KIGGER MAN BLOT på de danske film, der udkom i begyndelsen af året, har vi allerede balladen.

Den 12. januar udkom ’Den store stilhed’ med Elliot Crosset Hove i hovedrollen, den 9. februar udkom ’Jomfruer fra rummet’ med Zelma Feldman Lewerissa i hovedrollen, og den 23. februar udkom ’Kysset’ med Rosaline Mynster i en større rolle.

Disse børn af nogen virker efterhånden til at være lige så fast inventar i de danske biografer som saltede popcorn og reklamer for Rådet for Sikker Trafik, og mens alle selvfølgelig er børn af nogen, er det alligevel et absolut mindretal af de danske borgere, der er børn af nogen. 

UD AF NOGEN, nærmere bestemt koreografen Vicky Leander, kom Fanny den 24. juli 2000, og med sig tog hun et efternavn, som mange aspirerende skuespillere sidenhen har måttet kigge længselsfuldt efter: Bornedal.

Efternavnet blev ved fødsel givet til hende af den danske filminstruktør, dramatiker, skuespiller, producer og manuskriptforfatter Ole Bornedal, der står bag kultfilmen ’Nattevagten’, foruden en række andre spillefilm såsom ’Kærlighed på film’, ’Fri os fra det onde’ og ’Skyggen i mit øje’, der har tre ting tilfælles:

1. Det er film.
2. Det er film, Ole Bornedal har instrueret.
3. Det er film, Ole Bornedal har instrueret, og hvor Fanny Bornedal spiller en rolle.

Mens de fleste andre aspirerende skuespillere må udstå deres værnepligt ved at nøjes med kortfilmsroller og andre småting i et vist antal år (fx var de første fire roller, den ’Bastarden’-aktuelle skuespiller Amanda Collin er krediteret for på IMDB, roller i kortfilm, mens hendes næste mange år bestod af små roller i større produktioner), findes der en særlig gruppe skuespillere, der lader til at være strøget direkte til tops.

For hvad har Fanny Bornedal (f. 2000)  til fælles med kollegaer som Andrea Heick Gadeberg (f. 1998), Viilbjørk Malling Agger (f. 1997) og Rigmor Ranthe (f. 2003)?

1. De er skuespillere.
2. De har kendte forældre.
3. Deres første roller var store roller.

Trine Gadebergs datter Andrea Heick Gadebergs første rolle var som Karla i ’Pagten’, Søren Malling og Petrine Aggers datter Viilbjørk Malling Aggers første rolle var som Ingeborg i ’Jauja’, og Lars Ranthe og Christine Albeck Børges datter Rigmor Ranthes første rolle var som Fie i ’Klovn’.

Fanny Bornedal debuterede allerede som skuespiller som syv-årig i ’Kærlighed på film’. Sidenhen er hun blevet 16 år ældre, og cv’et er blevet fire film rigere. Foruden dem, far har instrueret, har Fanny Bornedal medvirket i ’Den tid på året’, der er instrueret af Avi Sagilds datter, Paprika Steen, og i ’Journal 64’, hvor også Preben Kaas og Anne Mari Lies søn, Nikolaj Lie Kaas, er at finde på rollelisten. 

Til december er Ole Bornedal endnu engang aktuel med en film, når ’Nattevagten – Dæmoner går i arv’ får premiere. Gæt selv, hvem der spiller den kvindelige hovedrolle.

TERMEN NEPOBABY BLEV FØDT med et tweet. En bruger på X udtrykte den 21. februar 2022 sin skuffelse over, at den amerikanske skuespiller Maude Apatow ikke kom ud af ingenting, men derimod ud af skuespilleren Leslie Mann og filminstruktøren Judd Apatow.

Nepobaby er en sammenskrivning af nepotism og baby og er givet til de børn af prominente mennesker, der også selv er endt med at blive prominente. Udtrykket blev for alvor allemandseje, da det amerikanske medie New York Magazine i december 2022 gav otte unge skuespillere den ultimative gave: en forside. Det er den slags eksponering, som de fleste skuespillere i deres karrieres spæde start vil ofre deres førstefødte for.

