Restauranterne kæmper for at overleve: ”Vi mangler en politisk plan, hvis vi skal overleve”

Hvordan ser økonomien ud?

”Da vi åbnede i maj 2019, brugte vi mange penge på at etablere os. Jeg finansierede projektet personligt, og vi satte os i et dyrt lejemål og satsede benhårdt på kvalitet, bæredygtighed og godt design, så vi kunne give vores kunder en personlig og god oplevelse. Men de første 4,5 måned var vores drift meget påvirket af metrobyggeriet, og vores omsætning kom først rigtig op at køre derefter. Det skabte et driftsunderskud for 2019, som er blevet fraregnet i vores kompensationspakke, hvilket fra start af betød, at vi kun fik kompenseret halvdelen af vores faste omkostninger. Det giver selvsagt nogle alvorlige likviditetsproblemer, som gør, at vi er ved at dreje nøglen om nu. Vi har søgt alt, hvad vi kan, men det er bare ikke nok.”

Hvordan har du det?

”Mentalt har jeg kastet håndklædet i ringen, når det kommer til de drømme og visioner, jeg havde for stedet. Det kommer ikke til at fortsætte som før, og det er meget hårdt, for Kanton 27 har været et drømmeprojekt for mig i lang tid.

Det er klart, at det er svært at starte en restaurant med fokus på et af de smalleste køkkener, og vi vidste godt, at det var et sats, men et sats med et stort potentiale. Derfor var det også en ordentlig spand iskold vand, vi fik kastet i nakken, da corona ramte.

Jeg valgte selv at træde helt ud af driften for at fokusere på hjælpepakkerne og andre administrative opgaver, og så er jeg gået tilbage til mit gamle arbejde som arkitekt, fordi jeg skal have noget smør på brødet.”

Hvor mange dage har I endnu, før I bukker under?

”Tallene taler for sig selv, og vi kan ikke fortsætte som hidtil, fordi vores husleje og faste omkostninger er for høje, så vi bliver nødt til at finde en anden løsning ved at afstå vores lejemål og finde et andet sted. Problemet er bare, at vi har en lejekontrakt, vi er forpligtet til i en periode, så vi skal ud af den via en afståelse, altså at sælge lejemålet til en anden. Det vil aldrig nogensinde komme i nærheden af at dække den investering, som vi har lagt i det, men det er det eneste fornuftige, vi kan gøre på nuværende tidspunkt.

Med den ene hånd forsøger vi rent psykologisk at kappe båndene til noget, vi både har brugt mange penge og menneskelige ressourcer på, for at kunne tænke nogenlunde rationelt. Men med den anden hånd forsøger vi stadigvæk desperat at se, om det ikke kan lade sig gøre at komme igennem det her, selvom det virker helt umuligt.”

Hvad savner du af politiske initiativer?

”Vores fantastiske samfund er jo bygget på, at de bredeste skuldre skal bære det tungeste læs, så jeg forstår simpelthen ikke, at de fleste politiske partier lige nu lader de smalleste skuldre være dem, der bliver hjulpet mindst.

Jeg blev så glad, da Statsministeren sagde, at de kommer til at begå fejl. Det var fedt, at de ville anerkende det på forhånd. Men det har jo vist sig at være tom snak, for nu hører vi dem jo ikke indrømme eller anerkende noget som helst.

Vi mangler en plan eller en udmelding om, hvad der skal ske fremadrettet, så folk som os får et håb eller bare en indikation på et håb, for lige nu har vi intet.

Det er også vigtigt at tænke på, hvilken kultur, der bliver skabt af det her. Hvem tør at åbne en nicherestaurant efter denne her omgang? Før var der både plads til de smalle og personlige spisesteder og de større kæder med kapitalfonde i ryggen, men jeg er bange for, at det ikke kommer til at se sådan ud for eftertiden.

Derudover mener jeg, at tabt omsætning skal være en del af kompensationsligningen. Vi har en forretning, der er baseret på noget omsætning og noget fortjeneste, og den er lagt ned.”

Kunne jeres situation være undgået?

”Ja, og den kan i princippet stadigvæk undgås. Som sagt mangler vi en udmelding fra politisk hold om, hvad der kommer til at ske fremadrettet. Hele minkskandalen medførte jo en meget klar plan og kommunikation fra regeringens side, og de blev kompenseret.

Jeg savner visioner og politisk vilje til at erkende, at der er nogle, som har et kæmpe problem. Jeg ved godt, at de ved, hvor barsk realiteten er for mange, men jeg mangler en offentlig tilkendegivelse af det. Det eneste, vi hører, er, at det er synd, og vi gerne må låne nogle flere penge.

Vi har likviditet, fordi vi har fået lån. Men de skal altså betales tilbage på et tidspunkt, og vi kan ikke forsvare at fortsætte, for vi kan ikke blive ved med at låne penge, når vi ved, at vi skal betale dem tilbage uden at have en indikation på, hvornår vi åbner igen.”