Glas nummer 1
”Sikken en næse,” siger en mand med gråt hår, grå jakke og fynsk diktion. Han har netop haft sin egen næse dybt nede i et krystalglas.
Ud over ham sidder der seks mænd og en enkelt kvinde med gyldent hår og gyldne smykker rundt om bordet. Lige som ham har de været optaget af at dufte til indholdet i deres glas. Nu sætter de dem til munden og nipper med spidsede læber til den tranebærrøde væske.
Der slubres og sukkes af velbehag.
”Hvad synes I om det?” spørger vintjeneren.
”Det’ ik’ så ringe endda,” siger fynboen.
Ellers begrænser kommentarerne omkring bordet sig til mumlet påskønnelse hist og her, der knases lidt i kiksene, der ledsager en lille osteanretning. Her bliver der ikke slynget nogle hurtige domme ud. Jeg undrer mig over, at tonen ikke er vidtløftigere.
Vi sidder trods alt med næsten 60 år gammel vin, og deltagerne har betalt 3.000 kroner hver for at få lov at slynge denne Croft anno 1960 og syv andre portvine rundt i glasset.
Men vi er selvfølgelig stadig på aftenens første glas, og selskabet skal vel lige se situationen, kvalitetsniveauet og hinanden an.
Kvalitetsniveauet burde vel give sig selv, når man betaler 3000 kroner for otte glas, kunne man tro. Men når man har at gøre med årgangsvine, der har ligget hengemt i kælderen længe, er det aldrig til at vide præcis, hvad årene har gjort ved flaskens indhold. Desuden er vi på papiret kun i gang med opvarmningsbandet.
For selv om der er høje forventninger til alle de vine, vi skal igennem denne aften - to vine fra 1960, fire fra 1963 og to fra 1966 – er det særligt dem fra 1963, der gør smagningen til noget særligt. Det er en årgang, som kendere måler alle andre årgange op mod, og som det ikke er en hver pengepung beskåret at smage i løbet af et liv. En flaske koster typisk mange tusinde kroner, hvis man altså kan få fat på den.
Hos vinhandleren Kjær & Sommerfeldt, der står for aftenens arrangement, er det ikke muligt at købe sig til vinene, vi skal smage på. Forretningen har så få af dem, at man har valgt at lade flere smage, i stedet for at én, højestbydende kunde skulle sidde derhjemme og nyde dem alene.
For et par måneder siden besluttede forretningen at hive dem op af kælderen, fordi man anslog, at de fleste havde nået deres lagringspotentiale, og så satte man et begrænset antal billetter til salg. De otte tilstedeværende gæster sikrede sig deres billetter i løbet af de første par dage.
”Vi synes, vi fortæller en god historie med sådan en smagning her. Jo flere mennesker, vi kan fortælle den til, desto flere kommer den ud til – by word of mouth. Det tror vi, er bedre for vores forretnings renommé end at sælge flaskerne,” siger en af Kjær & Sommerfeldts ejere, en slank mand i midnatsblå skjorte, der selv deltager i smagningen.
Glas nummer 2
Vintjeneren trækker proppen af den næste flaske, forsigtigt som en splint af foden på en racekat. Han skænker op af endnu en årgang 1960, denne gang fra portvinshuset Graham’s.
Fynboen kigger på den rubinfarvede væske i sit glas:
”Det er saftsuseme en flot klarhed,” siger han.
Der nikkes rundt om bordet, inden næserne stikkes i glassene. Så skal der smages. En mand i habitjakke og jeans, der arbejder som projektleder i IT-branchen, gumler på en mundfuld vin, inden han synker den med meditativ mine.
”Der er fandeme knald på,” udbryder han.
”Ja, hvor den vin vi smagte før var mere elegant, har den her en helt anden dominans af krydderier og rosenblade,” siger tjeneren om vinen, som Kjær & Sommerfeldt købte på tønde (eller pibe, som det hedder i portvinsvokabulariet) i 1960 for siden selv at fylde den på flasker hjemme i København. Han sender den støvede flaske bordet rundt og fortsætter:
”På papiret er de her to vine fra 1960 jo den svageste årgang, vi skal igennem i aften.”
”Det er sygt nok,” siger manden i jeansene med forventningsglæde. Han elsker vin, og det er hans anden smagning denne uge, idet han også har været til Bourgognesmagning et par dage tidligere.
