Veganere irriterer mig nogle gange så meget, at jeg kan blive fristet til at flå haglbøssen ned fra væggen og gå ud og slagte et dyr lige på stedet. Grave dets varme bankende hjerte ud af brystet og æde det råt!

Lad os lige starte med at fastslå følgende – veganere har verdens bedste sag.

I etiske spørgsmål om vores sørgelige industrihusdyrproduktion er svaret: ”Vi spiser ikke kød.”

I spørgsmålet om klimabelastningen fra kødproduktionen: ”Vi spiser ikke kød.”

Der er ingen argumenter, som kan punktere dette faktum, og det har jeg heller ikke for øje. Faktisk har alle, der vil være med til at begrænse kødforbruget og nedlægge industriproduktionen af kød, min dybeste sympati. Jeg er selv en af de tosser, der mener, at det ikke er en menneskeret, at bøffen skal være så stor, at den tager pladsen fra grøntsagerne på tallerkenen. Men veganere er bare så arrgh…

Selvfølgelig ikke alle, men en stadig stigende hardcoregruppe på de sociale medier står klar til at stene enhver kødspiser til døde med soja-erstatningsprodukter. Veganernes argumentationsform får de retoriske manøvrer i Liberal Alliances Ungdom til at virke velovervejede og gennemtænkte. For veganere findes ingen mellemvej – for dem er det slaveri, hvis du drister dig til at have fire høns i baghaven, klukkende af fryd, for senere at formaste dig på deres æg.

Det er så abstrakt et tankesæt, at det på langt de fleste virker stik modsat. Man nægter simpelthen at blive kædet sammen med disse helligere krigere, der på dydens smalle sti glemmer alt om, at den soja, de køber, ironisk nok ofte formet som et komisk 3-dimensionelt kødprodukt, i samme omfang som husdyrfoderet koster regnskov, diversitet og endda menneskeliv at producere i Sydamerika.

Mennesker er ikke skabt til at spise kød, er ét af de tilbagevendende argumenter. Og alligevel har vi altid gjort det i mindre eller større omfang, må modargumentet være. Flere undersøgelser viser, at kød ikke er godt for os, men det bunder nok mere i den elendige fedtsyresammensætning, som er i kød fra dyr fodret op på hårdt forarbejdet foder i lukkede staldsystemer.

I debattrådene er der altid et geni, der lige skal smide I-spiser-mine-dyrs-mad-kortet. Åh ja, en spasmager er med; man mærker det omgående. Den type, hvis seneste stolte instagram-opdatering er et billede af en skål formet i bacon – klar til at blive fyldt med et eller andet udefinerbart kødblæver. Så ved man bare, at meningsudvekslingen fører til noget …

Det, som veganerne i situationen måske ikke tænker på, er, at ord som ”morder”, ”slaveri” og ”koncentrationslejr” samt menneskeliggørelsen af dyrene som frie, tænkende individer får alle os, der også vil en bedre verden for dyrene, til at sidde hovedrystende og måske også en lille smule bange for at ende i deres selskab, når vi selv argumenterer for bedre dyrevelfærd og mindre klimapåvirkning.

Gang på gang poster velmenende veganere billeder af børn, der krammer en kalv eller lignende sammen med en tekst om, at dyret har ret til at leve et langt og lykkeligt liv uden menneskelig indblanding. Det virker fuldstændig, som om de ikke har forstået, at denne kalv, gris, høne, gås, you name it, ikke ville eksistere, hvis ikke den havde det formål at blive til mad, lave mælk eller lægge æg.

Et gigantisk antal dyr ville forsvinde, hvis man ikke længere havde interesse i at bruge dem til fødevarer. Husdyr eksisterer kun grundet menneskenes behov. Vi har godt nok udviklet et respektløst forhold til dyrene, det er jeg enig i, men det er respekten for dyrene, vi skal have tilbage – ikke køderstatningsprodukter til vores spaghetti bolognese.                        

Vi lever i en verden, hvor man ikke behøver at slå ihjel for at overleve. Sådan har det ikke altid været, og selvom det er lykkedes samfundet at få tæmmet manden, endda lært ham at sidde ned, når han tisser, og barbere sine ben, så ligger der stadig et helt tydeligt træk i mennesket, der handler om netop det at skaffe mad, og det betyder ofte at slå ihjel.

Vi er en nation med et kæmpestort antal jægere og lystfiskere, der føler noget helt særligt ved at nedlægge et stykke vildt eller fange aftensmaden selv. Hulemænd, tænker veganeren nok, og ja, lige præcis. Det er et urinstinkt, der melder sig, og det er helt naturligt! Der er bare ikke meget adrenalinkick i at fiske en lørdagskylling op af Brugsens frosthelvede.

Al magt til maden!