scroll-down

De bedste dramaer i det 21. århundrede

Fra en cokesniffende børshaj og en ondskabsfuld oliekonge til virtuos jazzaction og en rørende elegi til den tabte barndom. Euroman kårer de seks bedste dramaer siden årtusindskiftet.

Af Andreas Ebbesen Jensen
Kultur Euroman

Nogle filmgenrer er lettere at definere end andre. En gyser skal få os til at krympe os i sofaen af skræk. En komedie er designet til at få os til at grine. Og fantasy transporterer os til verdener og væsner, som ikke eksisterer uden for filmens virkelighed.

Drama er en hårdere nød at knække, idet alle film i bund og grund er et drama. Drama betyder simpelthen ‘at handle’. Alligevel har vi nogle klare forventninger til, hvad et drama skal indeholde. Det skal være realistisk, konfliktfyldt og vigtigst af alt befolket af karakterer, man kan relatere sig til på et psykologisk og menneskeligt plan.

I det antikke Grækenland delte man drama op i to hovedgenrer, nemlig komedien og tragedien. Og det giver stadig rigtig god mening, at lave denne sondring i dag. De allerbedste dramaer har nemlig plads til både smil og tårer, hvilket denne liste også illustrerer. Nogle af dramaerne på listen bæres fremad af historiens vingesus, andre har fødderne solidt placeret i nutiden.

Men de gør allesammen dét, et rigtig godt drama skal gøre: de får os til at reflektere over verden og vores eget liv – og gør os klogere på, hvad det vil sige at være menneske. På både godt og ondt.

---

There Will Be Blood, 2007

‘There Will Be Blood’ er ikke blot en af de bedste amerikanske film siden årtusindeskiftet. Det er en af de bedste film, der nogensinde er lavet. Punktum.
At instruktør Paul Thomas Andersons periodedrama når helt op på de nagler skyldes ikke mindst Daniel Day-Lewis’ kraftpræstation som Daniel Plainview, der i 1898 finder olie og målbevidst sætter sig for at blive en rig og magtfuld mand for enhver pris.

Med en næsten sygelig dedikation, som har gjort Daniel Day-Lewis både berømt og berygtet, forsvinder den nu pensionerede skuespiller fuldstændig ind i rollen. Moralsk fordærv og ondskabsfuld opportunisme lurer konstant bag Daniel Plainviews olieindsmurte ansigt, indtil hans sjæl er lige så sort, som den olie han har brugt hele sit liv på at hive op af jorden. Præstationen er en tour de force i menneskeligt forfald, hvis lige aldrig er set – og som bliver nærmest umulig at overgå.

Instruktør Paul Thomas Anderson har dog mindst lige så stor del af æren i filmens succes. ’There Will Be Blood’ behandler nogle af instruktør Paul Thomas Andersons mest velkendte kæpheste som religion, dysfunktionelle familier og komplicerede far-søn-forhold (se ‘Boogie Nights’, ‘Magnolia’ og ‘The Master’). Men filmen er ikke kun en grum menneskelig tragedie. Den er også et kompliceret portræt af den forråede amerikanske folkesjæl, hvilket sætter filmen i fornemt selskab med tidløse mesterværker som ’Citizen Kane’, ’The Godfather’ og ‘Apocalypse Now’.

Se, hvad vi ellers skriver om: