André Rogaczewski og Mads Øvlisen om at være manden med det sidste ord scroll-down

Sådan er det at have ansvar for tusindvis af ansatte: ”Det er kedeligere at være CEO end at være Cæsars hustru, for du må kun være dydig”

I sidste ende hviler ansvaret for en virksomhed – også de allerstørste – på ét menneske. Hvordan er det at være det menneske? At levere et overskud og tilfredsstille aktionærer, have ansvar for tusindvis af ansattes ve og vel, være et forbillede for dem, chefkolleger og det omkringliggende samfund og samtidig passe på et hjem og en familie. Det er dem, der forvalter disse pligter, der skaber Danmark. Og de, der gør det bedst, bliver legender. Rasmus Elmelund har mødt en af legenderne og ham, der kan blive den næste. 80-årige Mads Øvlisen har som øverstbefalende i Novo Nordisk haft tusinder af folk under sig, mens 51-årige André Rogaczewski leder over 2.000 i sit eget firma.

Af Rasmus Elmelund
Foto: Martin Bubandt
Karriere Euroman

Februarregnen vælter ned og forsyner København med en spejlblank, sjasket hverdagstristesse, som effektivt suger alt, der minder om magi og store drømme ud af hovedstaden. Bygninger tilhørende hæderkronede virksomheder som A.P. Møller Mærsk og B&W pisser skyerne ganske uimponeret på, ligesom vartegn som Kastellet og Den lille havfrue bliver plaskvåde.

Ingen går fri.

Vi kan følge med i det hele inde fra et varmt og trygt rum oppe under taget i det herskabelige byggeri, som er Netcompanys hovedkvarter på Grønningen, hvor nogle af kongerigets dyreste kvadratmeter findes. Her har jeg sat it-selskabets CEO, André Rogaczewski, og Novo Nordisks forhenværende ditto, Mads Øvlisen, stævne.

Rogaczewski var i 2000 med til at stifte Netcompany og har siden 2014 været administrerende direktør i foretagendet, der bare er vokset og vokset. Samme år som Netcompany blev stiftet, trådte Mads Øvlisen tilbage som administrerende direktør i Novo Nordisk. På det tidspunkt havde han stået i spidsen for en af Danmarks allerstørste og mest anerkendte virksomheder i en snes år.

Jeg er nysgerrig på, hvordan de håndterer det kolossale ansvar, der følger med at lede en stor virksomhed og tjene rigtigt mange penge. Hvordan de får dagligdagen til at hænge sammen. Og hvilke forskelle der er på den måde, man var direktør i gamle dage og i dag.

Ikke overraskende er de to herrers kalendere mildest talt packed, så det har været et hyr at finde en dag. Men nu sidder vi altså her. I et sparsomt, men elegant dekoreret mødelokale, hvor der er kaffe i de polerede stålkander fra Alfi og vand i små engangsflasker med Netcompanys label på, og hvor der på den anden side af døren går unge mennesker rundt iført jakkesæt og buksedragter og ligner statister fra ’Suits’ eller ’Succession’.

Der er ingen regnvejrsblues herinde.

Jeg lægger ud med at spørge, hvad de to forretningsmænd drømte om, da de var børn.

”Min far sagde altid til mig, at det, du har i hovedet, kan ingen tage fra dig,” indleder André Rogaczewski anekdote-vant.

Mads Øvlisen frembringer to små bekræftende ’hm’-lyde på sådan en jovial måde, som man nok skal have været topchef i en menneskealder for at kunne gøre overbevisende.

”Jeg drømte om at få succes,” fortsætter Rogaczewski.

”Det tør jeg godt være ærlig om. Og det var, fra jeg var ganske lille. Om det var min opdragelse i Nordjylland, om det var min fars tur ud af Østblokken og til Danmark – det ved jeg egentlig ikke. Jeg ved bare, at det altid har ligget dybt i mig.”

Han holder en pause og lader blikket glide fra mig til Mads Øvlisen.

”Jeg tror, at når man er en ung mand, så drømmer man om at få succes; om at tage vare på sig selv. Det gjorde jeg i hvert fald. Når man bliver lidt ældre, er det mindre vigtigt. Som ung tror man, at andre har styr på det meste. Man lever måske endda i den overbevisning, at der nok er nogen, der passer på det hele. Når man så bliver ældre, finder man ud af, at det er der ikke nødvendigvis. Måske er det i virkeligheden dig, der har ansvaret. Og har du talent og mulighed, så forpligter det, det der ansvar.”

Han slår en latter op. Det gør han en del.

”Men det finder man ikke nødvendigvis ud af før senere i sit liv. Og jeg tror egentlig, det er meget sundt, at man har noget ærgerrighed og en lyst til at skabe og etablere. At vise, at man kan noget, at man er voksen og kan tage ansvar. Og så på et tidspunkt – for nogle aldrig, for andre tidligt, for mig var det meget tidligt – går det op for en, at du faktisk kan tage ansvar for rigtigt meget selv. Det forpligter jo.”

Det er nogle velklædte herrer, jeg er kommet til bords med, og selv om fotografen ikke er med i dag, er André Rogaczewski iført slips, vest og jakke. Han plejer ellers kun at gå med slips, hvis han skal til middag med royale, griner han.

Mads Øvlisen er iført klassisk sportsjakke og bukser med pressefold. Han har siddet og lyttet til Rogaczewskis udlægning og tager nu ordet:

”Jeg tror i høj grad, at jeg er præget af at blive født lige før besættelsen. Og af at være den første akademiker i Danmarks ældste bondeslægt.”

Han taler langsommere end Rogaczewski, og han taler ægte københavnsk på en måde, som meget få mennesker rent faktisk gør det i dag.

”Jeg er vokset op i en periode med temmelig gammeldags opdragelse. Det vigtigste var, at man opførte sig ordentligt: At man gjorde sin pligt og gjorde tingene godt nok. Min familie var på mange måder en meget almindelig familie, hvis ambitioner jeg så arvede. Det handlede ikke om at få succes, men om at blive til noget – og jeg hadede at få dårlige karakterer.”

Det virker som to temmelig forskellige måder at se på livet fra et ungt menneskes perspektiv. Havde I kunnet enes, hvis I havde kendt hinanden som unge drenge og teenagere?

Mads: ”Jeg er sikker på, at havde vi gået i skole sammen, var vi kommet godt ud af det – med det samme.”

”Det tror jeg også,” siger André.

”Der skal jo flere ting til at lykkes. En ting er, at man skal være dygtig og heldig, men et ekstremt vigtigt succesparameter er, at man skal have empati og kunne forstå andre mennesker. Ellers når man ikke til toppen. Der er selvfølgelig nogle, der kommer et stykke af vejen, men uden empati og medmenneskelig forståelse er det svært. Og da vi mødte hinanden, kunne jeg fornemme med det samme, at det havde Mads.”

Vil du læse resten af artiklen?
Allerede medlem? Log ind her
Bliv medlem og få fuld adgang til
hele EUROMAN.dk fra 23 kr./md
Prøv 14 dage gratis uden binding
Vælg abonnement her Euroman Premium
Opret dig gratis her