To gendarmer passerer lige forbi mig på Algade. Så har man set det med. De to bistert udseende mænd står i skarp kontrast til resten af menneskemængden, som har en fest på strøget i hjertet af Roskilde.

Klokken er 11.50, lørdag den 2. juli. Lige om lidt triller rytterne op til startstregen. 2. etape af Tour de France skal skydes i gang om 10 minutter. Læssevis af børnefamilier er klædt helt i gult. Midaldrende mænd troner i prikkede bjergtrøjer, ældre damer med gule Tour-bøllehatte oven på lokkerne hygger sig ved et fadølsanlæg.

Jeg bevæger mig videre op ad Algade mod Stændertorvet. Her – neden for Roskildes gamle Rådhus og Sankt Laurentii Kirkeruin – står folk helt tætpakket. Tre franske mænd i stribede trøjer med store moustacher kører forbi det gule menneskehav og bliver højlydt tiljublet. Derefter følger en motorcykel, der drøner gennem strækningen, for så at stoppe midt i det hele.

”Se, der er borgmesteren,” råber en dreng. Og rigtigt nok, der træder Roskildes borgmester, Tomas Breddam, ind blandt en flok politifolk og stiller sig på det punkt på vejen, hvor Tour-karavanen skal ankomme. ”Heeeey, og der er Kronprinsen,” råber drengen. Han må næsten være Roskilde-dreng.

Jeg stiller mig på tæerne og prøver at få et glimt af giraffen. Og så kommer de, rytterne. I høj fart, før de stopper i samlet trop. Og så står de bare der i stilhed og tager det hele ind.

Jonas Vingegaard er placeret helt forrest, et par meter derefter følger Mads Pedersen og Kasper Asgreen. De danske stjerne-ryttere står fire-fem meter fra mig med begge ben placeret på hver sin side af deres racercykler. Kronprinsen står med ryggen til, iført mundbind, og udveksler håndtryk med andre vigtige mennesker.

Pludselig troner et drengekor frem på en scene foran det gamle rådhus. Kort efter begynder de at synge ’Marseillaisen’. Rytterne i feltet drejer hovederne og kigger over mod koret. Jeg får gåsehud på armene. Et par minutter senere synger koret ’Der er et yndigt land’. Alle, de lycra-klædte fædre, husmødrene fra Roskilde og omegn, børnefamilierne, Roskilde-borgere i deres stiveste puds, istemmer i nationalsangen. Mere gåsehud.

Halvanden time tidligere er jeg gået ombord på et tog på Valby Station. Dagen forinden har jeg været tilbage i København for at se 1. etape af Tour de France i Danmark, enkeltstarten, og der stod jeg helt tæt på, da rytterne ræsede forbi ved Den Lille Havfrue, så tæt på, at jeg kunne høre de hvislende enkelstartshjul.

Toget mod Roskilde er proppet til sidste plads. Folk stimler sammen, også inde på 1. klasse. Jeg havde ellers overvejet at tage bilen i dag, men før jeg tog afsted, tjekkede jeg lige Roskilde Festivals hjemmeside. Under et emnefelt fandt jeg info om, hvordan Tour de France-etapen påvirkede festivalen og muligheden for at komme dertil. Der stod kort og godt: ’Lørdag 2. juli er sidste dag på Roskilde Festival 2022. Denne dag køres der også 2. etape af Tour De France, som starter i Roskilde og passerer forbi tæt ved festivalen. Det vil påvirke motortrafikken på vejene i så markant grad, at vi forventer, at den vil bryde helt sammen.’ 

Ikke så mange dikkedarer, det er klar tale. Og at der er tryk på trafikken er til at forstå. De officielle meldinger lyder på, der er 300.000 tilrejsende mennesker denne lørdag i Roskilde. 150.000 på festivalen, 150.000 for at se Tour de France. Til hverdag bor der 50.000 mennesker i Roskilde, så byen er fyldt til bristepunktet i dag, hvor verdens største cykelløb og Nordens største musikfestival støder sammen.

