Det er et serie-år med masser af interessante indslag, vi går i møde. For uanset om man er til det overnaturlige, til det morsomme drama eller til fortidsfortællinger med en fænomenal Tom Hardy, så er der rig mulighed for at opleve det hele.

Samtidig vender flere af de største succeser de senere år tilbage og særligt i den drilske og flabede spekulant-serie ’Billions’ bliver det interessant at se, om Paul Giamatti og Damian Lewis kan holde det sublime skuespil og tempo oppe.

Der er – sagt på en anden måde – dømt komedie og drama i 2017, men det bliver også et år, hvor en genredefinerende serie slutter, og et år, hvor der allerede inden premiererne er mange spørgsmål til, hvordan i alverden mange af de andre serier skal komme til at fungere. Blandt andet den dér serie, som er lavet af vis David Lynch.

På Netflix i løbet af januar

Nå, vi skal til det. Her er en pæn portion serier, som du godt kan sætte cola og popcorn over til i det nye år.

A Series of Unfortunate Events

Rygterne om denne eventyrligt underlige serie har kørt længe, men traileren afslører i det mindste, at vi har at gøre med noget så sjældent som et univers, der er ret Bertolt Brecht’sk.

Eller måske nærmere ret Wes Anderson møder Tim Burton i et hav af kulisser, kunne man sige, for at blive i filmsproget. For ’A Series of Unfortunate Events’ er nemlig fremmedgørende i sine billeder, men nærværende i sin fortælling og skuespil.

I serien mister tre børn deres forældre i en mystisk brand, hvilket fører en masse mærkværdige komplikationer og en helt særlig familiegåde, som skal løses, med sig. Serien er ret unik af sin art, fordi den så tydeligt gør op med vores forhold til mørke og gys ved konstant at afmontere situationerne med akavet humor. En ganske anderledes oplevelse.

Mozart in The Jungle, sæson 3

Tredje omgang af kigget indenfor i New York Citys klassiske symfoni-orkester bliver formentlig både rørende og hylende morsomt. For ’Mozart in The Jungle’ består nemlig stadig af sex, stoffer og klassisk musik, så man frydes, og serien er et formidabelt eksempel på, at der under morskaben ligger et knugende drama i fortællingen om en dirigent, som kæmper med kærligheden, og en ung kvinde, der får muligheden for at opfylde sin professionelle drøm i symfonikorkestret – men som pludselig bliver en del af dirigentens kærlighedsliv.

I tredje sæson tager historierne så yderligere drejninger, og flere springer ud som rendyrkede egoister med fuldt fokus på deres egne karrierer. Men hvordan kan man spille sammen i et symfoniorkester, hvis alle kun spiller for sig selv?

Premiere på Viaplay 6. januar

Taboo

Man skal ikke være i tvivl om, at når Tom Hardy og Ridley Scott slår idéerne sammen, så bliver det interessant. Og der er da også dømt gotisk galskab i serien, hvor Hardy spiller en mand, som i år 1814 vender hjem til London efter en Afrika-rejse, der har varet så længe, at folk har antaget, at han er død.

Men det er bestemt ikke alle, der byder hans genkomst velkommen, og han må derfor navigere både bestialsk, voldeligt og taktisk smart i samfundet, hvor alle er klar til at nakke alle, for at komme frem i verden.

Ridley Scott er som sagt producent på dramaserien, der løber over otte afsnit, og manden med det overordnede overblik er Steven Knight – som Hardy også arbejdede sammen med på den formidable ’Locke’ i 2013.

Knight er et manuskripttalent ud over det sædvanlige, og i samarbejde med Scott og Hardy ligner det her én af de mest potente herre-serier i 2017.

Får amerikansk premiere til januar, og kommer formentlig til Danmark senere på året

Girls, sæson 6

Det var ikke mange, der havde forudset den revolution, som ’Girls’ viste sig at være, da Lena Dunhams serie havde premiere i 2012. Nu er vi nået til sidste omgang med pigekliken, og her ved indgangen til 2017 kan det konstateres, at ’Girls’ blev frontløber i tendensen for sjove serier, som i virkeligheden er dramaer.

