Velkommen til det nye Euroman Premium – mere originalitet til dig

Birdemic
Foto: Screendump YouTube Rigtigt mange dårlige film er startet ud som en hyldest til gode film. Det er ’Birdemic’ et godt eksempel på. Filmen er nemlig på sin vis en hyldest til Alfred Hitchcocks skrækindjagende ’The Birds’

Dårligste film

9 film, der er så dårlige, at de faktisk er gode og værd at se

De omvendte mesterværker.

Hvis man er filmnørd, så har man naturligvis en yndlingsfilm. Det kunne fx være ’The Godfather’ eller ’Casablanca’ eller, i mit tilfælde, ’Apocalypse Now’.

Det er den film, man synes, er det mest mesterlige, mediet nogensinde har præsteret. Måske har man også en hadefilm, altså en, man slet ikke kan udstå, fordi den repræsenterer alt det, man ikke kan lide, at filmmediet kan (mis)bruges til. Mit valg her er er den danske ’Julefrokosten’. 

Hvis man er rigtigt filmnørd, så har man også en favoritfilm inden for den gruppe, der kaldes ’film så dårlige, at de er gode’.

Det vil altså sige film, der fejler så stort, at det hele vendes på hovedet. En film, der er så dårlig, at den forlader gruppen af dårlige film og kommer op på siden af de gode film – om end ikke på den måde, folkene bag havde håbet på. 

Hvor instruktøren måske havde håbet på, at vi ville gyse over rum-zombierne, er vi i stedet flade af grin over, at gravstenene vælter i baggrunden, fordi de er lavet af pap. Og hvor skuespilleren prøver at give den hele armen i filmens klimaks, fniser vi over hans overspil. 

Jeg har her givet mit bud på en top ni over film, der er så dårlige, at de nærmest er omvendte mesterværker.

9: The Master of Disguise (2002) 

I 2002 var det 10 år siden, Dana Carvey i paryk og tykke briller fik os alle sammen til at grine som Garth i ’Waynes World’ og ni år siden, han var en af hovedkræfterne i ’Saturday Night Live’, hvilket han modtog en Emmy for, blandt andet på grund af sine mange parodier. 

Derfor virkede det naturligt at lade ham skrive og spille hovedrollen i sin egen film, der skulle være spækket med parodier. Det er ’The Master of Disguise’ også, men så slutter de gode idéer også der.

Filmen handler om en familie, der har den superkraft, at de kan forklæde sig som hvem som helst. Faren og moren er blevet kidnappet, og derfor må den uduelige søn (Carvey) rede dagen ved at klæde sig ud. 

Det er en komedie, hvor hvert forsøg på at være morsom, i denne films tilfælde oftest noget med en, der prutter, får lussinger eller vælter på røven, falder så fladt til jorden, at man som tilskuer knuger tæerne sammen, så pinligt er det. ’Klovn the Movie’ – go home! 

8: The Roller Blade Seven (1991)

Denne film har det hele: Rulleskøjter, en dystopisk fremtid, samuraisværd, close ups af røve i 80’er g-streng, Sylvester Stallones lillebror, ninjaer og ørken-punkere. Dertil kommer et meget modigt og nyskabende greb fra instruktørens hånd. 

Vi er en i verden, der er for ’Mad Max’-universet, hvad Mokai er for Dom Pérignon. Hovedpersonen er sendt ud i denne postapokalyptiske ørken for at rede sin søster, der holdes fanget i et område, hvor al transport foregår på rulleskøjter eller skateboard, og hvor hovedpersonen skal spise en psykedelisk svamp, som tydeligvis er ganske normal champignon, og lære at stå på rulleskøjter.

Filmen er krydret med de nok ringeste kampscener i filmhistorien, hvor hovedpersonen og modstandere fægter sværd over for hinanden til lydeffekter fra karatefilm fra 70’erne. Instruktøren har også valgt at filme hele svineriet uden et manuskript, såkaldt Zen-style, hvilket ingen andre har gjort siden - af åbenlyse årsager.