Som det er med alting i denne senmoderne verden, kan man bide sig selv i næsen på, at det, der sker ovre i det store Amerika, vil ramme Danmark en rum tid efter som en flodbølge.

Kort tid efter gav flere danske medier sig i kast med at skrive om termet nepobaby og den betydning, det havde for de mange af dem, der var i Hollywood. Omtalen af de danske nepobabyer begrænsede sig dog mest af alt til en snak med kendte danske børn af kendte danske forældre, der fik frit lejde til at tale om, hvordan de har måttet kæmpe for at komme til der, hvor de er i dag, og at det måske endda havde været endnu hårdere for dem end for så mange andre.

Senest kunne man opleve sådan en snak, da P3 i oktober bragte et interview med Nikolaj og Nukâka Coster-Waldaus datter Safina Coster-Waldau, hvoraf det fremgår, at ”det på mange måder (har) været en modstand for Safina Coster-Waldau.”

”Der er mange fordomme om, at vi kun får vores roller på grund af vores efternavn. Jeg vil gerne bevise over for folk, at det er, fordi jeg kan finde ud af mit fag og gør mig umage,” fortæller Safina Coster-Waldau i interviewet.

I EN SKETCH fra 2019, der er at finde på Danmarks Radios YouTube-kanal, medvirker Nikolaj Lie Kaas og Nikolaj Coster-Waldau med deres to døtre Gerda Lie Kaas og Safina Coster-Waldau, der på daværende tidspunkt var 13 og 16 år. I sketchen følger de to skuespillerfædre deres døtre til en casting, men ender i en diskussion om, hvem af deres døtre der har det største talent. Nikolaj Coster-Waldau mener, at det er hans datter, fordi hun spillede hovedrollen i DR’s julekalender fra 2019, ’Theo & Den Magiske Talisman’.

Nikolaj Lie Kaas mener, at det er hans datter, fordi hun spillede hovedrollen i filmen ‘Vildheks’. En rolle, hun landede, da hun var blot ni år. I et interview med BT forklarede Gerda Lie Kaas castingprocessen således: 

”Der var nogle, min far kendte, sjovt nok, der havde set mig og tænkt ’måske kan hun godt spille skuespil’. Og så spurgte de, om jeg ville til en casting, og det ville jeg godt.”

I et andet interview med Ekko har hun reflekteret videre over at have landet rollen:

”I en lang periode var jeg bange for, at folk ville sige, at jeg kun har fået rollen på grund af min far. Men jeg har gjort det her af mig selv.”

Således har Gerda Lie Kaas og Safina Coster-Waldau altså det til fælles med hinanden og flere af deres artsfæller, at deres første roller nogensinde (hvis man altså ser bort fra, at Gerda engang spillede sig selv i en episode af ’Motor Mille’), var hovedroller. Det er en virkelighed, der virker fjern for langt størstedelen af de skuespillere, der ikke har et efternavn, der får folk til at spørge: ”Er du egentligt i familie med...”

DE FØRSTE MANGE ÅR af Simone Lykkes karriere som skuespiller bød på mindre roller. I 2009 landede skuespilleren sin første rolle i en spillefilm, da hun spillede en mindre rolle i ’Dirch’, men det var langt fra første gang, hun spillede skuespil.

”Jeg havde måske lavet 10 kortfilm, inden jeg fik den rolle,” fortæller skuespilleren, der, imens hun forsøgte at lande roller, gik på en privatejet skuespilskole.

”Hvis man har en forælder i branchen, har man selvfølgelig et kæmpe netværk fra starten, som andre skal ud at bruge mange år på at opbygge selv,” siger hun.

Hvordan har du opbygget et netværk uden at have familie i branchen?

