LAD OS FÅ DET ud af verden: Jeg er ikke velkommen til Danish Music Awards i år. Ligesom jeg ikke var det sidste år.
Jeg kan få lov til at holde mikrofonen for de feterede musikere på den røde løber, siger arrangøren, musikselskabernes brancheorganisation IFPI, men til selve prisuddelingen skal aftenens hovedpersoner – i et pludseligt anfald af opmærksomhedsallergi – være fritaget for presse, fans og tv-kameraer.
For andet år i træk har man således valgt at afholde Danish Music Awards (DMA) som en lukket branchefest. Min tanke var at skrive en reportage fra arrangementet og dermed skabe en eller anden form for vej ind for den almindelige musikfan, der heller ikke er velkommen til årets prisuddeling. Men det får jeg, ganske sårende, altså ikke lov til.
Følgende kan derfor læses som et bittert karaktermord, men det er det altså ikke – det er højst et følelsesmæssigt afbalanceret karaktermord.
I DANMARK ER VI dårlige til at uddele musikpriser. Eller også er vi lidt for gode til det: P3 Guld, Zulu Awards, DMA, The Voice Prisen, Steppeulven (indtil 2021), Gaffa-Prisen – ja, priser er der egentlig nok af. Men hvor vores amerikanske forbilleder har Grammy Awards som den absolutte ledestjerne, har det i Danmark været svært at etablere en folkelig platform for væsentlige kulturspørgsmål som: Hvem har lavet årets album? Hvad var årets hit? Og hvem var egentlig den absolut bedste musiker herhjemme i år?
Og hvad så?
Det er en musikalsk hofdisciplin at negligere prisuddelingerne og særligt dem, der uddeles af en jury – den okkulte antitese til folket. Men prisuddelinger er gode, fordi de faciliterer en musikdebat. De tvinger os til at tygge musikåret igennem og reflektere over vores egen smag. De giver os et sprog for, hvorfor noget er bedre end andet. Og så står de som historiske totempæle, der minder os om, hvor dominerende Thomas Helmig var i ’95, Nephew var i ’05 eller Gilli var i ’17.
DMA – der i 90’erne hed Dansk Grammy – har været det bedste bud på et årligt nedslagspunkt for folkelig musikdebat. I 00’erne var der stort anlagte produktioner i KB-Hallen eller Forum med optrædener fra de største artister, masser af fans og tv-transmission i bedste sendetid. I 2011 ragede man næsten en million seere til sig.
Men DMA har også været et rettighedsmæssigt smertensbarn, der er blevet kastet frem og tilbage mellem TV 2 og DR, som i 2008 traf den logiske beslutning, at de hellere ville satse på P3 Guld. I 2008 blev DMA livestreamet på MySpace (!), og de efterfølgende to år blev det slet ikke sendt.
Men ingen udgave af DMA har været mere intetsigende og selvsmagende end den, man praktiserede sidste år og nu vil praktisere igen: en eksklusiv branchefest uden fans, uden presse, uden tv-transmission. Artisterne (altså dem, der gider at komme) tropper op, klapper ad hinanden, drikker sig i hegnet, og så kan vi menige musikinteresserede følge højdepunkter fra showet i små klip på DMA’s Instagram. Ellers tak.
IFPI har placeret deres prisuddeling i ligegyldighedens absolutte udørk. De største artister kan dukke op, hvis de tørster efter fri bar og hygge med kollegaerne. Mindre artister frarøves et tiltrængt udstillingsvindue. Og publikum efterlades ude foran den lukkede dør, hvor de, som på årets 364 øvrige dage, indtager det, algoritmen nu engang fodrer dem med.
Hvorfor bliver døren til DMA knaldet i for fans og medier for andet år i træk? Vi har spurgt Lasse Lindholm, der er IFPIs direktør for kommunikation og public affairs:
”Sandheden er, at awardshows rundt om i verden har meget svært ved at trække store seertal. Det koster rigtig, rigtig mange penge at lave en tv-produktion, og i forhold til hvad man får ud af det, giver det ikke rigtig mening for os længere. Det er det ene hensyn. Det andet er, at artisterne i dag, i modsætning til for 15 år siden, er løbende eksponeret via sociale medier. Derfor havde vi lyst til at lave det på en ny måde: lave en fest for artisterne og fejre dem, uden at de skal føle sig som rekvisitter i en medieproduktion.”
Men det er vel også i artisternes interesse, særligt de nye artister, at arrangementet eksponeres så meget som muligt?
”Der er en grund til, at vi laver det her for andet år i træk. Og det er, at det var en ret fantastisk aften sidste år, og vi aldrig har fået så god respons fra artisterne, som vi gjorde sidste år. Det er ikke, fordi vi ikke er glade for eksponeringen, det skal bare være på en lidt anden måde. Vi vil meget gerne have en debat om musikken, og derfor kommunikerer vi jo stadig til pressen og via sociale medier.”
Der har også været år, hvor DMA ikke har været tv-transmitteret, men hvor man som fan godt har kunnet købe billet. Hvorfor kan man ikke det i år?
”For at lave en intim fest, hvor artisterne kan sidde og slappe af uden at skulle forholde sig til andet end at være sammen med de hold, de skaber musikken sammen med.”
Men I ville gerne sælge det som tv-produktion?
”Nej.”
Hvis nogen, fx TV 2, ville betale det, det koster?
”Nej, vi er ikke interesseret i at være på tv med DMA.”
Og det er af hensyn til artisterne?