7: The Happening (2008)

Mark Wahlberg startede karrieren ud som forsanger i hiphop-gruppen Marky Mark and the Funky Bunch, og har siden skiftet musikken ud med filmroller, bl.a. i gode film som ’Boogie Nights’, ’The Fighter’ og ’The Departed’.

I 2008 spillede han hovedrollen i instruktøren M. Night Shyamalans ’The Happening’, og det skulle han nok ikke have gjort. 

Shyamalan tog røven på os alle sammen med ’The Sixth Sense’, men har siden vist sig at være en one trick pony, der igen og igen prøver at mase et plottwist ind i sine ringere og ringere film.

Denne gang handler filmen om, at en masse mennesker af uforklarlige årsager har begået underlige selvmord. Det viser sig, at det er på grund af, at planter er begyndt at udsende en form for pollen, der får mennesker til at tage livet af sig selv. Seriøst. 

Derfor lukker folk sig inde og nægter at åbne døren op for andre på flugt – dog man kan se, at de har glemt at lukke samtlige vinduer. Der er en pige i en markant blå trøje, der stiger på en bus, men i næste sekund går rundt uden for bussen og en lang række andre pinlige fejl, der gør dette makværk værd at se.

6: Over the Top (1987)

Meget godt kan siges om Sylvester Stallone. Han troede på sig selv, da ingen andre gjorde det, og han gik med ’Rocky’ fra at være hjemløs til at være Oscar-nomineret megastjerne. Man kan mene, hvad man vil om de efterfølgende ’Rocky’-film, personligt er jeg fan, og selv ’Rambo’-filmene havde deres kvalitet som gedigne action-brag.

Så er der ’Over the Top’, der handler om at lægge arm. Hvorfor skal Syvester Stallone lægge arm? For at vinde 100.000 dollars til en ny lastbil og for at få sin søns respekt. Der er dog flere større huller i plottet undervejs og en række kiksere, blandt andet en scene, hvor sønnen kører lastbil og det tydeligt kan ses, at nøglerne ikke sidder i.

Flere år senere fortalte Stallone i et interview, at han ikke syntes om filmidéen, da han først hørte om den, men at han  blev tilbudt flere og flere penge for at være med, og til sidst gav sig, da han alligevel ikke regnede med, at nogen ville se den. Der var alene i Vesttyskland over en million mennesker, der så den i biografen.

5: Manos: The Hands of Fate (1966),

Hele denne omgang er et stort vædemål. En forsikringsmand væddede med sin ven om, at enhver idiot kunne lave en horrorfim, og så gik han ellers hjem og skrev manuskript.

Han hyrede skuespillere fra et lokalt teater og en håndfuld piger fra et modelbureau. Han købte desuden, og det er en af mange ”smukke” detaljer, et par benskinner til en skuespiller, der skulle spille satyr, men da de ikke kunne finde ud af at sætte dem rigtigt på, ligner han i stedet en, der har skidt i bukserne, og satyr-elementet nævnes ikke i filmen.

Og sådan er det igennem hele filmen. Den handler kort fortalt om en familie, der er fanget i et hus beboet af en mystisk sektleder, og de kan ikke flygte fra huset, men hvorfor de ikke kan komme ud, forklares ikke. Filmen er spækket med begynderfejl. Bl.a. er næsten alle replikker optaget efter filmningen og passer sjældent særligt godt med munden, der taler.

4: The Wicker Man (2006)

Det er ikke for ingenting, at Nicolas Cage er lidt af en kultperson. Dels er der hans mildest talt underlige privatliv. Jeg nævner i flæng, at han har købt og solgt flere europæiske borge og overvejer at importere en til Los Angeles, han har ejet flere ulovlige dinosaurskelletter og har været gift med Elvis’ datter i mindre end to år, grangiveligt på grund af Cages’ fascination for The King.

Dels har den Oscar-vindende skuespiller tidligt i sin karriere besluttet sig for udelukkende at hviske eller råbe alle sine replikker og at være med i så mange film som overhovedet muligt, pt. 77, der veksler fra geniale til underlige til direkte ringe.