Fynboen fortæller, at han har drukket Graham’s årgang 1960 en del gange før:
”Men det har aldrig været i nærheden af den her kvalitet.”
Årgangsportvine
Er fremstillet på druer fra en enkelt årgang. Ethvert portvinshus kan indsende sine druer til det officielle portugisiske portvinsinstitut, der vurderer, om de har kvalitet til at kunne bruges til årgangsportvin, i portvinssproget vintage port. Det vil også sige, at et hus kan få godkendelse, mens et andet kan få afslag i samme år. Portvinshusene kan tage flere penge for vintage port end for alle andre typer portvin. Hvor længe en vintage port bør gemmes, inden den drikkes, varierer med årgangen og dens beskaffenhed. Mindre årgange bør lagre mindst 15 år, mens de største årgange kan lagre fra 30 til 100 år, hvis opbevaret korrekt. Portvins lange holdbarhed skyldes deres alkoholprocent på 19-20 procent.
Glas nummer 3
Vintjeneren sender korkproppen fra den næste vin, en Croft 1963, rundt. Den er kort, sandfarvet og flosset som et patronhylster, der har ligget efterladt på slagmarken i årevis, efter at støvet og krudtrøgen lagde sig, og nu er gravet frem af arkæologer.
En mand i grå skjorte, der selv kører lidt garagesalg af portvin som sidebeskæftigelse, læner glasset fremover for rigtig at kunne vurdere vinens farve og gennemsigtighed.
”Den er er mere uren den her. Både i duft og farve,” siger fynboen fra den anden side af bordet.
”Den dufter lidt af svampe og skovbund. Men det kan jo også have sin charme,” siger manden i den grå skjorte.
Folk smiler rundt om bordet, men er alligevel lidt skuffede. De er ikke sendt på så høj en himmelflugt, som de havde forventet af en 1963’er.
”Det her er jo også en fantastisk vin. Den er bare ikke så god som de forrige,” siger en midaldrende mand i sømandssweater diplomatisk. Han ernærer sig som revisor og har vinrejser som hobby. Han har inviteret sin svigersøn, der har rullet op i hætteblusen, så man kan se hans tatoverede underarm, med.
Glas nummer 4
En årgangs karaktér afhænger først og fremmest af vejret, og portvinsdruer foretrækker et varierende forløb af kulde, væde, varme og væde igen hen over året.
Juledag 1962 var det fire minusgrader, en af de koldeste temperaturer målt i mange år, i Dourodalen, Portugals portvinsproducerende område og et kraftværk for landets økonomi. Den kolde begyndelse på 1963 blev efterfulgt af et vådt forår. Bortset fra to varme perioder i løbet af juli og august var det en kold sommer. Da høsten kom i oktober, var dagene varme og nætterne kølige.
”Vejrforholdene i ’63 var fuldstændig by the book,” siger vintjeneren, mens han skænker Graham’s 1963 i glassene.
Der udveksles smagenoter. En lyshåret mand med letvægtsbriller foreslår blomme og sveske. It-projektlederen byder ind med figen:
”Den er fed og fyldig,” supplerer vintjeneren.
Det diskuteres, om det er vinens sukkerindhold eller alkohol, der er med til at give vinen dens tætte mundfølelse. Under alle omstændigheder har alkoholen smurt tungebåndene, og samtalen glider livligere. Revisoren fortæller om vinrejser til Champagne. Kjær & Sommerfeldt-medejeren om kælderbesøg i Bordeaux.
Glas nummer 5
Femte vin er i glasset. Taylor’s 1963.
”Det smager saftsuseme godt,” siger fynboen.
”Elegancen er forførende,” tilføjer It-projektlederen.
”Ja, det taler for sig selv,” mener vintjeneren.
”Man bliver helt stille indvendig,” sukker den lyshårede mand med letvægtsbrillerne.
I en tid, hvor mange såkaldte luksusvarer kommer fra unavngivne fabrikker i Kina, er der en tilfredsstillelse i at tænke på, at denne mundfuld blev fyldt på flaske engang for mere end 50 år siden af en engelsk familievirksomhed med århundreders erfaring.
”Sådan en oplevelse kan næsten ikke måles i penge,” siger Kjær & Sommerfeldt-medejeren.
”At tænke på, at der faktisk er et menneske, der sandsynligvis ikke længere er i live, der har aftappet den her vin en gang. Det er en enestående tanke. I dag er det blevet sværere at gemme vinene så længe. Det er et problem,” siger han.