”Vi har fundet et format, der fungerer. Vi er godt klar over, at vi måske kommer til at træde nogle over tæerne, muligvis også Euroman, og pressen har al mulig grund til at synes, at det er irriterende, at de ikke kan være inde til selve eventet. Men det er et valg, vi har truffet. Og det fungerer enormt godt for os. Vi har en fantastisk hyggelig aften, hvor vi samler en branche, der på mange måder bliver mere og mere fragmenteret. Samtidig får vi massiv eksponering af artisterne og af DMA på sociale medier.”
I 2011 havde DMA næsten en million seere på TV 2. Hvorfor har det ændret sig?
”Det er jo noget, man kan se generelt. BRIT Awards og Oscars har de samme problemer. Jeg var med til at lave DMA i starten af 10’erne. Der var det sådan, at hvis man kunne lande tre eller fire store, danske navne til at spille live, så kunne man holde hele Danmark samlet foran fjernsynet i flere timer. Sådan er det ikke mere. Med streaming lytter danskerne til mere forskellig musik end før, og derfor er det svært at have den her samlende platform til en transmission. Det kan jeg personligt også selv synes er ærgerligt, men det er bare vilkårene.”
Du ser ingen fremtid for tv-transmitterede prisuddelinger?
”Jeg har pt svært ved at se det for mig.”
Køber du præmissen om, at det er ærgerligt for den samlede musikdebat, at DMA ikke tv-transmitteres?
”Jeg synes, helt generelt, at det er et demokratisk problem, at vi alle sammen render rundt i små ekkokamre. Men jeg kan også konstatere, at udviklingen er decentralisering. Etablerede medier har svært ved at samle helt bredde skarer. Men det er præmissen, og det forsøger vi at få det bedste ud af. Vi vil gerne have debatter, og jeg stiller gladeligt op til interview med dig.”
MEN HOV, tænker du måske, der har sgu da lige været P3 Guld på DR. Livetransmitteret og det hele. Flotte liveoptrædener. Og ja! Storartet var det. Glimrende. ”Tag godt imod verdens bedste vært,” var de allerførste ord under transmissionen, og det siger ikke så lidt om selvbilledet.
Det handler meget om musik og endnu mere om Andrew Moyo, men jeg synes faktisk, det var det bedste P3 Guld i årevis, særligt fordi DR var nået til den indlysende rigtige erkendelse, at det er bedst at sende showet live. Prisuddelinger lever også af akavede highfives. Kiksede vindertaler. Saint (engelsk udtale) Clara (dansk udtale), der måtte starte sin optræden forfra på grund af lydproblemer. Artigeardit og Lamin, der uden at bede om lov blottede Palæstina-T-shirts under deres indslag. Nerve!
Men det er begrænsende for P3 Guld, at de uddeler priser i så få kategorier (P3 Prisen, P3 Talentet og P3 Lytterhittet). Dels fordi det bliver et show, hvor det kun er de få nominerede og de optrædende, der dukker op (hvoriblandt sammenfaldet selvfølgelig er til at tage og føle på). Og dels fordi det bliver underligt ukonkret, hvad man egentlig vinder for.
Tag P3 Talentet – og nu, hvor jeg bevæger mig ud i iltfattigt farvand, vil jeg at indskyde, at jeg faktisk mener, at årets vinder, Pil, fortjener hæderen – men ud fra hvilke kriterier har hun haft et mere lovende år end andre nominerede som D1ma (der blev hjemme) eller Blæst? Dét blæser i det uvisse. Det kan efterlade én med følelsen af, at vinderen er … den, der ulejliger sig med at dukke op.
Apropos: Artigeardit som vinder af hovedprisen er svær at argumentere imod (i år var kriteriet for prisen: ”en kunstner eller en gruppe, der har udvist gennemslagskraft, som har turdet noget nyt, som har sat sit aftryk i dansk musik og i os” – peg mig gerne i retning af den kunstner eller gruppe, der ikke ser sig selv i den beskrivelse).
Men hvad nu hvis han ikke havde gidet at komme og spille? Ardit vidste ikke, at han ville vinde. Men ville han overhovedet være blevet rådet til at give et nummer, hvis ikke nogen var blevet hvisket i øret, at der nok gemte sig en 20’er under hovedpuden? Jeg er ikke sikker. Han kunne selvfølgelig have fået prisen in absentia, som Tobias Rahim gjorde året forinden. Men P3 Guld er bare indrettet på en facon, hvor festen dør på sigt, hvis ikke de få hovedpersoner er til stede.
DMA drager fordel af at dele musikdebatten op i mere mundrette bidder – det er fx godt set at skelne mellem et radiohit og et streaminghit, mellem solister og grupper og så fremdeles.
Valget af nominerede er altid genstand for debat (en pointe i sig selv), men i år rammer DMA den faktisk rimelig rent, særligt i Årets Nye Navn, hvor man har udfordret traditionen og nomineret, ja, nye navne. Til gengæld jokker de i spinaten i producerkategorien. Her nomineres producerne i aparte sammensatte grupper for deres arbejde på enkeltprojekter. De burde, som det har været kutyme, selvfølgelig være nomineret hver for sig med baggrund i deres samlede årsværk.
Men prisuddelinger er øretævernes holdeplads. Der er altid nogen, der er sure. Så bliver hiphoppen underprioriteret. Så er der for få kvinder. Og så taler vi om det. Bare ikke i år, hvor den samlede danske musikindustri foretrækker at tale med sig selv. Det er der i længden ingen, der er tjent med.
scroll-down
