Uanset om du har dine egne, om de er på gule plader, eller om du er hele familiens favorit-onkel, er der ikke noget sjovere end at få børn til at grine. Mikkel Lomborg, også kendt som Hr. Skæg, fortæller her om hemmeligheden bag de små smil.
Børn kan godt lide, hvis de er klogere end mig. Det er vigtigt for mig, at de får lov til at være det, for så er de trygge og tør en masse ting. Det er helt afgørende, at man ikke er bange for at være dum.
Jeg har altid underholdt børn. Siden jeg var 10 år og blev storebror til min lillesøster, har det været sådan. Min far var flyttet, og jeg var den ældste mand i huset. Det var altid mig, der lavede sjov for hende og hendes venner til fødselsdage og fester. Det faldt mig naturligt. Jeg voksede op uden mandlige forbilleder, og de mænd, der var i min barndom, syntes ikke, jeg var særlig interessant. Derfor tror jeg, det er meget logisk, at man finder et sted, hvor man kan være en succes, og jeg har altid været god til at snakke med børn.”
Når der er et barn i lokalet, er det, som om jeg har en sensor, der finder det. Så laver jeg et fjollet ansigt, og så ved barnet, at her er en voksen, der godt gider. Ikke at vi nødvendigvis skal hoppe rundt på bordet. Det kan også bare være at snakke om, hvem man bedst kan lide i børnehaven, eller hvad man gerne vil være, når man bliver stor.
Hvis man skal lave sjov med børn, skal man altså over i det latrinære en gang imellem. Prutter og pomfritter går altid rent ind. Bare det, at man siger numse, kan være sjovt. Det er et fjollet ord. Når man er over 10 år, har man ikke en numse mere. Så er det færdigt.
Børns humor er megaplat. Lagkagehumor virker virkelig. Det er en udfordring, når man er et intelligent menneske og gerne vil lave sjov med børn, for det går tit ud over substansen.
Børn bliver glade ved, at man viser interesse. Start med at spørge: ”Hvor gammel er du?” Og så er det godt at rose. Du kan fx sige: ”Sikke noget flot tøj, du har på.”
Hvis man bare så programtitlen ’Skæg med matematik’ i avisen, lyder det jo som nogle af de programmer om skak, man kunne se i vores barndom. Gabende kedsommeligt. Det at gøre matematik sjovt er den største udfordring, jeg har haft hidtil, for jeg har altid selv været en dør til det. Min faste skrivemakker, Toke Reunert, kan ikke være med længere, da han har cystisk fibrose. Det, at jeg nu skal skrive uden ham – og så om matematik – har jeg total angst over.
Da jeg blev Hr. Skæg, fik jeg en kæmpe ventil for alt det, jeg havde gået med i mange år. Da jeg var yngre, drømte jeg om at blive balletdanser og operasanger, og det var ikke lykkedes. Jeg havde tusind ting, jeg ikke havde brugt i mit liv. Pludselig kunne jeg få alt det ud – sammen med mit børneunderholdningsgen. Det var en kæmpegave.
Noget af det fedeste for et barn er, når forældrene har det godt. Det er faktisk næsten bedre for dem end at grine selv. Når et barn kan se, at forældrene også morer sig, er deres verden tryg. En tredjedel af de jokes, vi har til vores koncerter, er rettet direkte mod forældrene. Derfor vil jeg altid opfordre forældrene til ikke bare at parkere ungerne oppe foran. Stå sammen med dem. Det gør oplevelsen så meget større for alle.
Lige nu har vi et nummer, der går rent ind. Det starter med, at Hr. Skæg komme ind og siger: ”Jeg glæder mig rigtig meget til at komme i skole, for jeg har hørt, at i en skole kan man blive mobbet. Det glæder jeg mig helt vildt til. Hvad med jer, glæder I jer ikke til at komme i skole og blive mobbet?” ”Neeej,” råber børnene. ”Men hvad, er det slet ikke godt at mobbe?” ”Neej,” råber børnene. ”Nå, hvad er det så at blive mobbet?” ”Det er at drille i lang tid og slå og nive,” fortæller børnene. ”Åh nej,” siger Hr. Skæg. ”Så vil jeg aldrig nogensinde mobbe. Det er det værste, man kan gøre.” Så kommer min makker Hr. Vinter ind og går fløjtende i gang med at moppe gulv. ”Hvad laver du, Hr. Vinter?” spørger jeg så. ”Jeg mobber gulvet,” svarer han. ”Hvad laver du?” siger jeg. ”Hvad har gulvet gjort dig?” ”Nåårh. lille gulv, bliver du mobbet af Vinter? Hvor er han streng.” I det sekund, jeg begynder at trøste gulvet, kulminerer latteren hver gang. Børnene har fået vendt noget rundt i hovedet. Det nummer er en fest hver gang.
Der er ved at komme en ny guldalder i dansk børne-tv.
Børn genkender mig overalt. Det er blevet et stigma for mig, at jeg er Hr. Skæg. Jeg er det 24 timer i døgnet. Jeg har en datter på syv år, som gerne vil have mig for sig selv en gang imellem, men jeg kan ikke tage i Tivoli eller i Zoo. Der bliver jeg omringet af børn, som tror, jeg er kommet for at optræde. Og jeg kan ikke sige nej til dem. For de har fået et helt personligt forhold til mig gennem fjernsynet, og endelig mødes vi i virkeligheden. Jeg kan ikke skuffe den følelse. Derfor færdes jeg igennem byen med taxa. Jeg skal heller ikke tænde en joint på Nørrebrogade, for der er for mange mobiltelefoner med kamera i.
Jeg tror, at Hr. Skæg er blevet sådan en succes, fordi jeg føler oprigtig lykke ved at gøre det. Og det skinner igennem.
Det er meget svært for mig at afvise folk. Når de kommer og siger, at deres børn elsker mig, og om de må tage et billede af mig, kan jeg ikke sige nej. Jeg har det ikke i mig. Så hellere bilde mig selv ind, at jeg elsker det, og gå hele vejen. Det går indtil videre, men det kan være, snoren knækker en dag, og jeg får et Michael Jackson-lignende sammenbrud, hvor jeg løber nøgen over Langebro.
Jeg blev muslim, da jeg mødte verdens smukkeste kvinde. Ikke fordi hun satte det som en betingelse. Men jeg har altid været religiøs, jeg har bare aldrig haft et sted at gøre af det. Min kone åbnede mine øjne for sufisme, der er islamisk mystik. Der kunne jeg finde mig selv. Her er gud en tilstand, en filosofisk kraft. Det er Mikkel Lomborg, der er muslim – ikke Hr. Skæg. Hvis et barn vil servere flæskesteg for Hr. Skæg, spiser han den og synes, det er verdens bedste flæskesteg.
Mikkel Lomborg, 42 år, har siden 2007 optrådt som Hr. Skæg i tv-serierne ’Skæg med tal’, ’Skæg med bogstaver’ og ’Skæg med ord’. Til foråret kommer ’Skæg med matematik’. Mikkel Lomborg bruger størrelse 50 i sko. Hans cykelstyr-skæg blev anlagt i 1996 under en rejse til Mongoliet.
