Idet 9A-bussen åbner dørene i Rødovre rammer et 'umchi-umchi-umchi'-beat og min arm rykker sig automatisk som en såkaldt basarm, men jeg er på arbejde, så jeg får den til at slappe af og går så over til køen til dagens 'VI ELSKER 90'ERNE'-fest, hvor folk står på række; nogle nutidigt klædt, andre i Buffalo-sko, tribal-tatoveringer (potentielt ægte) og Beverly Hills-kostumer. Køen drejer sig om hegnet ind til festivalen, hvor man kan høre dj'ens umchi-fest, her før klokken har slået middag.
En fest, der får 10.000 gæster, er udsolgt og varer 12 timer. Ja, "det er her, du får al den musik, du kan udenad," som en kvindelig gæst beskriver det. Det er hverken 1990'ernes grunge eller hiphop, vi skal høre, men dansable toner fra årtiets kunstnere som blandt andet Cut'N'Move, Scooter, Peter André og East17. Musik de fleste af dagens gæster havde som soundtrack til deres første kys, kæreste eller utøjlede oplevelse på en sydeuropæisk strand.
Selv kom jeg til verden et par år for sent til at få det hele med. Jeg nåede lige akkurat EM-guldet i fodbold, en gylden tid i Danmark, og jeg var hurtigt gammel nok til at høre Absolut Music på min discman, mens der ikke var nogle storpolitisk konflikt – den holdt groft sagt pause fra murens fald i 1989 til terrorangrebet på World Trade Center i 2001.
Så i dag, der er vi taget tilbage til en tid, som gav plads til en ironisk distance til egne ambitioner og ens omverden, og det var dengang, man udviklede en så dårlig smag musikalsk og stilmæssigt, at det næsten ikke kan have været smart selv dengang. Der var one-hit-wonders og dubidubidub-sangtekster.
Så det kan næsten virke sørgeligt at elske 90'erne; måske oven i købet at erkende, at man ikke har fået bedre smag siden da. Og det er måske også lidt at sælge ud, når de 25 optrædende kunstnere til arrangementet synger små fem numre, der gav dem popularitet for to årtier siden. Er det ikke? Og hvorfor står vi gæster på plænen og hører eurodance, karikeret tegneseriefigursmusik og lyrik på et niveau, vi enten kan finde i dag eller burde glemme?
"Den her musik trykker på en knap, der rykker os direkte tilbage til en masse minder. Selvom man kunne være overordentligt træt af en one-hit-wonder som Cotton Eye Joe, så letter det også noget inde i en," siger Riffi Haddaoui, som er partner i og stifter af 'VI ELSKER 90'ERNE', der begyndte som en lille fest i Rødovre for fem år siden, og nu også har spredt sig til Odense, Aarhus, Aalborg og Næstved og ikke mindst Malmø og Malaga. Han forventer at sælge 50.000 koncertbilletter i Danmark.
Riffi Haddaoui begyndte sin hyldest til 90'erne efter at have oplevet et lignende koncept i Holland, hvor både 1980'erne og 1990'erne fik en omgang. Han ville bringe det til Danmark, men kun med det sidste årti.
Og Riffi Haddaoui, som i øvrigt selv var professionel fodboldspiller i 1990'erne og senere hen blandt andet radiovært, forstår godt, hvis man først er lidt skeptisk over at skulle smide hæmningerne med shots-rør til musiktekster, hvis længde og format er så firkantet simpelt, at de kan stå i en Ritter Sport, som litteraturkritikeren Lars Bukdahl tidligere har beskrevet lyrikken fra 1990'erne.
"Det var egentlig overfladisk og kikset meget af det, vi lagde ører til," siger Riffi Haddaoui, "så det giver god mening, hvis man de efterfølgende år tog af stand fra det. Men det var samtidig også et danseårti, hvor det for mange ikke handlede om personlig udvikling, men hvor vi smilede og dansede. Og det er det sidste, som vi inviterer til med vores 12 til 13 timers fester."
Katja Lund, Tessa Abraham, Lene Eriksen, Rie Madsen og Ea Adrian, alle i begyndelsen af 30'erne, var udklædt som engle inspireret af Charlies Angle og så frem til East17.
Fra scenen lyder det til, at 'What is love'-hitmageren Haddaway, med det borgerlige navn Alexander Nestor Haddaway, har forstået Riffis budskab om god stemning. Under sit kvarter (eller lige der omkring) på scenen får han spillet nummeret fra 1993 mindst to gange, og det allerede tætpakkede publikum er helt og aldeles med på 'baby, don't hurt me, don't hurt me, no more'.
"Den sang skabte mit brand, den er mit brand, og det er jeg virkelig, virkelig glad for," siger Haddaway, da han kommer ned fra scenen.
Nummeret var efter et år på musikscenen blevet købt mere end 2,6 millioner gange på verdensplan, hvilket gjorde den i dag 51-årige kunstner, der er født i Trinidad og Tobago men i mange år har været bosat i Tyskland, kendt verden over.