“Jeg begyndte tidligt at lave amatørteater og kortfilm, og så lavede jeg alt det, jeg kunne komme til, for at få erfaring og et netværk. Det var både gennem konkrete jobs og castings, men også det at møde op til gallapremierer og prisfester har hjulpet til, at man lærer flere i branchen at kende mere uformelt og personligt, som derigennem vil tage en i betragtning, hvis de skal lave noget på et senere tidspunkt. Men det har taget mange år.”

I 2013 landede Simone Lykke sin første store rolle, da hun spillede hovedrollen i ’Hundeliv’, og yderligere seks år skulle der gå med mindre roller, før det endelige gennembrud kom i 2019, hvor hun spillede den kvindelige hovedrolle i BBC-spillefilmen ’One Way to Denmark’. Det var først i en alder af 33 år, hun begyndte at kunne at leve af skuespillet.

”Jeg havde nok skippet en del af de år, hvis min mor i forvejen havde kendt alle,” siger hun.

”Samtidig kender jeg en del, der på trods af kendte forældre og mange års forsøg på at bryde igennem, har kastet håndklædet i ringen, fordi de manglede talentet. Det kan være et forspring at have forældre i branchen, men uden et talent, tror jeg ikke, man slår igennem.”

De seneste år har Simone Lykkes karriere befundet sig på en opadgående kurve. Og det har kunnet ses i sådan en grad, at der for nylig var nogen, der var interesserede i at tilføje hendes nyfødte baby til den allerede udførlige liste over nepobabyer.

”Hun blev tilbudt en rolle i en tv-serie, da hun var otte dage gammel. Men jeg sagde nej. Så der fik jeg så lige ødelagt hendes første rolle,” fortæller en grinende Simone Lykke.

SEBASTIAN HARRIS ER SØN af skuespilleren og instruktøren Kim Harris, som er søn af skuespilleren og instruktøren Preben Harris og skuespilleren Bende Harris, men Sebastian mener nu ikke, at han har fået et forspring over for de aspirerende skuespillere, der ikke kommer fra familier med den samme kulturelle kapital som hans.

Heller ikke selvom hans første rolle var i ’Nøddebo Præstegård’ på Folketeatret, hvor både hans farfar og farmor medvirkede. Et teaterstykke, hans farfar desuden opsatte den oprindelige version af på Folketeatret, hvor han agerede som teaterdirektør i små 30 år. Og heller ikke selvom mange af de branchefolk, som Sebastian Harris har mødt på sin vej, er nogen, der har kendt hans far og farfar og har kunnet fortælle sjove historier om Sebastian, fra da han var lille.

”Altså, jeg ved ikke, om det har givet mig en fordel. Det er jo svært at sige. Det kan være, at der er nogen, der har syntes, det var sjovt, at de kendte mig som lille, og at jeg nu er uddannet skuespiller, og at jeg så har fået job på den måde. Men jeg har ikke følt, at det var sådan.”

I et interview givet til Ekstra Bladet, har han udtalt, at han er overbevist om, at han ikke fik hovedrollen som Nikolaj i ’Nøddeby Præstegård’ dengang, fordi han var barnebarnet, men fordi han var den bedste til den rolle.

”Jeg oplevede på intet tidspunkt at blive givet fordele. Tværtimod. Det skulle ikke hedde sig, at jeg fik jobbet, fordi jeg hed Harris, så jeg kæmpede for at bevise, at jeg var god nok,” sagde han til Ekstra Bladet.

Hvad mener du med ’tværtimod’?

”I starten ville jeg rigtig gerne bevise, at der var en grund til, at jeg havde gået på Musicalakademiet (statsstøttet musicaluddannelse under Den Danske Sceneskole, red.), og der var en grund til, at jeg var kommet ind, og at jeg så fik de roller, jeg fik, fordi jeg knoklede og gjorde alt, hvad jeg kunne. Jeg følte selv, at jeg skulle bevise mere.”

Synes du, at du har skullet kæmpe lige så hårdt som dem, der ikke har et kendt efternavn? 

