dansk nummerplade, hvor et ældre ægtepar holder til. De giver mig en iskold cola og den klassiske ét kilos Matador Mix i den runde plastikæske, som jeg går ombord i. Det redder mig big time, og efter en halv time er jeg klar igen. Og så begynder opstigningen.
Den dag slutter etapen på Tourmalet, og alle håber på, at franskmanden Thibaut Pinot vinder og iklæder sig den krone, landet mener, han fortjener. Derfor er der flere tusinde mennesker op langs stigningen. Folk har været der i flere dage for at få den rigtige plads og laver intet andet end at drikke bajere, høre musik og tegne på vejen.
Jeg zigzagger mig op blandt tilskuerne, der løber med mig og hepper, og føler mig som en Tour de France-rytter. De sidste tre kilometer bliver vejen meget smal med skarpe sving, her må man kun komme op, hvis man har en presseakkreditering.
Derfor ender jeg som en ene cykelrytter på toppen blandt 20.000 tilskuere. Da de byggede vejen op til Tourmalet i tidernes morgen, må nogen i sidste øjeblik have tænkt: Vi bliver nødt til at gøre den stejlere, ellers når vi aldrig toppen.
De sidste to kilometer er nådesløse. Samtidig kommer du fri af trægrænsen, terrænet går fra græs til brutale klippestykker, og luften bliver tyndere.
I det sidste sving rækker en tilskuer mig en øl, som jeg pinligt forsøger at bælle. Halvdelen af øllen spilder jeg ud over mig, og de her 20.000 mennesker går fuldstændig balalajka, som var det Pinot selv.
Jeg har aldrig hørt så meget larm på et bjerg, og jeg tænker stadigvæk tilbage på det som mit mest mindeværdige øjeblik på cyklen.
Thibaut Pinot vandt i øvrigt etapen.
