JEG ER FØDT I ARGENTINA, men flyttede til Danmark som syvårig. Det var ret frigørende for mig.

Helt konkret var jeg ikke længere tvunget til at gå med uniform, som jeg var det i Argentina, og jeg kunne i stedet klæde mig mere, som jeg havde lyst til. Det gjorde også, at de andre børn ikke rigtig kunne placere mig og mit kønsudtryk.

Dengang var jeg ikke bevidst om transkønnethed, for jeg havde aldrig hørt om det hverken i Argentina eller i Danmark. Men jeg var feminin i mit udtryk. Punket og lidt emo-agtig at se på.

Først da jeg var omkring 11-12 år gammel, blev jeg mere bevidst om, hvordan jeg følte mig i forhold til mit køn.

Som 16-årig tog jeg til New York for at arbejde som model, og der mødte jeg stor accept og forståelse for min identitet. Det styrkede mig i den, hvilket jeg siden har tænkt egentlig er lidt ærgerligt.

For hvorfor har man brug for andres anerkendelse for at være den, man er?

Accepten bør komme indefra, selvom det er lettere sagt end gjort. Efter en af mine ture begyndte jeg på hormonbehandling. Det skete på lidt shady vis, for hvis man skal igennem de officielle myndigheder i Danmark, kan det tage lang tid.

Jeg følte, det var vigtigt, at jeg begyndte at ændre mit udseende hurtigst muligt, så min krop udviklede sig feminint i de formative slut-teenageår.

Debatten om, hvornår man skal have lov til at ændre sit biologiske køn, er svær. Men jeg synes, vi har for meget fokus på koblingen mellem køn og seksualitet og på de negative følelser ved ens biologisk tildelte køn.

Når man er i hormonbehandling i Danmark, skal man igennem en screeningproces, der består af samtaler med blandt andet psykologer, og de samtaler var helt uhensigtsmæssige, syntes jeg.

De handlede mest om, om jeg rørte ved mig selv, og hvor dårligt jeg havde det med mit køn.