’The Wickerman’ er en amerikansk gennemspilning af en britisk film fra 1973 om en politimand, der tager til en afsidesliggende ø for at finde en forsvunden pige - og folkene bag originalen frabad sig, at deres navne skulle stå i rulleteksterne.

Vådt hår bliver tørt fra det ene sekund til det andet, jakker knapper sig selv op og i og mange andre ups’er, foruden Cages overspil gør denne thriller er fantastisk ufrivillig komisk. 

Rigtigt mange dårlige film er startet ud som en hyldest til gode film. Det er ’Birdemic’ et godt eksempel på. Filmen er nemlig på sin vis en hyldest til Alfred Hitchcocks skrækindjagende ’The Birds’, der 48 år tidligere havde bedre special effects end ’Birdemic’.

Det tog fire år at lave filmen, bl.a. fordi den kun blev filmet i weekenderne, til gengæld kostede den bare 10.000 dollars at lave. For at få filmen til at virke mere professionel, end den tydeligvis er, blev der tilføjet en masse navne på mennesker i rulleteksterne, som hverken har været med til at lave filmen eller som bare eksisterer. 

Filmen handler om et nyforelsket par, som befinder sig i en by i Californien, der angribes af ørne og gribbe, hvilke springer i luften og spytter ætsende syre. 

Iblandt filmens fejl er, at hverken ørne eller gribbe findes i Californien, at fuglene og ildebrande i filmen er dårligere lavet, end hvad man skulle tro muligt, og at fuglene i flere scener ikke bevæger sig. De flyver rundt i luften – men de bevæger sig ikke.

Ed Wood elskede film. Især holdt han af horrorfilm og sin helt Orson Welles. Desværre er han af eftertiden kendt som ”De dårlige films Orson Welles”, idet han ligesom idolet skrev, instruerede og spillede med i sine film, men modsat at lave verdens bedste film som Welles’ ’Citizen Kane’, lavede han muligvis verdens ringeste.

I stedet for at prøve at forklare, hvad filmen handler om, vil jeg fortælle, hvem der spiller med i den: Der er bl.a. den originale Dracula-skuespiller i en post-mortem rolle, en kiropraktor, der skal ligne ham, en fyret tv-værtinde, en svensk wrestler, to baptistpræster, en synsk tv-personlighed og en pensioneret drag-queen.

Der er simpelthen ikke tid og plads her til at nævne alle bizarre detaljer ved ’Plan 9 from Outer Space’ og tilblivelsen af denne, men heldigvis er der lavet en række dokumentarfilm og bøger om filmen, foruden Tim Burtons ’Ed Wood’, der har Johnny Depp i rollen som den mytiske filminstruktør.

Det er ikke for ingenting, at James Franco i disse dage er ved at lave en film om tilblivelsen af denne listes førsteplads, baseret på en af skuespillernes erindringsbog om det samme.

Dette er nemlig kultfilmen over dem alle – ’The Room’, en film der i manges øjne er den dårligste nogensinde, men i de flestes også en af de mest underholdende. 

Ligesom tidligere nævnte Ed Wood er denne films skaber, Tommy Wiseau, en mand, der elsker film og gerne spiller hovedrollen i, instruerer og skriver sine egne.

Der er i filmen referencer til klassikere som James Deans ’Rebel Without a Cause’ og i de anmeldelser, Wiseau selv skrev, sammenligner han sig med forfatteren til ’A Streetcar Named Desire’. 

Filmen er et storladent trekantsdrama med lige dele overspil, absurde replikker, plothuller og sideplots, fx en dame, der nævner at hun har kræft, hvilket der ikke følges op på senere i filmen.

Der er underligt lange og akavede sexscener der genbruges senere i filmen og en sofa, der skifter imellem at være hvid og rød, alt efter kameravinklen. Er du til et godt grin og ufrivillig sort humor og absurditet, er ’The Room’ en film, du absolut må stifte bekendtskab med.

Se, hvad vi ellers skriver om: Film