Efter et tørkeramt forår har august været en tiltrængt fodboldfest. Søndag slutter fornøjelsen, når Paris Saint Germain støder sammen med de tyske giganter fra Bayern München i dette års Champions League-finale.
Finalen bliver spillet på et mennesketomt Estádio da Luz i Lissabon efter en sæson, der mest af alt vil gå over i historiebøgerne som den mest bizarre. Men sådan skal den ikke huskes.
Mennesketomme stadioner har nemlig ikke været den eneste konsekvens for verdens bedste fodboldturnering. Lige siden jeg første gang stiftede bekendtskab med fodboldens fortryllende verden, har Champions League rimet på knockout-runder over to kampe: én hjemme og én ude. Corona-virussen rykkede dog ved den vedtagne sandhed og medførte, at kvart- og semifinalerne i stedet skulle afgøres over en enkelt knald eller fald-kamp på neutral grund.
Som et lille EM for klubhold rykkede turneringens tilbageværende otte hold derfor alle til den portugisiske hovedstad for at deltage i kampen om pokalen med de store ører.
I en fodboldverden, der lider voldsomt under en ekstrem forudsigelighed, har formatet med én kamp vist sig at være et gedigent friskt pust til en blundende kæmpe. Tre (Lyon, PSG og RB Leipzig) af de fire semifinalister har aldrig løftet pokalen før, og det er dermed den mest uforudsigelige Champions League, vi har været vidne til siden 2003-2004 sæsonen. Her hjemtog Mourinhos Porto deres første og eneste Champions League-trofæ i en finale mod AS Monaco.
Overraskelser er selvfølgelig set før, men som Pep Guardiola sagde inden Manchester Citys nederlag mod Lyon: ”Alt kan ske i én kamp”. Og sådan bør det være: Champions League skal være der, hvor marginalerne adskiller successer fra fiaskoer, og de store fortællinger kan ændres på et splitsekund. Det er simpel logik, at risikoen for at ryge ud over to kampe er mindre, hvis man har det bedste hold, og én kamp vil derfor medføre flere uventede vindere.
Med indførslen af én kamps-formatet, var der også en frygt for, at den offensive fodboldstil ville blive erstattet af et ekstremt fokus på nulfejlsmentalitet. Skulle vi nu være vidner til kampe, der var lige så kedelige som mange af kampene til VM og EM, fordi spillerne var overforsigtige i deres frygt for at lave vitale fejl?
Frygten blev dog hurtigt gjort til skamme, og fodboldseere verden over har været vidner til et sammensurium af allerede ikoniske kampe, bedst eksemplificeret ved Bayern Münchens 8-2-nedsabling af FC Barcelona.
Den kaotiske sæson kan vise sig at være appelsinen i turbanen på UEFA. Søndag får vi kulminationen på en Champions League, der forhåbentligt vil sørge for, at det ikke er sidste gang, vi sætter en måned af til at sende spillets største stjerner til samme destination for at deltage i et slutrundeformat med fulde tribuner, hvor Europas bedste hold én efter én bliver sendt hjem, indtil vi kan krone kontinentets mester.
