GÅR MAN I DISSE DAGE en tur på Assistens Kirkegård på Nørrebro, kan man indimellem høre en sært skrattende, indestængt, nærmest desperat lyd. Først tror man måske, at det er Metro-byggeriet, men nej, det er lyden af Søren Kierkegaard, vores egen eksistentialistiske filosof, der ligger der og grov-roterer i sin grav af bar græmmelse.
Det gamle skelet, der tilhører Danmarks første, største og klogeste blogger, kan simpelthen ikke finde hvile, fordi æstetikken så overlegent, så fuldstændigt har udraderet etikken, fordi form – i alle dens former – har smadret indhold, og fordi tilværelsen i dag, 200 år efter hans fødsel, drejer sig så uendelig meget mere om at se ud end om at se ind.
O.K., INDRØMMET, jeg bliver nogle gange kaldt ’Pastoren’ af de få venner, jeg endnu ikke – efter indtagelse af store mængder nuance-fjerner – har skræmt væk med mine utålelige tirader om moralens og menneskehedens forfald. Men alligevel. Selv i ædru tilstand undrer det mig, at det ydre har – og får – så meget uimodsagt spillerum.
Det gælder fx, når mine børn får at vide i skolen, at hvis de vil have gode karakterer, skal de bare råbe op og sige noget i klassen, mens det, der kommer ud af munden på dem, er pænt ligegyldigt. Det gælder, når man forsøger at pynte vores sprog og lave ’sprøjtegifte’ om til ’sprøjtemidler’, ’jomfruhinde’ om til ’kønskrans’, ’fisse’ om til ’gina’ og ’Udlændingestyrelsen’ om til ’Udlændingeservice’.
Det gælder, når jeg ser jobannoncer i mit eget fag, journalistikken, hvor 9 ud af 10 stillinger nu er såkaldte rådgiverjob, hvor man ansættes, måske ikke direkte til at lyve, men i hvert fald til at pynte på virkeligheden, så den passer til det billede, et firma, en politiker, en kunstner, en kommune eller en organisation ønsker at fremmale.
Og det gælder, når mine tilbageværende venner, alle æstetiske ironikere og Jørgen Leth-fans, ikke kan ophidse sig det mindste over doping, men blot ser det – og dermed snyd – som en del af underholdningen. Fint nok. Folk har selvfølgelig ret til at sige og mene, hvad de vil. Det undrer mig bare, at det ikke at mene noget åbenbart giver så god mening.
PYNTESYGENS MEST fremtrædende platform er og bliver dog kroppen og de ansigter, der sidder på den. I en slags fælles æstetisk, pan-atlantisk massepsykose er vi blevet enige med amerikanerne om, at det er vores udseende, der er bedst til at fortælle den historie, vi selv helst vil høre – og se. Der er ikke så meget nyt i den betragtning, men til forskel fra tidligere stiller flere og flere læger på privatklinikker beredvilligt deres uddannelse og kunnen til rådighed for at snitte, suge og skære i folk og for at sprøjte alverdens gifte – undskyld, midler – ind i dem.
Da indgrebene foretages i privat regi og på såkaldte skønhedsrejser til udlandet, findes der ikke eksakte undersøgelser over omfanget, men at der er tale om en stigning inden for de senere år, og at den er markant, er ingen i tvivl om. Og det er ikke kun botox-læber, bryster og baller, der bliver forstørret. Der er angivelig også et stigende antal mænd, der smider bukserne på privatklinikkerne for bagefter at gå hjem med en større pik. Også selv om den for nogles vedkommende slet ikke duer til noget efter indgrebet.
I LÆGELØFTET hedder det, at det ”... stedse skal være mig magtpåliggende efter bedste skønnende at anvende mine kundskaber med flid og omhu til samfundets og mine medmenneskers gavn ...”
Måske er jeg bare et naivt, gammelt savlehoved, der godt kunne bruge en opstramning på panderynkerne, men jeg kan dårlig få den sætning til at passe med de læger, der tjener bunkevis af penge på at lave private, kosmetiske indgreb, der ikke er nødvendige – og endda i mange tilfælde ender med at forværre folks udseende. I stedet for at tælle penge op ville det klæde den privatpraktiserende del af lægeverdenen at tage den diskussion op.
I ARTIKLEN ’Lægen uden grænser’ på side 84 i det nye nummer af Euroman portrætterer vi ’Piksnedkeren’ og ’Penislægen’ Jørn Ege, der trods skandalerne på mange måder er en slags pioner inden for kosmetisk kirurgi i Danmark. Selv siger han, at større bryster og større pikke giver bedre selvværd til patienterne. Og det kan godt være, at det er rigtigt. Men det er samtidig også forkert. Hvordan det er at have kunstige bryster, ved jeg af gode grunde ikke, men jeg ved, at hvis jeg havde fået lavet min pik større, ville jeg føle mig som en æstetisk løgn, hver gang jeg efter et bad så mig selv i spejlet. Og det gør jeg altid.
JENS VILSTRUP
