Foto: Privat

"Som jeg forstår forældregerningen, så er vanvids-googlinger og bekymringer noget, der følger med"

I sommer købte jeg en transportabel højtaler. En lille bitte sag af mærket JBL. Den er kun omkring 6x8 cm, hvilket nærmest svarer til en tændstikæske. Afhængig af hvor stor tændstikæsken er - naturligvis. 

Jeg ville høre musik i et sommerhus, der var udstyret med en DAB-radio, der kun kunne tage P5, og selvom jeg med stormskridt er på vej mod P5 - jeg har allerede taget skiftet fra P3 til P4 - så følte jeg ikke, at jeg i en alder af 29 var helt P5-klar. Derfor investerede jeg i den lille bitte højtaler, så jeg helt selv kunne bestemme, hvilke Kandis-album, jeg ville høre.

Det var det mest imponerende lille apparat, som kunne spille SÅ højt, at jeg aldrig havde hørt mage. I forhold til hvor lille et apparat, det var, var den lyd, der kom ud af det, helt ude af proportioner, og jeg tænkte, at jeg aldrig ville komme til at høre noget lignende.

Men så kom Ellen… En måneds tid efter, at have købt den lille højtaler, blev jeg far til en lille pige. De første stykke tid svævede jeg på en lyserød sky, og det gør jeg sådan set stadig - der er ikke noget bedre end at være blevet far til sådan et lille væsen. Men indimellem falder jeg ned fra den lyserøde sky og lander direkte i en stor remouladegul pøl af babyafføring, og så er det, at virkeligheden rammer. Og det er lige der midt i en virkelighed af afføring og gråd, at jeg opdager, at min JBL-højtaler måske ikke er så imponerende alligevel. Den kan ikke larme halv så højt som Ellen. 

LÆS OGSÅ: Jeg er ikke blevet sindssyg - jeg er bare blevet far

Hvis lydniveauet på min JBL regnes i decibel, vil jeg tro, at Ellen af og til larmer i literbel. Det er fuldstændig overvældende, og der skal gå et eller andet galt, hvis ikke hun bliver operasanger. Der er selvfølgelig også den mulighed, at når hun engang skal have et voksenjob, kører vi formentlig alle sammen rundt i elbiler, så kan hun måske få job som hende, der lægger lyd til lydløse biler. Under alle omstændigheder er jeg fuld af respekt for og beundring af, hvor meget lyd, der kan komme ud seks kilo menneske.

Desværre sætter jeg ikke pris på det, mens det sker, for frustrationen over, at hun skriger, er som regel større end beundringen af, at hun skal skrige så højt. Som regel bruger jeg kræfterne på at finde ud af, hvorfor hun skriger. Det kommer som regel som et lyn fra en klar himmel - og så skriger hun. 

Jeg har prøvet at køre en bil, der kunne komme fra 0-100 på under 4 sekunder, men den acceleration er vand ved siden af, hvor hurtigt min datter kan gå fra grin til gråd. Lydniveauet er nogenlunde det samme dog.

Min kæreste og jeg er meget heldige, for vores datter skriger ikke konstant, og havde det været helt grelt, ville jeg ikke have haft tid og overskud til at skrive det her. Men uanset frekvensen af skrig, så tror jeg, at de fleste forældre kan genkende frustrationen og tanken om, at man ville gøre alt for at hjælpe det lille barn med at finde ro. Tit, når hun står og skriger, tænker jeg - ‘gid hun havde et sprog, så hun kunne fortælle mig, hvad der er los?’

Men sandheden er jo, at selv når hun får et sprog, er det ikke sikkert, at det bliver så lige til at finde ud af, hvad der er i vejen. Det kender jeg da fra hendes mor. Men der går nok nogle år, inden min datter begynder at være tvær over manglende støvsugninger og den oprydning i loftsrummet, som jeg lovede at få overstået i august.

