Michael Rohde har siden midten af tyverne arbejdet i et stort medicinalfirma som leder inden for salg og marketing herhjemme. Efter omkring seks år blev han tilbudt arbejde i hovedkvarteret i USA. En stilling med alt, hvad det indebærer af fryns, god løn og prestige.

Men inden han takkede ja, havde han en stærk fornemmelse af, at noget ikke var helt rigtigt. Dog havde han ingen idé om, hvad han ellers skulle arbejde med. Hans karriere var hans identitet, og han havde aldrig arbejdet med andet. Så Michael Rohde sagde ja tak.

Natten efter beslutningen drømte han om en kvinde, der sad ved en lang grav, sørgmodig uden at græde. Han så, hvordan hun lagde en masse blålige, døde babyer i graven.

“Især mænd vil nok tænke, at man ikke skal fortælle om sådan en drøm, fordi folk vil tro, man er Psykopat. Men billedsproget er drømmenes sprog. Det vigtige er, at den, der drømmer, kan spørge sig selv, hvad det handler om i én selv,” fortæller han.

For Michael Rohde var de døde babyer et klart tegn på, at han med jobbet i USA lukkede for en masse udviklingspotentiale.

LÆS OGSÅ: Mit møde med Synske John, der ser alt

På trods af drømmen tog han alligevel til USA og blev i halvandet år. Og aldrig har han været så ulykkelig.

Men hvis han havde det så svært under den ansættelse, hvorfor skulle Michael Rohde så bruge halvandet år og en efterhånden meget gammel drøm til at tage beslutningen om at tage tilbage og finde en karriere, der ville gøre ham glad?

“Bare fordi man har fået en indsigt fra en drøm, er det jo ikke ensbetydende med, at man er klar til at tage skridtet og lytte til den. Men det var med udgangspunkt i og viden om den drøm, som gjorde det meget tydeligt, at det ikke var det rigtige for mig. Den gav mig modet til at gå andre veje,” fortæller han.

De andre veje var først seks år som konsulent og nu mere end to år som selvstændig som drømmeforsker og ledelseskonsulent. Han er fortaler for, at vi tager vores drømme alvorligt. For på den måde kan vi få det bedre med os selv, vores relationer og vores valg i livet. Noget, han selv har oplevet flere gange i løbet af sit liv. Men er det helt ærligt ikke en anelse for alternativt at tyde drømme for normale mennesker?

“Ordet drømmetydning vil jeg gerne væk fra, fordi det stinker af, at man går rundt ude i en skov, hvor der er en masse billeder, man forsøger at tyde. Lidt i betydningen af, at man skal have medfødte, specielle evner for at forstå sine drømme. Og det er jo ikke sandheden,” siger Michael Rohde.

I dag forsker han i drømme i samarbejde med Lunds Universitet. Og ved siden af sin karriere som ledelseskonsulent, holder han foredrag, coacher og laver onlinekurser om drømmetolkning. Den 22. september udgiver han en bog om emnet.

Den indeholder tips til at forstå og huske de ofte bizarre billeder, vi møder i drømmene. Især mænd har svært ved at huske og bruge dem.

Vores drømme bruges grundlæggende til at bearbejde dagens indtryk. Tidligere mente forskere, at de var hjernens skrald, der ikke sagde noget om os. Det er man de seneste ti-femten år gået bort fra, forklarer Michael Rohde. De fleste er enige i, at drømme fortæller noget om vores hverdag og har en betydning for et mentalt velbefindende.

LÆS OGSÅ: "Jeg har haft brug for at være ærlig, hvis jeg skulle dø i morgen” 

Drømmes indhold kan virke som et virvar af mange ting, og det kan nok lyde en anelse for nemt, at man kan få det markant bedre bare ved at lytte til de monstre, forældre eller seksuelle eskapader, man møder i søvnen. Men Michael Rohde oplever både på egen krop og via coaching af andre, at drømmene faktisk kan hjælpe med at lære os selv at kende og leve i bedre overensstemmelse med, hvem vi er. Han var også selv meget skeptisk, da han blev introduceret til det.



