scroll-down

Søren voksede op i et misbrugshjem. I dag bor han på Strandvejen, er en succesfuld direktør og levemand

Søren Flemming Larsens liv er fortællingen om, at man selv vælger at være lykkelig. Hans udgangspunkt var skidt. Som barn var han aldrig sikker på, at der var aftensmad. Han skulle ofte samle sin fulde mor op på gader og stræder i Valby. Men han lykkedes med sit liv, skabte en karriere og sin egen familie. Vi har mødt den administrerende direktør for blomstervirksomheden Interflora Danmark, der tager på trøffelfestivaler i Norditalien, har hjemmet i Vedbæk fyldt med kunst og kører Jaguar.

Af Teis Jeppe Gørtz
Foto: Kasper Kristoffersen
Karriere Euroman

DET VAR EN JULEAFTEN, at Søren Flemming Larsen så sin far græde for første gang. Han var 7-8 år gammel. Moren havde været så fuld og sejlende, at juleaftenen var blevet ødelagt. Søren var gået i seng, da faren kom ind på hans værelse og satte sig ved sengen. Han græd i meget kort tid. Men alligevel nok til, at det gjorde stort indtryk.

”For så vidste jeg, at den var gal. Og at det ikke kun var min lillesøster og jeg, som syntes, at det hele var kaos.”

55-årige Søren Flemming Larsen er vokset op i et misbrugshjem i Valby, og dengang Valby virkelig var et arbejderkvarter. Den fireværelses andelsbolig på Valby Langgade var hjemmet, som man aldrig besøgte i vennegruppen. Søren Flemming Larsen var flov over sit hjem og søgte andre steder hen for at undgå, at kaosset blev opdaget.

Et tidligt ansvar han påtog sig som dreng for at beskytte sig selv og ikke mindst sin mor. Derfor vidste hans bedste barndomsvenner ikke engang, hvor slemt det egentlig stod til.

Lige så længe han kan huske tilbage til, var hans mor dybt alkoholiseret. Han er vokset op med, at det ikke nødvendigvis var givet, at der var aftensmad, eller at der blev taget sig af ham, når han kom hjem fra skole. Mens moren drak, var faren, der arbejdede som salgschef for en tysk virksomhed, ofte på udlandsrejser. Hvorfor han rejste så ofte, har Søren Flemming Larsen senere reflekteret en hel del over. Men han holdt meget af sin far.

Moren var hjemmegående og kunne ikke passe et arbejde.

”De få jobs, hun fik, blev hun fyret fra på grund af alkohol, og fordi hun lå og flød på gader og stræder. Det gjorde hun bogstaveligt talt. Jeg fandt hende alle mulige steder henne og nede i gården til vores lejlighed,” fortæller han.

Mødte Søren Flemming Larsen købmanden eller grønthandleren, råbte de efter ham på gaden: ’Din mor skylder penge. Kom og betal, dreng!’

DER HOLDER EN JAGUAR i indkørslen til huset, som har adresse på Strandvejen i Vedbæk, men ligger godt gemt fra trafikken på en af Danmarks dyreste veje og tæt op til en skov. I døren står Søren Flemming Larsen allerede klar til at tage imod. Han er klædt i et jakkesæt i Prince of Wales-tern. Der er en charmeklud i brystlommen og en vest indenunder jakken.

Han viser os indenfor i hjemmet, som heller ikke kan være en større kontrast til barndomshjemmet på Valby Langgade. Intet kaos. Ingen kakkelborde eller et tilfældigt sofastykke.

I stedet hænger originale malerier af blandt andre Frederik Næblerød, Cathrine Raben Davidsen, Maria Torp, Tal R og Michael Kvium. Da afdøde Prins Henrik solgte ud af sin store kunstsamling, deltog og købte Søren Flemming Larsen også ved alle tre auktioner.

”Kunst skaber en tidskapsel, hvor man bliver nødt til at stoppe op og fokusere. Det er en personal timeout.”

Kunst og mad er Søren Flemming Larsens hele store interesser. Han byder også på et glas champagne, selv om klokken kun er 13.

”Der findes jo ikke noget dårligt tidspunkt at drikke champagne på,” som han siger.

Søren Flemming Larsen brød den sociale arv og lykkedes med sit liv. Han har skabt sig en karriere og sin egen familie, som han har kunnet give rigelig med tryghed og omsorg. Siden 2014 har han været administrerende direktør i blomsterhandleren Interflora Danmark. En virksomhed, som i april 2020 solgte flere blomster end nogensinde før i sin 96-årige levetid.

Det stod ingen steder skrevet, at Søren Flemming Larsen skulle blive en succes. Selv bryder han sig ikke om ordet mønsterbryder.

”Nej, fordi det sætter mig og andre i min situation op på en piedestal. En idealperson. Og jeg betragter mig selv som alt andet end det. Men det er jo det, man kalder det, når man bryder med den sociale arv. Min opvækst har formet mig som menneske, og det er virkelig historien om, at man selv bestemmer, hvor lykkelig man vil være.”

”Jeg ønsker at fortælle min historie, fordi jeg gerne vil række hånden ud til andre, som har siddet i den samme situation eller har oplevet noget lignende og vise dem, at på trods af, at man har siddet med sorteper på hånden som et af de få kort, man havde, så er der altså masser af veje og muligheder.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Portræt, Ledelse og Interview