Om end han også har lavet andre hits, der især er braget igennem i Rusland, så er What is love-nummeret hans største musikalske succes. Og det er 23 år siden.
Haddaway (Alexander Nestor Haddaway), 51, slog i 1993 igennem med nummeret 'What Is Love'.
Under interviewet slår det mig, at Haddaway er lige så gammel som min far. Hvis min far, ligesom Haddaway, skulle gøre det samme i dag som for to årtier siden, så skulle han hente al viden fra postkassen og analysere regnskaber hos et dansk fragtfirma i fysiske chartekmapper.
Der var intet internet, der var knap en computer, og mobiltelefonen kunne man kun bruge, hvis man var ude at køre i firmabilen. I dag har han alle tre dele og arbejder også hos et andet firma. Men Haddaway synes ikke, at han i dag rider på en bølge, som i virkeligheden for længst er bruset i land.
"En dag som i dag handler jo netop om 90'erne, der var indbegrebet af en verden, der åbnede sig for mig. Der var frihed til at gøre tingene, som man ville, man var sit eget brand, og der var ikke så meget management som i dag. Det var en fed tid, og det er lyden af 'What Is Love' mit soundtrack for. Det er jeg stolt af. Jeg elsker det nummer, og det ser ud til, at publikum har det som mig," siger han.
VI ELSKER 90'ERNE
· 12-timers koncert, der afholdes for femte år i træk i år.
· Er hvert år blevet udvidet med antallet af byer, det afholdes i, såvel som antallet af kunstnere. I år regner arrangørerne med at sælge 50.000 billetter.
· Kommer i år forbi Rødovre (28. maj), Aalborg (4. juni), Næstved (20. august) Aarhus og Odense (begge 27. august).
· Er stiftet af tidligere professionel fodboldspiller og radiovært Riffi Haddaoui.
· Der er omkring 25 kunstnere booket til hver koncertdag. Mange af dem går igen, mens et par stykker varierer, se program her.
· Rykker både til Malmø og Malaga i efteråret.
En mand, der har skabt flere håndfulde succesfulde numre var den danske rapper, producer og sangskriver Jesper Dahl, der op igennem 1990'erne var kendt som Joker Jay, Den Dræbende Joke, Gigolo Jesus og som frontfigur i Den Gale Pose for til sidst at blive Jokeren i midt-00'erne. Han spiller også i dag.
Han beskriver sit liv i sit gennembrudsårti som noget a la et Jackass-tv-program. For eksempel sprang hans ven så højt fra en rampe på sit skateboard, at han vidste, det ville ende smertefuldt. Men han gjorde det alligevel. Det var et liv ad libertinerstien, som Jesper Dahl siger, og som han tog med sig videre i 00'erne og i dag.
"Når jeg stiller op i dag, så hygger jeg mig med det. Jeg har det okay med at være old school, og det viser sådan en dag som i dag, at jeg er," mener han.
Men derfor har han også måttet erkende løbende, at han ikke længere er det nye skud fra stammen.
"Lige når man ser nogle nye ramme den i røven på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt i den rigtige hawaiiskjorte, som jeg gjorde for 10 til 15 år siden, så er det lidt svært at acceptere, lige når det sker. Man bliver detroniseret. Men jeg har hurtigt fundet ud af, at jeg hellere vil være en has been end en wannabe, jeg laver mine ting på min måde, og dyrker den tone, jeg allerede startede for tyve år siden."
Og når han så hører elever på gymnasier, der er yngre end 1999 og i dag eksempelvis kan synge med på hans nummer 'Spændt op til lir', så føler han sig privilegeret. Og bare fordi han stiller op til arrangementer, hvor han tjener penge på noget, han også var, har han ikke solgt ud af den, han er, siger Jesper Dahl:
"Jeg ved godt, at min karriere peakede, da jeg var 19 år gammel og producerede for blandt andet Ice Cube (amerikansk rapper, red.). Men der er cirka 18 år mellem min første og sidste platinplade, og at spille en dag som i dag... det er mit arbejde, det er sjovt, og jeg tjener penge på det. Det kan jeg ikke se noget problem i."
Jokeren på bagtrappen op til 'VI ELSKER 90'ERNE'-scenen.
Han giver et sted mellem tre og fem numre på scenen i ærmeløs t-shirt, middagsmajsol i panden på gangbroen, der går ud imellem publikum, og det virker sådan set som om, folk stadig har det helt balanceret med, hvor og hvornår de selv er fra denne dag, også selvom han spiller 'Havnen', som vel og mærke kom ud i 2003.
En kvinde i det afspærrede område for pressen, og andre i den dur, nævner, at arrangementet minder om at være i Jylland. Det lyder ikke helt, som om, at hun prøver at tale det op. Selv er jeg i konflikt med, hvad jeg oplever, og hvad jeg føler. For jeg svarer jo 'jaaaaaa' ligesom resten af publikum, da en kvinde fra scenen spørger, om vi kender flere sange fra 90'erne.
Zindy Laursen går på scenen i sort sæt med kig til maven. Det var hende, der engang hed Kuku Boogaloo, og før det spillede som en del af den succesfulde start 90'er-gruppe: Cut'N'Move.
