Hvordan reagerer familie og venner, når man afslører traumer og hemmeligheder fra et lokalsamfund? Erling Jepsen har brugt det meste af sit liv – og ni bøger – på at bearbejde sin opvækst i Gram i Sønderjylland. Nu er han aktuel med en ny bog, der tager fat, hvor det hele startede.
Hvordan har folk fra hjemstavnen reageret på, at du skriver om dem?
”Den stærkeste reaktion er i virkeligheden den, der aldrig er kommet. Der er ingen, der nogensinde har sagt: ’Sådan var det ikke, Erling.’ Jeg synes faktisk, at det er lidt sørgeligt, for det betyder jo, at det formentlig har været lige så trist, som jeg beskriver det.
I stedet spørger de: ’Hvorfor fortæller du det?’ De synes ikke, at det er noget at gå og reklamere med, og de er forargede over, at jeg tjener penge på at skrive om mine familietragedier.
Der hvor jeg kommer fra, holder man den slags for sig selv. Jeg har faktisk selv tænkt, at jeg måske indimellem har skruet lidt højt op for tingene, fordi mine bøger jo er fiktion, men ingen har sat spørgsmålstegn ved, om det, jeg skriver, er sandt. Særligt min mor var meget stærkt overbevist om, at jeg ikke havde fundet på noget som helst af det selv.”
Erling Jepsen
Født 1956.
Startede som teater- og manuskriptforfatter, men har siden 1999 skrevet romaner om sin opvækst i Sønderjylland. Fik sit gennembrud med ’Kunsten at græde i kor’ i 2002, der også blev filmatiseret. Er aktuel med bogen ’Gramhavet’, der er første bog i en serie af fire, som skildrer Erling Jepsens liv fra tidlig barndom til hans første tid som ung jyde i København.
Holder du dig til sandheden?
”Jeg holder mig til det, som jeg mener, en hjemstavnsforfatter skal, nemlig min subjektive opfattelse. Andre kan sagtens have oplevet tingene anderledes. Jeg sætter ikke så mange regler op for, hvad jeg må.
Nogle gange kan jeg godt blive lidt i tvivl om, hvad der er sandt, og hvad der er fantasi, fordi det er så mange år siden, og jeg var jo ikke så gammel. Men jeg tager visse hensyn, og jeg er meget opmærksom på, at hvis jeg fx har et hævnmotiv i forhold til nogle personer, jeg skriver om, skal jeg passe på, for det skal ikke blive et personligt opgør.”
Har dine bøger givet dig ballade?
”Jeg var engang ved at få tæsk på et værtshus i Gram, der hedder Bonanza, fordi jeg havde skrevet om en af de lokales far. Min far blev engang tævet af en anden mand, og det har jeg beskrevet i en af mine bøger.
Manden havde fire børn, og en af sønnerne sad ved det samme bord som mig på Bonanza, hvor jeg var taget hen i selskab med et tv-hold, som var med på besøg i min hjemstavn. Der sad han så og smilede mærkeligt til mig, og allerede dér kunne jeg mærke, at der var noget galt, for i Gram smiler man ikke bare til nogen uden grund.
’Er det din bodyguard, der står der?’ spurgte han og pegede hen på kameramanden, og jeg svarede, at det var det da selvfølgelig, for jeg troede, at vi lavede sjov. ’Der var du heldig,’ sagde han. ’Jeg vil gerne have, at du forsvinder fra det her bord. Du har fornærmet en i min familie.’
Da han sagde det, var jeg allerede på vej væk, og da jeg vendte ryggen til, kom den kvindelige tilrettelægger hen og tog fat i mig, og pludselig løb kameramanden hen og lukkede døren op, og jeg blev gennet ud i bilen. Manden havde fået fat i et par venner, og nu skulle jeg have tæsk. Men vi slap heldigvis væk.”
Hvilket indtryk gjorde den episode på dig?
”Det var pisseuhyggeligt, både for mig og for tv-holdet. Nogle gange går jeg måske og bilder mig selv ind, at det, jeg skriver, er noget, jeg finder på, og så kommer det bag på mig, når det afføder så kraftige reaktioner. Det viser sig ofte, at det meste af det er sandt.”
Min arbejdsdag
”Jeg arbejder i tørn, og en tørn varer typisk halvanden time, hvis jeg skal skrive noget nyt. Hvis jeg når tre tørn på en dag, er jeg glad. Mellem dem hviler jeg, renskriver nogle sider eller laver noget tredje. Jeg undgår at sidde det samme sted for længe ad gangen, fordi jeg har dårlig ryg, så jeg veksler mellem at sidde i min lænestol, ligge på sofaen eller sengen og sidde ved mit skrivebord. Jeg skriver også ved mit køkkenbord, og det er et godt sted, hvis jeg har lidt præstationsangst. Summelyden fra køleskabet er beroligende. Det er et trick, jeg har lært af Charles Bukowski, der skrev alle sine bøger ved køleskabet. Det var dog mere, så han kunne få fat i en øl uden at rejse sig.”
Hvorfor bliver du ved med at skrive om Sønderjylland?
”Jeg vil gerne finde ud af, hvad der egentlig skete dengang. Mange af tingene var så grusomme og groteske, at jeg er nødt til at få dem bearbejdet og fortælle om det, og det gør jeg gennem mine bøger.
På mange måder er min opvækst en labyrint, som jeg forsøger at finde ud af, og det er ikke lykkedes endnu. Folk spørger tit, hvad jeg gør, hvis det lykkes, for så kan jeg jo ikke skrive mere, men det har jeg det fint med. Jeg har sådan set aldrig villet være forfatter, jeg har bare haft rigtig meget, som jeg var nødt til at fortælle.”
Er du kommet tættere på at finde ud af, hvad der skete?
”Meget lidt. Det handler jo om, hvordan et menneske – i det her tilfælde mig – bliver til, og det er jeg ikke sikker på, at jeg kan finde et endegyldigt svar på.
Men målet med det, jeg laver, er at finde ud af, om det er muligt at tage skæbnen i egen hånd, eller om man er uhjælpelig formet af det, man kommer fra. Min psykolog sagde engang til mig: ’Du skal huske på, Erling, at ens forældre er ens skæbne.’ Jeg håber ikke, at det passer.”
LÆS OGSÅ: Anbefalinger: 15 gode bøger
LÆS OGSÅ: Jørgen Leth fik hashpsykose: ”Folk siger, at hash er uskadeligt. Det er løgn”