Han havde netop endt et parforhold og havde det svært. Derfor gik han til en psykolog, der efter et par sessioner ville se på Michael Rohdes drømme. Han reagerede med tøven og frustration.

“Jeg havde virkelig modstand på. Jeg troede jo virkelig ikke, jeg drømte,” fortæller han. For ham var drømmetolkning alt for alternativt og flippet.

Men efter et par nætter vågnede Michael Rohde og havde drømt. Han begyndte at skrive sine drømme ned og tolke på dem løbende.

“Den helt store åbenbaring var, da jeg med al tydelighed kunne se, at mine drømme handlede om lige præcis det, som jeg gik og kæmpede med. Jeg opdagede fx, at det var mig, der var den store båtnakke i det forliste forhold.”

LÆS OGSÅ: Hvornår er det for sent at lære noget nyt?

Det er ifølge Michael Rohde meget almindeligt, at folk ikke ser drømme som noget, man kan eller vil forstå - og slet ikke fortælle andre om. For drømmene viser ofte vores mindre flatterende sider, ikke sjældent portrætteret på en ucharmerende måde.

De fleste har prøvet at have stressdrømme eller mareridt, hvor man vågner svøbt i sved efter at være forfulgt eller ude for en katastrofe. I de situationer er det ofte nemt at vurdere, at man nok bør lytte til sig selv. Men Michael Rohde mener, vi også kan få en masse ud af drømmearbejde, når vi ikke står i livskriser.

“Ud fra drømmeforskning kan man sige, at hvis du arbejder med dine drømme, får du væsentligt større selvindsigt, du får større selvværd, og du får langt bedre relationer til andre,” mener Michael Rohde.

Han har selv forsket i relationerne til vores partnere, og hvordan drømme virker her. Studiet, der er suppleret med en amerikansk undersøgelse, viser, at par oplever at blive mere intime, hvis de deler deres drømme med hinanden.

Michael Rohde selv taler i dag om drømme med sin kone, og hans vurdering er, at man kan komme en skilsmisse i forkøbet, fordi man forstår hinanden bedre og kan sætte sig i den andens sted.

Drømme kan ifølge Michael Rohde fortælle os om de ting, der trykker, uden vi er klar over hvad eller hvorfor. Om tanker og lyster, vi ikke ved, vi rummer. Han bliver løbende kontaktet af især mænd, som ikke føler, der er balance i livet.

“Der er rigtig mange mænd, som synes, deres arbejde bare er okay, men ikke ved, om det er det rigtige. Der er masser af indsigt at hente i drømme, om ikke andet for at gøre det meget tydeligt, om man er det rigtige eller forkerte sted for en selv,” forklarer han.

Det behøver ikke være fundamentale livsomlægninger, men måske opdager man, at man skal begynde at spille musik, sige fra over for sin kone eller se venner oftere.

Drømme kan også bruges som en løsningsplatform til arbejdsudfordringer. Man kan inden søvnen plante tanker om et problem, og så kan man vågne og have opfundet noget genialt i sin drøm - Larry Page opfandt eksempelvis groft sagt Google i søvne.

LÆS OGSÅ: Manden bag isterningeposen: "Der er masser af ting, der mangler at blive opfundet"

Og man kan ud over det blive bedre til at leve mere som den, man egentlig er - og tage stilling til normer og forventninger fra andre i dagligdagen, man måske ikke bemærker til daglig. For eksempel forældres forventninger om uddannelse og job.

For somme tider kan man overvære noget i en drøm, der udspilles med en selv som hovedperson, mens bevidstheden ser scenen udefra. Det kan være, at vi i drømmen ser os selv gøre noget, vi tidligere har gjort i vågen tilstand. Men vi kan i drømmen se, at vi har handlet ud fra, hvad andre forventer i stedet for, hvad vi har lyst til.

