Fire stjerner: På denne nye restaurant i København må der være tale om nordjysk underspillethed

Eks-Alchemisten Casper Nielsens nye restaurant har fået det mindre flatterende navn Grim. Her er udgangspunktet hjemmedyrkede råvarer fra hans fødegård i Vendsyssel.

Fire stjerner: På denne nye restaurant i København må der være tale om nordjysk underspillethed
Offentliggjort

”Skal jeg tage den pæne skjorte på?” spurgte min medspiser. 

”Behøves ikke,” svarede jeg, ”restauranten kalder sig for Grim, så de er selv ude om det, hvis det bliver en grim oplevelse.” 

Ikke at der er noget særskilt grimt over lokalerne (tværtimod er de blevet lysnet og har fået flere borde, end da Tèrra holdt til på adressen), men over-Grimrian Casper Nielsen (køkkenchef og medejer) bedyrede allerede ved velkomsten, at hans mad er grim. Med vilje. 

For mange af råvarerne stammer fra Caspers forældres gård i Vendsyssel, Østergaard, hvor de driver minilandbrug med 45 slags grøntsager og både grise, lam og fritgående kyllinger, og han bruger dem alle i sit køkken, ligegyldigt om de ser knap så perfekte ud, eller om folk finder smagen af syltede grøntsager grim.