Denne tendens sprang siden hen ud i fuldt flor med ’Transparent’, ’Master of None’, ’Mozart in The Jungle’ og ’Atlanta’ (som snart bør komme til Danmark!). I sjette sæson af den genredefinerende ’Girls’ er det ikke meget, der er sluppet ud på forhånd, men teaseren herunder viser, at Hannah stadig tumler med identiteten, mens seriens univers stadig er lige så irriterende, pirrende, rørende og tragikomisk, som det har været i hver eneste sæson.

Premiere på HBO Nordic i løbet af februar

Billions, sæson 2

Det her er og bliver en skuespillerserie. For uden Paul Giamattis ekstremt komplekse spil som statsadvokaten, der måske – måske ikke – er den totale modsætning af den forrygende flabede hedgefond-guru og ”selfmade man” gestaltet af Damian Lewis, så ville ’Billions’ formentlig falde helt fra hinanden.

Men det gør serien ikke, og det er hovedsageligt på grund af de to mænds spil foran kameraet. Skuespillet er simpelthen så suverænt og verbalt velturneret, at man kun kan glæde sig til anden sæson.

Men man kan nu også godt være lidt nervøs. For hvor skal fortællingen egentlig helt præcist gå hen, og kan Giamatti og Lewis virkelig holde dampen oppe? Der er umiddelbart flere spørgsmål end svar inden anden sæson, men det gør formentlig bare, at man bliver glædeligt overrasket, når det hele går i gang igen i New Yorks politiske og finansielle underverden.

Premiere 20. februar på HBO Nordic

Big Little Lies

Når navne som Nicole Kidman, Reese Witherspoon, Alexander Skarsgård, Shailene Woodley og Laura Dern er på rollelisten, så ved man i hvert fald, at skuespillet ikke kommer til at svigte i ’Big Little Lies’.

Når serien så samtidig er skabt af Jean-Marc Vallée, som er instruktøren bag ’Dallas Buyers Club’ (2013) og ’Wild’ (2014), så ved man også, at der nok skal blive et effektivt drama ud af serien, hvor en gruppe kvinder lever et umiddelbart smertefrit og pænt liv i en søvnig by.

Efterhånden viser det sig dog, at dette glansbillede er ved at blive ødelagt indefra, og en mordsag begynder også pludselig at spille en rolle. Derfor er spørgsmålet, hvad en løgn egentlig er? Og om et idyllisk liv ved vandet overhovedet kan eksistere?

Premiere 20. februar på HBO Nordic

Twin Peaks, sæson 3

Så er den endelig tilbage! Men vi aner ikke, hvad der kommer til at ske… Sådan kan man vel bedst beskrive David Lynchs tilbagevenden til sin kultserie fra start-90’erne.

Der er nemlig kun offentliggjort godt to minutter om serien indtil videre (– og de kan ses herunder!). Men det, vi ved, er, at mange af de gamle kendinge er med igen, og at flere interessante nye er blevet tilføjet til castet.

Og så kan vi vel forvente, at det bliver mindst lige så galt og genialt på den særligt drømmende og uhyggelige Lynch-måde, som vi oplevede for mere end to årtier siden – det plejer det jo i hvert fald at blive med ham!

Formentlig på HBO Nordic i løbet af sommeren

Transparent, sæson 4
Vend patriarkatet på hovedet. Det er, hvad serieskaber Jill Soloways mål med ’Transparent’ er, og det er i sig selv noget af en bedrift, at forsøge det. Især når man gør det med en serie, der på overfladen er morsom som bare fanden, men som selvfølgelig nedenunder bobler og bruser med et unikt drama i fortællingen om den pensionerede universitetsprofessor Mort, der bliver til kvinden Maura og dermed begiver sig ind i et trans-miljø, hvor fordommene hersker, og hvor familien skal forsøge at følge med.

’Transparent’ har holdt et ubegribeligt højt niveau i de første tre sæsoner, og den har været blandt de bedste serier de seneste tre år. Derfor kan man også godt regne med, at den skarpe dialog og de roligt usikre billeder fortsætter ind i fjerde sæson, hvor der sikkert kommer flere tragikomiske situationer som denne:

Får amerikansk premiere i løbet af året – og mon ikke den så kommer på Viaplay til efteråret også?