Campingområdet på Roskilde Festival er traditionen tro fyldt med teltlejre i alle afskygninger og størrelser. Mange af festivalgæsterne nøjes med at slå telt og pavillion op, tænde for musikanlægget og trykke 'play' på den nyeste med Justin Bieber, mens de knapper en lunken dåseøl op. Og ikke et ondt ord om dét.

Men de mest dedikerede roskildegængere bruger dage, uger og endda måneder på at udtænke og planlægge store, vilde temalejre med fester, arrangementer og sjove kostumer, som resten af festivalen kan få glæde af. Vi gik en tur gennem smatten og mødte otte af de bedste og mest kreative lejre på Roskilde Festival 2017.

LÆS OGSÅ: Smattens bedste måltid: Vi har testet maden på Roskildes campingområde

Camp Cuddle

Lukas, 20:
”Camp Cuddle er på Roskilde Festival for at skabe god stemning, hygge og nusse. Vi forsøger at sætte Guinness-rekord i disciplinen længste kæde af folk, der ligger i ske. Rekorden er 1.108 mennesker, og sidste år nåede vi desværre kun op omkring 150, så vi har et stykke vej endnu. Men vi tror og håber på, at det lykkes at slå rekorden i år, hvor rigtig mange har meldt sig til vores event på Facebook. Og hvis ikke, bliver vi ved med at dukke op, indtil det lykkes.” 

Jørgen Leth Camp

Anders, 24:
”Jørgen Leth Camp har eksisteret siden 2010, og begyndte egentlig på Skanderborg, men fra 2011 har vi været her på Roskilde. Det startede, dengang Jørgen Leth kom i stormvejr, fordi han skrev i sin erindringsbog, at han tog kokkens datter, når han ville. Han fik alle medierne og hele det kulturelle og politiske etablissement efter sig, men vi syntes, at hans bog var stor kunst, og at behandlingen var unfair. Så vi var nogle venner, der begyndte at dukke op til hans arrangementer, tage til hans koncerter, og så opstod idéen til at lave en Roskilde-lejr med Jørgen Leth som tema. I år har vi en poesivæg i lejren, hvor man kan komme forbi og skrive digte, og så fejrer vi Jørgen Leths 80-års fødselsdag, hvor der bl.a. er taler, digtoplæsning – og fri sprut, selvfølgelig.”

The Camp that Rocked

Karoline, 26:
”Vores lejr er inspireret af filmen ’The Boat That Rocked’ (britisk komedie fra 2009, red.), der handler om piratradio i England i 60’erne, hvor de ikke måtte spille rock’n’roll. Vi synes, at der bliver spillet enormt meget dårlig musik på Roskilde, så vi forsøger at bryde gennem det tykke lag af sløj popmusik med rock fra 60’erne og 70’erne og morgen-metal. Folk kan komme forbi lejren og få lov til at male deres rock-idol, og så arrangerer vi også oplæsning af erotiske noveller, da rock’n’roll jo også handlede om seksuel frigørelse.” 

A Camp of Ice and Fire

Jonathan, 26:
”Vi er nogle nørder, der elsker Game of Thrones og A Song of Ice and Fire af George R.R. Martin, og det kommer til udtryk i vores lejr, hvor vi for tredje år i træk hylder serien og bøgerne. Vi har bygget jerntronen og andre ikoniske ting fra Game of Thrones, og så har vi været så heldige, at HBO har sponsoreret materiale fra gamle pr-arrangementer, som de havde liggende. I år afholder vi Night’s Watch-ceremoni, hvor folk kan melde sig ind i ordenen, der beskytter den store mur mod nord i serien, og få gratis alkohol til gengæld, og så læser vi op af bøgerne hver dag kl. 12.”

Camp Cølibat

Emilie, 17:
”I Camp Cølibat kan folk komme forbi og blive renset for alle de synder, de begår på Roskilde. Vi har et alter, hvor man kan blive tilgivet, hvis man går til bekendelse – og drikker en øl-bong. Derudover har vi en væg, hvor folk kan skrive deres synder op, men desværre er der ikke blevet skrevet noget rigtig saftigt endnu. Vi håber, at det kommer.”

Camp Find Holger

Thomas, 33:
”Det er vores niende år som Camp Find Holger, der opstod, fordi vi lå ved siden af en camp, som blev kåret til årets bedste, og vi tænkte: Det kan vi gøre endnu bedre. Det blev Find Holger, fordi man altid bliver væk fra hinanden på Roskilde, og vi ville gerne lave nogle kostumer, som gjorde, at vi let kunne genkende hinanden, når vi var til koncert. De første år havde vi et fast arrangement, hvor vi spredte os ud på festivalen og fik annonceret i festivalradioen, hvor på campingområderne vi stod. Så kunne man komme forbi, og hvis man fandt Holger, vandt man en præmie. Nu hvor der ikke længere er festivalradio, holder vi i stedet Wipeout-challenge (amerikansk show, hvor deltagerne skal gennemføre en forhindringsbane, red.), og så har vi en talentkonkurrence, hvor man kan komme op på scenen og vise, hvad man er god til inden for stort set alle kategorier.”

Camp Nam

Tobias, 26:
”Det er vores første år som Camp Nam. Vi er inspireret af gamle Vietnam-krigsfilm, og hver morgen laver vi radio ligesom i ’Good Morning, Vietnam’ (amerikansk komediedrama fra 1987, red.), hvor vi udsender folks hilsener, efterlysninger og andre ting. Vi er en del ingeniørstuderende fra DTU, som bl.a. kender hinanden fra kollegiet, så vi har bygget en masse ting, bl.a. en stor model af en helikopter på vores tag. Vi har også en bar, som vi kalder Saigon Bar, hvor vi naturligvis serverer asiatiske Tiger-øl.”

Camp Baguette

Emil, 24:
”For seks år siden lå vi ved siden af Camp Baguette version 1.0, som dengang var en mindre camp med et fransk tema. Vi kom ret godt ud af det med dem, og de to efterfølgende år, endte vi helt tilfældigt også med at ligge ved siden af hinanden. På et tidspunkt begyndte vi at tale om, at det kunne være sjovt at gå sammen om at lave en lejr og bygge et stort anlæg, så vi kunne holde nogle fede fester. Og det er egentlig konceptet  helt simpelt. Vi uddeler gratis rosé og mad, og så kører vi vores musikanlæg ud, så folk kan danse og have det sjovt. Anlægget har udviklet sig over de tre år, campen har eksisteret, og hvert år lægger vi ca. 600 kroner per person, som går til at bygge det endnu større.”

LÆS OGSÅ: 17 ting der får dig helskindet igennem en regnfuld festival

LÆS OGSÅ: En kvinde vi kan li' på Roskilde 2016

LÆS OGSÅ: 24 stærke køb til en velklædt Roskilde Festival