Det burde kaste en form for national fridag af sig, når verdens største musiker udgiver nyt album. Til trods for et bugnende nationalt råderum er det et af mange folkelige krav, der endnu ikke er blevet efterkommet af regeringen, men det skal ikke afholde os fra at kaste vores del af småbrænde på Drakes uslukkelige bål af hype og hysteri.

Er der én kunstart, Drake har forfinet, er det evnen til at sætte tonen for et albumprojekt med pomp og pragt, så vi har genbesøgt hans intronumre og påtaget os den utaknemmelige opgave at rangordne dem alle.

Note til de nøjeregnende: Dobbeltalbum (’What a Time to Be Alive’ med Future og ’Her Loss’ med 21 Savage) er ikke repræsenterede. Det er ’Honestly, Nevermind’ heller ikke, fordi introen her, helt utilgiveligt, er af kort, instrumental karakter. Opsamlingspladen ’Care Package’ er heller ikke med. Tidslinjen starter ved det kommercielle gennembrud ’So Far Gone’, og sådan er det.

10. ’Fireworks’ (’Thank Me Later’ 2010)

Alicia Keys er en ingrediens, der skal doseres i de rette mængder, men her vælger Drake at vende bøtten på hovedet ud over den i forvejen lige vel sukkersøde ’Fireworks’. Man skulle nok have besindet sig og ladet det blive ved det ’Take Care’-agtige før-omkvæd, Drake selv står for.

9. ’Deep Pockets’ (’Dark Lane Memo Tapes’ 2020)

Luk øjnene, lad play-knappen være i fred, og forestil dig, hvordan ’Deep Pockets’ lyder. Hvis du kan, lider du af en form for Drake-autisme. Som det er tilfældet for resten af ’Dark Lane Memo Tapes’ er ’Deep Pockets’ venstrehåndsarbejde præget af det kreative dødvande, Drake soppede rundt i omkring 2020 (det er, som om han helt glemmer at spille ’Toosie Slide’ på sin igangværende USA-tour).

Et væsentligt forsvar for Drake er, at pladen her nærmere er en opvarmning til ’Certified Lover Boy’ med b-sider og allerede udgivede numre. Men ’Deep Pockets’ er forglemmeligheden selv.

8. ’Legend’ (’If You’re Reading This It’s Too Late’ 2015)

‘If You’re Reading This It’s Too Late’ er et strålende godt mixtape, men tænk, hvis det var åbnet med den bidske ’Energy’. I stedet må vi nøjes med ’Legend’, der – til trods for en god Partynextdoor-produktion og en herligt hovmodig Drake – bare lyder lidt … irriterende?

7. ’Lust For Life’ (’So Far Gone’ 2009)

Her fødes den top-hedonistiske Drake, der på ’Lust For Life’ i vilkårlig rækkefølge rapper om: tilbud fra smukke kvinder (”who am I to say no-no-nooooo”), sene beskeder fra ekskæresten (”she don’t know how to let go-go-goooo”), at have Maison Margiela-tuxedo på og uidentificerbare haters. Med andre ord: tre minutters 2009 og grundsovsen til de næste 15 års Drake-tekstunivers.

6. ’Survival’ (’Scorpion’ 2018)

Åh ja, ‘Scorpion’, en plade, der både indeholder den bedste Drake-sang nogensinde og omvendt tynges af, at man ligesom hele tiden kan høre Pusha-T’s ondskabsfulde latter i baggrunden.

Alle forventede (og håbede?), at Drake fra første fløjt ville adressere den mest eksplosive og spektakulære uoverensstemmelse i moderne hiphop mellem ham og Pusha-T, der få måneder forinden havde afsløret for omverdenen, at Drake havde et hemmeligt barn med en fransk pornoskuespillerinde (Adonis, hedder sønnen, der nu agerer kunstner bag coveret på den nye ’For All the Dogs’). Og det gør han på en måde også, men på ’Survival’ lunter Drake for første gang nogensinde langs dydens smalle sti.

”Seen this movie a hundred times, I know where it’s headed,” siger han (filmen slutter med, at nogen dør, skal man forstå). Men ’Survival’ er en god intro: kølig, grublende og appetitvækkende.

5. ’Free Smoke’ (’More Life’ 2017)

’More Life’ er Drakes sjoveste plade (eller spilleliste), og ’Free Smoke’ er hans sjoveste introsang. Når han rapper om at drunk-texte Jennifer Lopez, ved han jo godt, hvad han laver, og så vil nogen, når han med varierende accenter truer med at dræbe alt og alle (metaforisk), vakle mellem at finde ham latterlig og at hengive sig totalt til ironiens gravplads. Selv gør jeg trofast det sidste.

4. ’Over My Dead Body’ (’Take Care’ 2011)

Med sin blanding af barnlig bitterhed, knusende selvindsigt, ufiltreret storhedsvanvid og gentagne sagde-du-det-linjer (”Shout out to Asian girls, let the lights dim some,” Drake?) er ’Over My Dead Body’ det mest drakede Drake-intronummer.

Det er fascinerende, hvordan tematikken på den 12 år gamle ’Take Care’ stadig er aktuel i dag. ”They say I’m old news, well who the new star?” spørger han allerede her, og samme spørgsmål vil han kunne stille, når han i morgen flodbølger ind over Billboard-charten.

3. ’Tuscan Leather’ (’Nothing Was the Same’ 2013)

Det er altid en god idé at starte sin plade med et hold kæft-bolche. Og apropos det ovenfor nævnte: ”Just give it time, we’ll see who’s still around a decade from now,” garanterer Drake (knivskarpt, viser det sig) på den utrolige rap-tour de force, ’Tuscan Leather’ er.

Så kan man beskylde ham for at bruge ghostwritere, for at være en corny popprins, for at appropriere alverdens musikkulturer, men her rapper han selv den mest hårdnakkede hiphop-puritaner ned under gulvbrædderne. Hofproduceren Noah ”40” Shebib nulrer os musikalsk mellem tæerne med ikke færre end tre beats med forskellige fortolkninger af det samme Whitney Houston-sample.

2. ’Champagne Poetry’ (’Certified Lover Boy’ 2021)

Hvor Drakes introer har for vane at være så maksimalistiske, at det næsten kan føles som et overgreb, er ’Champagne Poetry’ bare den mest smagfulde, stilede, overlegne introsang, jeg på stående fod kan komme i tanke om.

Ikke siden ’Views’ (2016) havde der været så høje forventninger til et Drake-projekt, som der var til ’Certified Lover Boy’, og intet velfungerende menneske vil mene, at de forventninger blev indfriet, men det startede så godt med åbningslinjen ”I’ve been hot since the birth of my son”, det geniale samplearbejde (der retteligt skal tilskrives jamaicanske Masego) og Drake, der på forunderlig vis får den vestlige verdens mindst relaterbare tilværelse til at virke vedkommende.

1. ’Keep the Family Close’ (’Views’ 2016)

Stor, større, ‘Keep the Family Close’. Drake har industriens mest præcise følelsespalette, og når alt kommer til alt, er skuffede Drake min yndlings-Drake. Den Drake, der går alene og forurettet gennem regnen og sparker til småstenene. Og selvfølgelig skal den Drake akkompagneres af et big band, der spiller de store følelser helt ud i hårsækkene på ens arme.

Enhver subtilitet parkeres, mens Drake flødefraserer over en produktion så grandios, at det truer med at blive en parodi, men netop lige akkurat ikke bliver det. Og hvis der er én ting, der kendetegner Drakes 12-årige verdensherredømme, er det lige netop hans evne til at få os at til at sluge de store følelser – helt og aldeles betingelsesløst.