Selv om ørerne og tålmodigheden bliver testet, så er det det bedste i verden at være far, og det er fedt at se sit barn vokse fra at være en lille skrøbelig fugleunge til at ligne et rigtig menneske. Nu er hun kommet over det stadie, hvor andre forældre kigger på hende og siger - “Ja, man kan slet ikke huske, at de har været så små.” Og vi er kommet på den anden side af de 8 uger, og andre forældre ved, hvorfor de 8 uger er en milepæl. 8 ugers undersøgelsen. Det er den undersøgelse, der afgør, om den nybagte mor må cykle igen.

LÆS OGSÅ: "Jeg sidder i bilen i færd med endnu en mislykket parallelparkering, da jeg ser to skumle fyre nærme sig på fortovet..."

For eksempel. Hun skal med andre ord have syningen kigget efter, hvis hun har været så heldig at få sådan en, og hvis alt er, som det skal være, må hun fra da af gøre lige med sit underliv, som hun vil. Derfor er 8 ugers undersøgelsen i mange hjem en højtid ala juleaften. Dog uden at naboen kommer klædt ud i rødt tøj og med hvidt skæg. Inden 8 ugers dagen sagde jeg hver gang, jeg så en anden mands klunker:

“Ja, man kan slet ikke huske, at de har været så små.”

Det har jeg dog ikke sagt så tit, for jeg har ikke haft så mange muligheder for at kigge på mandeklunker, siden jeg blev far. Tiden til at dyrke en eller anden form for idræt har muligvis været der, men jeg har prioriteret anderledes. Jeg vil hellere gå til Ellen, end jeg vil gå til badminton. Og hvis jeg virkelig følte et behov for at se på nøgne mennesker, ville jeg kunne finde nogle på internettet, men internettet er ikke, hvad det har været, når man lige er blevet far.

Fra at være et sted fuld af dumme katte, nøgne mennesker og vanvittige billeder, er det blevet et opslagsværk, hvor jeg altid håber at finde svar. Om ikke svar, så gør det mig altid tryg, når jeg kan se, at der andre, der har googlet det samme som mig tidligere. Men jeg vil da gerne indrømme, at jeg slår den private browser på, når jeg skal google de dummeste spørgsmål. Må babyafføring lugte af opkast? Findes der julesweatre til babyer? Må man bruge en weekendseng på en hverdag?

Som jeg forstår den her forældergerning indtil videre, så er vanvidsgooglinger og bekymringer noget, der følger med, og så er jeg blev pylret. Jeg er i hvert fald blevet sådan en, der kan finde på at få vand i øjnene til film.Tidligere har jeg aldrig grædt til film. Det kan skyldes de film, jeg ser. Det kan være svært at græde til kampen om den røde ko. Det kan også skyldes, at jeg ofte falder i søvn, når jeg ser film. Uanset hvad har jeg aldrig grædt.

Det har ændret sig, for pludselig som en trold af en æske, da jeg sidder i biografen og ser Sommeren '92 - ja, en fodboldfilm, pludselig kan jeg mærke en klump i halsen og en lille tåre, der tager tilløb til at hoppe ud af øjenkrogen. Til mit forsvar skal siges, at det ikke var over fodboldresultaterne i filmen, men derimod en scene hvor Kim Vilfort besøger sin kræftramte datter på hospitalet. Det blev for meget for mig.

Men det er nok bare sådan, det er at have børn - at glæden over at Ellen er i mit liv, går hånd i hånd med frygten for at miste hende.

LÆS OGSÅ: Sådan håndterer du en akut fødsel 

LÆS OGSÅ:  "Jeg prøver at lære Saman, at talent ikke er nok i sig selv. Det skal kombineres med hårdt arbejde."

LÆS OGSÅ: Whistleblower: "Jeg synes, prisen har været helt urimelig høj" 

Se, hvad vi ellers skriver om: Thomas Skov Gaardsvig