”Det synes jeg bestemt. Jeg knoklede ligeværdigt med alle andre for at komme ind på Musicalakademiet.”

Tror du, at en person, hvis forældre er pædagoger, har de samme muligheder for at blive skuespiller, som du har haft?

”Det tror jeg. Hvis man har en lyst til at blive skuespiller, så er jeg sikker på, at man sagtens kan blive det.”

DET ER DOG IKKE ET SYNSPUNKT, som alle deler.

”Et barn af pædagoger har ikke de samme muligheder for at blive skuespiller som en, der er vokset op med forældre i branchen,” siger lektor ved CBS Christoph Ellersgaard. ”Det er helt klart en fordel at være fra en indfødt familie.”

Foruden arbejdet ved CBS forsker Christoph Ellersgaard i eliter, er medforfatter af bogen ’ Magteliten: Hvordan 423 danskere styrer landet’ og er formand for Foreningen for Elite- og Magtstudier.

Er der nepotisme i skuespilfaget? 

”Det ser i hvert fald meget tydeligt sådan ud, når man kigger på, hvor få skuespillere der er, og hvor mange af de skuespillere der så er børn af skuespillere.”

Ifølge Christoph Ellersgaard er der tre forskellige måder, hvorpå et barn kan få gavn af at have en forælder, der er i den branche, man selv vil ind i:

Der er social reproduktion (”når man lærer koderne at kende gennem sine forældre og ved, hvordan man skal navigere i det. Det er alt sådan noget, der ikke aktivt giver dig en forlomme, men bare gør, at du kan overleve længere tid i et konkurrencepræget miljø”).

Så er der passiv nepotisme (”når folk kender ens navn og måske tænker, at deres film vil sælge bedre, hvis der medvirker en skuespiller med et kendt navn. Det kan også være, at de projicerer noget af dine forældres talent ind i dig, eller at de måske gerne vil hyre dig, fordi de på den måde også kan få en relation til dine berømte forældre”).

Sidst er der aktiv nepotisme (”hvor forældrene bruger deres netværk, relationer eller magtposition til at skaffe deres børn roller ­– altså hvor man simpelthen aktivt går ind og skaffer sit barn en rolle”).

Hvorfor er der så mange børn af skuespillere, der også selv bliver skuespillere?

”Skuespil er en branche, det ikke er nemt at slå igennem i, og der er nok mange, der udelukker sig selv på forhånd, fordi de tænker, de ikke har det, der skal til, for at blive skuespillere. Hvis man til gengæld har en forælder i branchen, kan man bruge deres netværk og få deres hjælp til at navigere i branchen.”

Er det et problem?

”Det kan det være. Hvis man skal sige det lidt groft, er der en risiko for, at alt drama kommer til at tage udgangspunkt i den kulturelle øvre middelklasse, og at de lavere sociale klasser vil blive portrætteret mindre, ringere og mere karikeret. Derudover kan det kan betyde, at der er nogle gode skuespillertalenter, som aldrig kommer frem, fordi de ikke har de rette kontakter. Og så er der det sociale retfærdighedsspørgsmål.”

TIL FORSKEL FRA mange af dem, der pryder de store lærreder i Danmark, lå det ikke i kortene, at May Lifschitz skulle blive skuespiller. Det var faktisk slet ikke med vilje, at hun blev det, men en dag, da hun var på arbejde i Magasin, kom en caster ind for at købe en læbestift og endte i stedet med at gå med May Lifschitzs nummer, og sådan gik det til, at hun fik sin første rolle i en kortfilm.

Den første store rolle, May Lifschitz fik, var i fantasyfilmen ’Vildheks’, hvor hun spillede over for debutanten Gerda Lie Kaas.

”Det var klart, at hun fik rollen, fordi hun var Nikolaj Lie Kaas’ datter. Hun er flot, rødhåret og en pissedygtig skuespiller, men der findes jo, jeg ved ikke hvor mange i Danmark, der er det,” siger May Lifschitz.

