JEG ER SOM SÆDVANLIG kommet sent ud ad døren, så talken om poetisk systemkritik med Glenn Bech og Gry Stokkendahl Dalgas er netop forbi, da jeg ankommer, og moderatoren mellem de to annoncerer, at det altså nu er blevet tid til at sætte gang i workshoppen om manifestskrivning. Glenn er iført en T-shirt med ’ET’-print og sorte joggingbukser fra Puma, og nu, hvor han kigger ud under teltdugen og modellerer et venligt forfattersmil, vil han kunne konstatere, at det i absolut overvejende grad er mennesker med pandehår, der gerne vil lære at skrive et manifest.

Glenn foreslår, at man i sit manifest tænker over noget godt, der er sket i Danmark de seneste 10, 20, 100 år.

Mens jeg lige står og grubler over opgaven, kommer tre gutter slentrende forbi arrangementet, den ene med en bagvendt kasket og sin ene grab begravet i et orangegult Pringles-rør, og jeg tillader mig at formode, at han ikke er kommet for at skrive et manifest.

Klokken er lige nu cirka 14, det er mandag, og om ikke så længe vil en gedigen regnbyge svæve hen over os, men lige nu er der herrevarmt og fredeligt her på Roskilde Festival.

Nu bryder folk ud fra teltet og sætter sig i nogle til lejligheden opstillede containere og begynder at skrive på deres manifester. Glenn står og observerer – lektor style – og en ranglet, ung mand, der er solbrændt i skærmen og har Nike-klipkapper på, kommer og snakker til ham. Og han fører virkelig samtalen, ham den solbrændte. Til sammen ligner de det meme fra en natklub, hvor en ung lad er undervejs med at råbeforklare en øjensynligt langvarig pointe ind i en kvindes øre, og Glenn er selvfølgelig kvinden i det scenarie.

På mandagen på min Roskilde-debut for ni år siden, nærmest akkurat på dette tidspunkt på dagen, var mine venner og jeg på vej tilbage fra et i udgangspunktet fredeligt visit hos nogle andre gamle venner, men under besøget var min ven, Store Elkjær, blevet grebet af et bragende overmod og gik nu og lavede en såkaldt walk and puke, og jeg forsøgte så vidt muligt at advare folk på vejen, og sådan kan mandage på festivaler jo taget sig forskelligt ud.

MORBIDT MØRKE SKYER trækker nu ind over, og der gøres klar til den heftigt annoncerede apokalypse. Der strammes op i teltsnorene, og folk går enten hastigt eller påtaget roligt rundt, særligt de i massevis unge drenge i bare overkroppe går påtaget roligt rundt. Det er nok det værste ved festivaler: unge drenge, uden på hvem der skyder en bizar selvmisforståelse, og inden i hvilke helt almindelige normer tilsyneladende opløses i ølbongerne.

Som opvarmning til skyllet spilles der enten techno på højtalerne eller opmuntrende danskerpop fra 80’erne. Kan man bede om ’Gimme Shelter’ og Merry Clayton på overdrev?

Nå, på Eos-scenen går Selina Gin på scenen, og i regnvejret rykker vi lidt tættere sammen, og Selina Gins mådeholdne melankoli går velgørende godt i spænd med vandet, der falder.

Jeg går ind i backstageområdet og får en masse øl med nogle musiknørder, og da jeg nogle timer senere træder ud, er et nyt og vistnok rimeligt heavypræget band gået på, og forrest blandt publikum står en cowboyhat og headbanger. Right on!

DAGEN EFTER – nu er det tirsdag – sidder jeg i Roskilde Festivals eget tog, der går fra den regulære station inde i byen til den irregulære station inde på festivalpladsen, og jeg er igen kommet lidt sent ud af døren, hvilket ærgrer mig gevaldigt, eftersom den overmåde gode August Høyen snart spiller.

Heldigvis for mig kan jeg sidde og lytte til en samtale mellem to veninder. De vender et af mine yndlingsemner, nemlig kunsten at undvige tømmermænd, ikke at det er noget, jeg sådan særligt døjer med, men det er jo ikke desto mindre noget, enhver må forholde sig til. Anyway, hvad der chokerer mig, er, at efter cirka fem minutters erfaringsudveksling, hvad emnet angår, er ordet ’elektrolytter’ endnu ikke blevet nævnt. Kun sådan noget med at drikke vand, inden man går i seng, og andre nærmest uforståelige banaliteter. Lad mig her anføre et enkelt produkt, der rent faktisk giver vinger: Powerade.

Nå, jeg når hen og hører August Høyens sidste to numre, og det er lige, hvad jeg trænger til efter sådan en retningsløs plapren i kupéen.

Herefter får jeg en flæskestegssandwich (og det er – for the record – en enormt overvurderet madvariant) og støder derefter sammen med et par venner. Vi får en kold fadøl og driver over mod campingpladsen i vest, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal beskrive dét sted, andet end at sige at det er en helt igennem sanseløst kulturnedbrydende oplevelse.

På et tidspunkt, mens vi og alle andre helt fredsommeligt benytter os af en af de asfalterede veje på pladsen, kommer der en mand i blå jeans, bar overkrop og et silikonegrisehoved på hovedet gående. Og så begynder han guddødeme at jagte en kvinde – vi er selvfølgelig klar til at gribe ind, skulle grisebassen gøre alvor af sine ublu absurditeter – og hun spæner væk, og han spæner efter. Han er ligesom grisehovedernes pendant til galningen fra ’The Texas Chainsaw Massacre’ (den originale!).

Om aftenen hører vi Taco Bitch, og det er eddermame en kulturudvidende affære.

NÅ, SÅ ER DET igen blevet en ny dag, og jeg er helt uforklarligt taget med tog midt i myldretid på dagen, hvor Roskildes sådan rigtige musikprogram slår an, og jeg har også glemt mit headset, så jeg skal partout lytte til den ene forfærdelige samtale efter den anden. Er der egentlig noget værre end en samtale, man ikke selv er en del af?

Ja, det skulle da lige være den bus, jeg sætter mig ind i sammen med fem tusind andre, og som er så varm, at jeg i virkeligheden mangler ord. Jeg føler mig som en skive agurk, der er blevet kylet ned i et glohedt pitabrød. Nå, og nu begynder fem kvinder at delagtiggøre os andre ganske detaljerigt i den kronologiske udvikling af deres svedproblemer.

”Jeg har patsved gange 100,” siger én.

Til hendes forsvar er det altså virkelig også en ækel oplevelse. Men når jeg ender i den slags situationer, så tænker jeg bare altid på dengang, hvor jeg kastede op og blev siddende i mit eget bræk på en syv timer lang bustur i Cambodia. Bring the patsved, siger jeg bare.

Festivalpladsen åbner, og det er som sædvanlig en betagende oplevelse. Og i år har jeg Imodium med, hvilket – kan jeg mærke – giver mig en enorm ro.

Til slut vil jeg bare lige nævne, at jeg ser Rema på Arena, og han er, bare så du ved det, en helt forrygende naturlig, sexet, melodisk og ovenikøbet dødsympatisk fyr fra Nigeria, der så ovenovenikøbet laver god musik.

Og så sagde han sådan her:

“I know you came to hear your favorite artist, but I came here for you. So I’ll make sure you have a partyyyy!!”

Og til sidst strømmede en form for refleksion igennem ham, og så sagde han sådan her:

”To be here … Coming from the slums of Nigeria … I feel like a star!”