”DU KAN BARE kalde mig Jo,” siger Josef Kaiser og nikker venligt. Han udtaler det på engelsk, hvilket får det til at lyde som ’Joe’. Det er ikke lige det, man forventer, når man hilser på topchefen for en international designvirksomhed, der omsætter for over 600 millioner kroner om året. Men det er måske sigende for en mand, der foretrækker ikke at sidde for bordenden under møder med medarbejdere og insisterer på den uformelle forkortelse Jo, selvom hans fulde navn lyder som noget fra en dannelsesroman af Stefan Zweig.

Josef Kaiser står skarpt i et koboltblåt jakkesæt med strøget silkeklud i brystlommen, åbenstående skjorte og ankelstøvler i læder. Han ligner ikke en Joe, heller ikke på afstand, men man må give ham, at han forstår at være chef uden at skilte for meget med det. Hans briller er det eneste, der afslører, at han har en ingeniøruddannelse. Dét, og så hans Garmin Fenix 5-sportsur, som han bruger hver dag, selvom han har et dyrt IWC liggende hjemme i skuffen.

”Du kan kalde det en form for ledelsesværktøj. Jeg bruger det til cykling, men også til at monitorere min puls og stressniveau. Det er sjovt at følge med i,” siger han om sportsuret på håndleddet.

Josef Kaiser blev i 2019 ansat som CEO for Fritz Hansen, efter virksomhedens direktør gennem 22 år, Jacob Holm, valgte at stoppe. Han har en baggrund i designfirmaet Vitra International, hvor han sad som salgsdirektør og undervejs var udstationeret i USA i seks år. Han forventes at være med til at styrke Fritz Hansen internationalt i en tid, hvor branchen er under forandring. Og som enhver schweizer med respekt for sig selv taler han både flydende tysk, fransk og engelsk.

”Det danske arbejder jeg på. Det er vanvittigt svært, men jeg skal nok komme efter det.”

HVIS MAN IKKE vidste bedre, skulle man tro, at Le Corbusier eller Mies van der Rohe havde været i Allerød. Fritz Hansens hovedkvarter i Nordsjælland fremstår som en arkitekttegnet pavillon i den internationale stil fra 1930’erne med rene linjer i rå, patineret beton og store glaspartier flankeret af grønne havegange og enkelte træer til at opbløde den strenge geometri.

Inden for mødes man af Arne Jacobsens Ægget i en højloftet lobby med slanke betonsøjler, der uden at sige alt for meget leverer et budskab, der er svært at tage fejl af: Fritz Hansen laver design af den slags, der går i arv. Møbelproducenten har siden 1872 markeret sig internationalt med nogle af de største danske møbelklassikere, som, ud over Arne Jacobsens Ægget, Svanen og 7’eren, også tæller Poul Kjærholms loungestol PK22 og PK80 daybed, Piet Heins Super-Ellipse-bord og Hans J. Wegners mesterværk Kinastolen. Derudover har virksomheden også en række aktuelle designere i porteføljen, fx danske Cecilie Manz og Kasper Salto, spanske Jaime Hayon og italienske Piero Lissoni.

Hovedkvarteret har ligget i Allerød siden 1960, men Fritz Hansen startede oprindeligt på Christianshavn. Her leverede det familiedrevne værksted allerede i begyndelsen af det 20. århundrede møbler på bestilling til Christiansborg, Københavns Rådhus, Højesteret og andre tunge samfundsinstitutioner, der var med til at cementere Fritz Hansens ry som møbelproducent. Udflytningen til Nordsjælland skete i 1899, da stifterens søn, Christian Hansen, flyttede produktionen til et savværk i Allerød, tæt på skov og den nye jernbanelinje. Det var også ham, der forestod overgangen fra det håndlavede kunsthåndværk til en mere industriel produktion i takt med, at tiderne skiftede.