Tror du, at det er nemmere at få roller, hvis man har familie i faget?

”Jeg tror, at man har en bedre forudsætning for at udvikle sit talent. Hvis du har en far, der er smed, og du ser ham i værkstedet hver dag, så lærer du også at stå og banke. Og så tror jeg, at man kan have nemmere ved at lande rollerne. Hvis din mor er gode venner med en producer, kan det jo være med til at åbne en dør for dig.”

Men May Lifschitz mener ikke, at der er noget galt i at spille de kort, man har fået på hånden.

”Dem, der har et kendt efternavn, har haft én forudsætning for at gå ind i faget, ligesom jeg har haft en anden. De har kunnet trække på deres efternavn og netværk, jeg har kunnet trække diversitetskortet (May Lifschitz er transkønnet, red.). Uanset hvad, så handler det jo om, at når der er en stor gruppe af mennesker, som gerne vil ind i samme branche, hvor der er så få jobs, bliver du nødt til at adskille dig på en eller anden måde. Og det jeg gør på min måde, mens de gør det på deres,” siger hun.

Vildheks’ instruktør, Kaspar Munk, afviser, at Gerda Lie Kaas skulle have fået hovedrollen på grund af hendes efternavn. Han siger, at hun fik rollen, fordi hun er en dygtig skuespiller og tilføjer desuden, at han ikke vidste, at Gerda Lie Kaas var Nikolaj Lie Kaas’ datter før sent i processen, og at det for ham ikke var et plus, at hun er datter af en kendt.

PÅSTANDE OM at nepotisme ikke skulle eksistere i det danske Hollywood, er der flere nepobabyer, der forklarer med, at det er svært at komme ind på en af de tre statsstøttede skuespillerskoler: Hvert år bliver der blot optaget i omegnen af 20 elever, mens ansøgertallet som regel ligger i underkanten af 1.000.  

Søs Egelind prydede med sin datter Molly Egelind forsiden af oktoberudgaven af Dansk Skuespillerforbunds medlemsblad, Sceneliv.  Med temaet ’Scenekunsten går i arv’ bragte medlemsbladet et længere interview med mor og datter, der fortæller om fordele og ulemper ved at dele branche. I interviewet siger Molly Egelind, der blev uddannet fra Skuespillerskolen i Odense i 2015, følgende om det:

”Det er forsvindende få procent af ansøgerne på skuespillerskolerne, som bliver optaget, og du kommer altså ikke igennem nåleøjet ved at troppe op med din kendte mor i hånden.”

Første casting, Molly Egelind var til, var på filmen ’Råzone’, da hun var blot 12 år. På hendes folkeskoles opslagstavle hang en invitation til castingen, hvor hun skulle lade, som om hun vidste, hvad en bong var. Det gjorde hun ikke, og rollen fik hun heller ikke. Den næste casting gik noget bedre, og hun endte med at få sin debut i Jesper W. Nielsen-filmen ’Okay’.

Har dit efternavn har gjort det nemmere at skaffe roller?

”Det tror jeg ikke. Tværtimod.”

Tværtimod?

“Jeg har nogle gange følt, at der på en eller anden måde har ligget nogle forventninger til, hvem jeg var, og at folk i branchen måske har set mit navn, før de har set mig. Folk har måske forventet, at jeg var en sjov pige ligesom min mor, og det syntes jeg jo egentlig ikke selv, at jeg var. Men der har ligesom været en sammenligning, som jeg ikke altid har følt har kommet mig til gode.”

Tror du, at dit efternavn var en hjælp, da du søgte ind på Skuespilleruddannelsen?

”Da jeg kom ind på Skuespillerskolen i Odense, bestod den sidste og tredje prøve af tre dages intenst optagelsesprøveforløb, hvor vi var isoleret fra omverdenen. Der var intet udefra, der spillede ind.”