“Og så kan man have den fornemmelse, at ’det var da noget mærkeligt noget, for jeg har egentlig lyst til noget andet’,” siger han.

Mange vil måske blive provokeret af, at man bare kan tolke drømme, hvis man ønsker bedre relationer og personlig balance. For skal man ikke gå til psykolog, hvis man har issues? Og hvad, hvis man ikke har problemer?

“For mig at se er drømme tit mavefornemmelse in your face. Det er et meget velinformeret tillæg til egen fundering. Og ikke mindst i de situationer, hvor man synes, man kommer lidt til kort og ikke helt ved, hvad der så er det rigtige,” siger han.

Hvornår ved vi, hvad vi skal forholde os til i drømmeland?

"I non-REM-drømmene (den dybe søvn, red.) drømmer man meget om konkrete, praktiske ting, som hvis man for eksempel er i gang med at lære noget nyt, og der er ikke så meget budskab at komme efter. Men i REM-drømmene (den lette søvn, red.) kan det være mere mærkeligt. Min erfaring er, at jo mere, man går ind i drømmene og arbejder med dem, jo mere detaljerige bliver de, og jo mere illustrerer de,” forklarer Michael Rohde.

Han oplever en stigende interesse fra mænd. Hans forklaring er, at vi efter finanskrisen har oplevet, at succes, penge og status er skrøbelige størrelser. Det er langsomt gået op for folk, at identitet er andet end et job og udefrakommende selvværd.

Drømmeinteressen er et modtræk til den overflade, eksempelvis Facebook og den perfekte fremstilling af vores venners liv er baseret på. Vi trættes af facade og idéen om den evige optur, mener han.

“Jeg tænker i al beskedenhed, at jeg måske står med det her drømmeprojekt, hvor mindfulness var for femten år siden. Der var det jo bare ’meditation, alternativt og Mystisk’. Nu er mindfulness jo dét, enhver leder med respekt for sig selv, gør. Tendensen er, at der stille og roligt bliver søgt mere indad.”

Her er 5 tips til at forstå sine drømme bedre:

Dine drømme fortæller noget om dig, ikke andre.

Andre mennesker har måske en helt anden måde at tolke deres drømme på end du. Der er ikke en endegyldig måde at tolke drømme på. Hvad kan de forskellige symboler og begivenheder repræsentere i dig? Et opslagsværk er sidste udvej.

Tag dem ikke for bogstaveligt.

Sex med din mor betyder for eksempel sjældent, at du har lyst til sex med din mor. Det kan nærmere betyde, at du føler, dit forhold til hende er (for) tæt. Skriv dem ned, inden de forsvinder. Drømme forsvinder hurtigt, når man vågner, så skynd dig
enten at skrive dem ned eller indtal dem.

Interesser dig og plant et emne, inden du sover. Fortæl dig selv, du vil drømme. Overvej for eksempel din problemstilling med at løse en arbejdsopgave. Giv dine drømme opmærksomhed.

Læg mærke til steder og følelser.

Tegn eksempelvis scener fra drømmen. I den proces forstår mange, hvad drømmen handler om. Og hvordan føles drømmen egentlig?

Vær ærlig over for dig selv.

Vi tenderer til at tolke drømme til egen fordel. Brug en ven eller en psykolog til at se drømmen fra flere sider. Det vil kunne hjælpe dig i forhold til relationer.

LÆS OGSÅ: Skibsreder og millionær Lars Juhl måtte dø, før han lagde sit liv om: "Jeg har haft brug for at være ærlig, hvis jeg skulle dø i morgen"

LÆS OGSÅ: Sådan erobrer du hele verden på en halv time

LÆS OGSÅ: Sådan er det at være farveblind: Jeg stoler ikke på mig selv