Mens det hele drejede sig om årgangsportvine, dengang i 1960’erne, er markedet sidenhen blevet langt mere utålmodigt. Privatkunderne gider ikke at købe en vare, som de skal vente årevis med at konsumere. Og mange vinhandlere har dårligt råd til at lade deres fortjeneste ligge bundet som lagerbeholdning i årtier.
Derfor har portvinshusene lagt deres produktion om, så kun en lille del ender som årgangsportvin, mens resten sælges under andre, mere drikkeklare kategorier.
Så selv om for eksempel årgang 2011 er udråbt som sensationelt god, vil det sandsynligvis kun være de allerrigeste samt ganske få forudseende og tålmodige købere forundt at nyde et glas af den om 50 år.
Det drak vi
Croft 1960
Grahm’s 1960
Croft 1963
Graham’s 1963
Taylor’s 1963
Warre’s 1963
Graham’s 1966
Taylor’s 1966
Glas nummer 6
Øjnene er lukkede omkring bordet. Næserne peger ned i glassen, og det eneste, der høres er vejrtrækningen fra forsamlingen.
Årgang 1963 fra huset Warre´s lyser som granatæblekerner i glassene. Samtalen er af en eller anden grund endt i Norge.
”Øllene er så dyre deroppe,” siger revisoren.
”Til gengæld er de norske piger så kønne. Det vejer vel op?” foreslår fynboen.
Revisoren slynger sin årgangsvin, mens han ser ud som om han prøver at tænke tilbage på sit besøg i Norge, men det ser ikke ud som om, der melder sig nogen skønne jenter for hans indre blik.
Glas nummer 7
Den lyshårede kvinde, der driver ølbar, bryggeri og brasserie sammen med sin mand, fynboen, har skyndt sig at smage på den næste vin, Graham’s 1966. Hun kigger op fra glasset og smiler:
”I kan godt glæde jer,” udbryder hun til resten af bordet.
”Den skriger, drik mig!”
Hendes mand er ikke enig:
”Det gør den netop ikke. Jeg tror ikke, den har toppet endnu.”
Vejrforholdene i 1966 skabte en årgang med en del garvesyre, og de smager derfor knap så harmonisk og silkeblødt som den legendariske ’63’er. Derfor har den ikke fra starten haft det samme ry, men efterhånden som vinkendere har åbnet vinene fra ’66, har den gradvist vundet i renommé, smagning for smagning, tiår for tiår.
Mange tror endda, 66’eren har potentiale til at lagre betydeligt længere, netop på grund af garvesyren, der langsomt nedbrydes.
”Jeg vil ikke blive overrasket, hvis vinene fra ´66 har tyve år endnu, inden kvaliteten begynder at gå nedad. Årgang ’63 er der derimod ikke behov for at gemme, den topper nu og de næste 10 år efter min overbevisning,” siger vintjeneren.
Glas nummer 8
Taylor’s 1966 er muligvis den mindst klare af aftenens vine. Den er fuld af partikler, som vand skovlet direkte op af en bjergsø.
IT-projektlederen mener muligvis, den er aftenens stærkeste smagsoplevelse.
Fynboen holder på Taylor’s 1963:
”Det er kraft’eme et godt glas.”
Rundt om bordet er der mange bud på, hvilken vin, der vinder aftenens smagning. Men det virker ikke så vigtigt længere.
Øjnene er blevet mindre og latteren højere. Fynboen fortæller en historie om en gulvmand, han kender, der en gang fandt en samling glimrende gamle vine under et gulv, han skulle bryde op.
Revisoren fortæller om en gang han stod ned ad en alpin skipist med 26 shotglas, han havde stjålet fra en alperestaurant.
”Jeg var ikke helt ædru.”
Selskabet takker og opløses. Inden folk går hver til sit og ud på de travle fortove i den kolde decemberaften, udveksles et par betragtninger over, det vi har været igennem.
”Man går herfra med en meget fyldig oplevelse,” siger IT-projektlederen.
Den lyshårede kvinde betegner arrangementet med en sætning, der – for en gangs skyld – er på sin plads:
”Det har været meget unikt.”
Kjær & Sommerfeldt havde inviteret Euroman til at deltage i smagningen.
LÆS OGSÅ: MASH' chefsommelier anbefaler fem fantastiske julevine til under 500 kroner
LÆS OGSÅ: Sådan laver verdens næstbedste bartender sin signaturdrink: Ånden i glasset
