Diskoen er død scroll-down

Diskoen er død. Længe leve diskoen

Det er sommer. Vi tager danseskoene på. Og danser disko. For der er ingen lidelse i disko, som der er i blues. Ingen vrede, som der er i rock. Intet snobberi, som der er i jazz. Diskoen er naiv. Den rummer evnen til at samle mennesker, uanset farve, køn og seksualitet. Her er historien om dengang, nogen ville diskoen til livs – men fejlede.

Af Espen Uldal
Foto: Getty Images
Kultur Euroman

”Disco sucks! Disco sucks!”

Råbene runger ud af højtalerne på Comiskey Park i Chicago. En betragtelig del af tilskuerne på det overfyldte baseballstadion – der er plads til 44.000, men her er mindst 55.000 – råber med i kor. Det er en sommeraften, den 12. juli 1979. Nede på banen står den 24-årige radiovært og discjockey Steve Dahl med en mikrofon i hånden og styrer løjerne. Han er iført en lidt for stor militærjakke og en militærhjelm, og han har lige sprængt en container fyldt med discoplader af vinyl i luften. Han hopper op i en camouflagefarvet Jeep og forlader stadion til en øredøvende hyldest.

For størsteparten af tilskuerne giver det ikke mening. De er kommet for at se to baseballkampe – en såkaldt ’double header’ – mellem Chicago White Sox og Detroit Tigers, men i stedet er de i en sky af marihuana og krudtrøg vidner til et offentligt oprør mod diskomusikken. Klubejeren Bill Veeck havde sagt ja til lidt pauseunderholdning, et arrangement med titlen ’Disco Demolition Night’, men ikke dette. Han ser måbende til fra sin VIP-loge. LP-plader bliver kastet ud fra lægterne som frisbee’s. De flyver som livsfarlige, runde barberblade om ørerne på de mange tilskuere, som har forceret banen og tændt bål. Spillere og dommere er flygtet ind i omklædningsrummene. Mirakuløst kommer ingen til skade. Imens snyder flere og flere mennesker, fulde og vindskæve, sig ind på stadion, og efterfølgende mener politiet, at der har været op mod 100.000 til stede på eller omkring stadion.

I dag – mere end 40 år efter – husker en dansk musiker, for hvem diskomusikken var startskuddet til hans egen karriere, hvor rystet han var over optøjerne.

“Der var en lynchstemning i den gruppe mennesker,” siger Chief 1, frontfigur i det banebrydende hip-hop-band Rockers By Choice og netop nu pladeaktuel som solist.

“Der var jo stort set ikke andre end rednecks, for helvede, med truckerhatte, Budweiserøl og stramme jeans. De hadede disko. Måske fordi de var trætte af, at deres kvinder hellere ville have en mand, der kunne danse disko frem for én, som kun kunne danse line dance. Måske udsprang modstanden mod diskoen ganske enkelt som en slags jalousi. Det var den amerikanske jantelov.”

Vil du læse resten af artiklen?
Allerede medlem? Log ind her
Bliv medlem og få fuld adgang til
hele EUROMAN.dk fra 23 kr./md
Prøv 14 dage gratis uden binding
Vælg abonnement her Euroman Premium
Opret dig gratis her