Da mine to drenge, Frederik og Oscar, blev store nok, arrangerede jeg, at vi så en klassiker sammen hver søndag aften. Jeg havde fået nok af hele tiden blot at se den nyeste med Will Ferrell med dem, selv om det af og til var meget sjovt.

Nu er 1970’erne jo ubestrideligt det fedeste årti i amerikansk film, så det var der, vi begyndte. ’Godfather’ var en no-brainer. Det samme gjaldt Ridley Scotts ’Blade Runner’. Det var øjenåbnere for dem, og samtidig kunne jeg gense min ungdoms klassikere.

Vi gik længere og længere ud i venstre grøftekant. Og kom måske lige vel langt derud. Fx var det sværere for dem at falde for ’Save The Tiger’ med Jack Lemmon og for Dustin Hoffmans ’Straight Time’. Udpræget karakterdrevne dramaer, hvor plottet ikke betød så meget.

Men så var det, jeg kom i tanke om William Friedkins ’The French Connection’ med Gene Hackman som newyorker-politibetjenten Jimmy ’Popeye’ Doyle. Den måde han vrængede replikkerne ud mellem sine læber på, og den energi, han jagtede forbrydere på i byens gader, blev vel modtaget. Højdepunktet var der, hvor en af bagmændene, spillet af Fernando Rey, slipper væk i et undergrundstog – og overlegent diskret – vinker til Doyle inde fra det kørende tog. Det blev på et tidspunkt vores favoritmåde at hilse på.

Der er dog især én film, mine drenge tog godt imod, hvor jeg næsten blev stolt, og følte, jeg havde gjort noget rigtigt som far. Det var ’En skæv eftermiddag’ med den oprindelige titel ’Dog Day Afternoon’. Det er den, hvor Al Pacino spiller en fyr, der tager gidsler i en bank – ultimativt med det formål, viser det sig, at skrabe penge sammen til hans mandlige kærestes kønsskifteoperation. John Cazale er også med – det er ham der spiller den bløde bror Fredo i ’Godfather’.

Vi kan diskutere hvem af Pacino og Cazale, der er den bedste skuespiller, men det er uden for diskussion, at ’Dog Day Afternoon’ har alt det, en film skal have. Og mere til.

Sidney Lumets film byder på fantastisk skuespil, en original historie og evnen til hele tiden at gå i nervespidserne. Frederik og Oscar var lige så vilde med den, som jeg er. Ved at vise ungerne de gamle klassikere fik de jo både gode film at se, men de lærte også baggrunden for alle deres memes og de kulturelle referencer, de sovsede rundt i. Den søndagsfilmklub savner jeg meget, nu da de er blevet voksne.