Fra vinduet i min lejlighed har jeg udsigt over ’Den Sorte
Plads’ på Nørrebro i København.
Udover det kobberfarvede højhus, der tårner sig op, og de
hundredvis af turister, der kommer for at tage billeder af Bjarke Ingels’ park,
Superkilen, ser jeg ugentligt snesevis af løbeklubber, der stimler sammen på
bakken for at tage gruppe-selfies, før de løber videre igen.
I dag har enhver bydel med respekt for sig selv én eller
flere løbeklubber, og efterhånden gælder det også bagerier, caféer og
restauranter.
Løb har aldrig været sejere. Og jeg tror ikke, at det er
gået nogens næse forbi, at det er blevet ekstremt populært. Behøver jeg nævne The
Fastelavn Bun Run?
’Men kan det blive vildere?’ har man lyst til at spørge. Det har
løbebutikken Kaiser Sport & Ortopædi tænkt sig at finde ud af.
For blot få år siden var det en lille, halvnørdet butik i Brønshøj,
der specialiserede sig i løbesko, løbetøj og håndlavede ortopædiske fodindlæg.
Siden da har Kaiser Sport & Ortopædi udvidet med 12
butikker i alt, landet over. For første gang nåede de i år en omsætning på mere
end 100 millioner kroner.
Og i morgen, fredag den 31. oktober, fejrer de så åbningen af deres nye,
tre etagers flagskibsbutik på Østerbrogade.
Som en del af fejringen vil den danske stjerneløber Jacob
Sommer Simonsen forsøge at slå verdensrekorden i 10-kilometerløb på løbebånd,
som for nuværende lyder på 29 minutter og seks sekunder.
Med hele seks nationale rekorder (bl.a. for halvmaraton og
maraton) er Jacob Sommer Simonsen the goat (’the greatest of all time’)
inden for dansk løb.
Til arrangementet får han selskab af Anders Rømer, der som
dj og medstifter af Nørrebro-løbeklubben NBRO giver en liveperformance under
hele seancen.
15 særligt udvalgte får lov at observere Simonsen løbe på
tætteste hold i butikkens kælder, hvor der er bygget en ’Race Cave’ med et kæmpestort
nedgravet løbebånd.
De øvrige besøgende i butikken må overvære rekordforsøget via
en livetransmission i butikkens loungeområde.
Kaiser Sport & Ortopædis nye butik åbner på Østerbrogade
79 fredag d. 31. oktober. Jacob Sommer Simonsen vil forsøge at slå
verdensrekorden i 10-kilometerløb på løbebånd i butikkens kælder kl. 18.