Det er med dem, hun står på scenen i dag, og blandt andet spiller gruppens hit 'Get Serious', der faktisk blev lavet to år før, hun selv kom med i gruppen i 1993. Spørgsmålet er, om hun i dag tager sig selv ret useriøst.
"Jeg synes ikke, det er klicheagtigt at stå og synge noget, som man var med til at lave for lang tid siden. Det er det først den dag, der ikke er nogen, der længere møder op for at høre en," siger hun, "så bliver man en kliche på sig selv."
Det er både for sin egen skyld og for publikums, at hun i år stiller op for tredje gang i træk til 'VI ELSKER 90'ERNE'. Selv møder hun mange af dem, som hun turnerede side om side med, da hun var i sine 20'ere. Og publikum, ja, de dukker jo stadig op til de her arrangementer.
"Jeg ville aldrig tage alene rundt på klubber med Cut'N'Move, men her er vi jo alle samlet, og vi spiller det, der gør folk glade. Jeg laver andre ting i dag, bor i New York, er snart uddannet skuespiller, men det er fedt at kunne kalde en tid tilbage," siger Zindy Laursen.
Zindy Laursen var i 1990'erne en del af den danske gruppe Cut'N'Move.
"Det her, det er forhelvede en undskyldning for at komme tilbage til de gode tider. Det er ikke at sælge ud. Jeg synes, man skal sige hallo, jeg havde en fed tid i 1990'erne, og det er jeg stolt af. Mer af det," siger hun.
En anden, der også er klar på mere fest, det er en mand i et knæ-langt suit i lyseblå med røde tulipaner, som hedder Casper Møller, er 32 år og først og fremmest skal han have en fest i dag. Det skal hans ven også, der er iklædt samme sæt og render rundt et andet sted på pladsen.
Det er ikke et krav, man er udklædt i dag, men kan man, så skal man, siger Casper Møller, der har noget særligt for 90'erne.
"Hver gang der er et hit i radioen, så ringer jeg lige til kammeraterne og spiller det højt for dem. Det er fandeme fedt," siger han.
Senere er han at finde foran scenen til et gedigent basarmsshow af den danske pop-dance-duo Infernal med Lina Rafn og Paw Lagermann. De har 20 års jubilæum næste år, og allerede i dag er de klar i sølvbukser, høje hestehaler og en bas der pumper, så alt hopper af sig selv.
Infernal.
Casper Møller, 32, i blåt jakkesæt med røde tulipaner. Han har også været med til 90'er-festen de forrige år i Rødovre.
Bagmanden Riffi Haddaouis drøm har været at skabe, hvad han synes, at han ser i dag. Og mere til.
"Vi er ikke interesserede i at udstille nogen men i stedet at lave en kæmpe fest, derfor tager vi alt omkring line up, scene og lyd dybt seriøst, og det tog vi en kæmpe risiko på økonomisk, og de penge vi nu tjener bruger vi på at åbne 90'erne op i nye lande og sprede den her festkaravane," siger han og nævner, at han jo også tager det til Malaga og Malmø i år.
Men han ved, det altså også er et årti, der har haft sin sidste dag og dermed også sit sidste nummer.
"Det holder selvfølgelig op med at kunne genoplives en dag. En dag bliver det nok. Men lige nu tror jeg stadig, det er forholdsvist friskt og nyt, og så længe 1990'erne er min egen passion og jeg er energisk omkring arrangementet, så tror jeg også, at publikum kan mærke det. Når jeg begynder at løbe tør for, hvem der skal bookes, så skal det ikke laves," siger han.
"For selvfølgelig er det begrænset, hvor meget one-hit-wonders kan genoplives. Men lige nu, der er det fedt. I hvert fald for en dag."
Selvom det er for en dag, trækker 90'erne sig selv med ind i 2016. Dengang fik man for eksempel en tynd krans tatoveret om overarmen, og sådan en ligner det også, at Julie Rugaard, kendt som 'Blå Øjne', også har på armen i dag.
Da hun går på scenen, sker der noget nærmest Rasmus Seebachsk, for nu at lave et nutidig reference... nok er jeg her for at lave noget, for hvad nogle måske ikke tænker er et magasin, der ser sig selv som klientel til 90'er-fest i Rødovre.
Og måske kan jeg godt lide at blive set som en med ganske velvalgte ord... men hallo... jeg kan heller ikke flyve, og jeg kan heller ikke dykke, jeg kan bare drømme, og lægge mig igen og håbe, at du kommer hjem... ligesom den blonde 90'er-sangerinde synger fra scenen, hvor hun taler lige ind i mit moment i første klasse og forelskelsen i Sigurd. Det ér jo her, i dag, at vi alle synger med.
LÆS OGSÅ: Historien om en åben fest, der startede som århundredets vildeste, men endte med at have dødelig udgang for størstedelen af gæsterne
LÆS OGSÅ: 90'ernes supermodeller – hvordan ser de ud i dag?
LÆS OGSÅ: 11 trends fra 00'erne der bragede frem - og pludseligt forsvandt