DET ER DOG IKKE EN OPLEVELSE, alle uddannelsens ansøgere deler. En herhjemme anerkendt skuespiller, der ønsker at være anonym, da hun er bange for, at det kan påvirke hendes mulighed for at få roller i fremtiden, mener, at det er nemmere at komme ind på skuespilleruddannelsen, hvis man har et branchekendt efternavn.

“I den årrække, hvor jeg søgte ind på Skuespillerskolen, følte jeg mig dårligere stillet end dem, der havde et kendt efternavn. Hver gang, jeg endte med at blive valgt fra, kunne jeg se, at mange af dem, der var kommet ind, havde et kendt efternavn.”

Mener du, at der er nepotisme involveret i optagelsesprocessen?

“Ja.”

Hvis man kigger på de nuværende studerende på de tre skuespilleruddannelser, der hører under Den Danske Scenekunstskole, kommer knap hver femte elev fra en familie, hvor mindst en forælder er i film- eller teaterbranchen. Det er ikke noget, der vækker bekymring hos skolen, men man har alligevel valgt at kigge på tiltag, der skal mindske mistanken om nepotisme.

”Set i lyset af den debat, der har været omkring faget den seneste tid, har vi et øget fokus på at sørge for, at den baggrund, man måtte komme med, ikke har betydning for, om man bliver optaget på skuespilleruddannelsen eller ej,” siger Peder Dahlgaard, der er prorektor og uddannelsesleder for skuespil- og musicaluddannelsen. Han fortæller videre, at skolen fra i år er begyndt at anonymisere dele af optagelsesprøven.

Egentlig synes han ikke, at skolen har et problem med nepotisme, men tiltaget kommer ”af respekt for, at der kan være en særlig opfattelse af eller oplevelse af, at et efternavn kan gøre, at man kommer lidt nemmere igennem nåleøjet.”

Hvordan anonymiserer man en optagelsesprøve for skuespillere?

”Den første del af prøven er en video, man skal sende ind, hvor man fremfører en monolog. Det plejede at være sådan, at man skulle præsentere sig selv med sit fulde navn, men det har vi nu valgt, at man ikke længere skal.”

Men er det ikke stadig et problem, når man kan se skuespillerne? Det kan vel være, at der er nogen, som optagelsesudvalget kan genkende.

”Det kan vi jo ikke komme uden om. Nu har scenekunst og skuespilkunst de særlige forhold, at ens krop og sind er ens instrument, så vi kan jo ikke arbejde med, at man ikke kan se det, de laver. Det giver simpelthen ingen mening. Og så vil jeg sige, at det er ikke sådan, at vi sidder og kan genkende alle mulige skuespilleres børn.”

At børn af skuespillere er overrepræsenterede på skolen, synes Peder Dahlgaard ikke er et problem.

”Det er kun et problem, hvis det samtidig gør, at mangfoldigheden blandt skuespilleruddannede bliver mindre. Men det er ikke et problem i sig selv.”

Næsten hver femte af de nuværende skuespillerstuderende er børn af branchefolk. Hvad tænker du om det tal? 

”Det, synes jeg, afspejler de naturlige forhold, som er, at skuespilfaget opleves som en inspirerende branche. Børn af skuespillere bliver bevidste om, at der er en mulighed for at uddanne sig til skuespiller, gør jo nok, at de vil være en overrepræsenterede. Men det betyder ikke, at de har fået forlommer. Jeg tænker nærmere, at det er, fordi de har haft muligheden for at blive interesseret i overhovedet at tage den slags uddannelse.”

Har et barn, der har to forældre, der er pædagoger, de samme muligheder for at komme ind på Skuespillerskolen, som et …

”Ja.”

… barn med to skuespillerforældre?

Euroman har rakt ud til Fanny Bornedal, Ole Bornedal, Andrea Heick Gadeberg, Viilbjørk Malling Agger, Gerda Lie Kaas og Safina Coster-Waldau, der ikke er vendt tilbage på vores henvendelser eller ikke har ønsket at deltage.