Ergo står jeg i regionaltoget. Der er blevet sat ekstratog ind, melder DSB, og enkelte er blevet efterladt på perronerne på Høje-Taastrup, Hedehusene og Trekroner. Jeg har dog fået en plads og er godt på vej mod Roskilde. En mand, der også skal på festival, stikker mig en dåsebajer. ”Klokken er jo over 11 nu, og så må man godt,” som han siger. Heldigvis rammer vi Roskilde Station uden forsinkelser. Intet kaos endnu, men alligevel er det overvældende at se så mange mennesker strømme ud af toget på en gang.

Hurtigt deler menneskemængden sig i to: Festivalgængerne og alle dem, der skal til Tour de France-starten. Jeg går op mod Algade. Oppe i luften larmer en helikopter. At se Roskilde folde sig ud på denne måde er et imponerende syn. Alt er gult. I vinduerne på øverste etage i den bygning, hvor Café Vivaldi holder til, hænger folk ud og kigger ned mod startlinjen. Ja, faktisk hænger folk ud ad vinduerne i alle bygninger på vej ned mod Stændertorvet.

Ved startstregen ender jeg tilfældigvis med at stå ved siden af Andreas på 39 år, som kommer fra ’Fri Ost’-lejren. Andreas er både Roskilde Festival-gæst og Tour de France-gæst.

”Jeg har været på festivalen de sidste par dage, men jeg var hjemme i går og se enkeltstarten i København. Det var en kæmpe oplevelse for sådan en cykelnørd som mig. Og nu er vi her. I Roskilde. Det er jo fantastisk. Solen skinner, og det hele virker enormt velorkestreret, selvom her er så mange mennesker,” siger Andreas, som er iklædt en sort cykeltrøje fra klubben ’Firkantens Sorte Ryttere’ på Nørrebro.

Da koret synger de sidste strofer af ’Der er et yndigt land’ bryder folkemængden ud i jubel. Og så kører de, rytterne. 30 sekunder senere er de væk. På en eller anden måde er det antiklimatisk, at Tour-etapestarten foregår så hurtigt, men på den anden side var det også intenst, mens det foregik.

Jeg går – sammen med resten af Tour- og festival-folket – tilbage langs Algade, op mod stationen, op mod festivalens eget tog. Der er tryk på nu. I tunnelen under perronen kan man hverken komme frem eller tilbage. Langt om længe får jeg presset mig op på perron nummer 7, hvor Roskilde-toget afgår fra. Folk skubber og maser. Alle vil med.

Man skal åbenbart købe en ekstra billet for at komme ud til festivalen. Det gør jeg, men 10 sekunder senere råber nogle officials, at ’toget bliver sat fri nu’, og så presser folk nede fra tunnelen endnu mere på for at nå op på perronen.

Omtrent samtidig med, at rytterne i Tour-feltet er kørt ud af Roskilde og passerer forbi festivalen og Ledreborg Allé og Sagnlandet Lejre, tager jeg plads i toget. Folk står helt op ad hinanden i gangene, fordi vi er så mange med. Men toget kører ikke. I godt og vel en halv time sidder vi og venter på, at toget skal forlade perronen.

Netop der melder Berlingske, at der er udbrudt kaos inde på stationen. ”Det trafikale kaos i forbindelse med Roskilde Festival og Tour de France fører nu til tumult og panik. Den ene tunnel, der fører til skinnerne ved Roskilde Station, er afspærret," rapporterer Berlingskes journalist på stedet.

Jeg kan dog ikke se noget kaos, og kort efter skriver avisen, at tunnelen er åben igen, uden at nogen er kommet noget til.

Toget sætter i gang. Og så er vi på vej tilbage til festivalen. På en dag, der vil gå over i historien som en af de mest travle, Domkirkebyen – og Roskilde Festival – har oplevet.