Nogle romaner kan sætte én i en stemning, så alt andet end handlingen står stille. Hvis sommerferien ikke blev helt lang nok, kan det derfor være godt at træde ind i fortællingens forunderlige virkelighed og sende tankerne på langtur ud i verden. Her er fem bøger, der er svære at slippe.
Er der noget, gode romaner formår, er det at bygge en verden op omkring os. Vi kan rejse med ordene til et andet sted i kortere eller længere tid, når vi vender siderne og pludselig kan forstå os selv bedre igennem andres ord.
Hvor en film er noget, man som regel ser i sin helhed, og en serie kan binges derudaf, er fortællinger på skrift et mere aktivt valg. Det er nemmere at klappe en roman i, når der lige kommer noget i fjerneren, man skal se, end det er at udvandre fra en biograf.
Men der findes også romaner, som er umulige at lægge fra sig, når de først har trukket én ind i deres sælsomme og fascinerende univers. I en sommer, hvor rejseaktiviteten for de fleste har holdt sig på et minimum, er det derfor kun godt, at litteraturen kan tage os med til nye steder, som vi forestiller os dem på grund af de ord, der står på siderne.
Annonse
Vi er pludselig i Hong Kong, England eller Asserbo, når vi lader os rive med af fortællingen.
Her følger fem romaner, der kan forlænge sommerstemningen – og som er svære at lægge fra sig, når man først er gået i gang:
Godt selskab
Den yngre del af det moderne liv er kaotisk, men også sjovt, når man læser irske Naoise Dolans debutroman. I ’Godt selskab’ befinder vi os i Hong Kong, hvor 22-årige Ava fra Irland er flyttet ud for at undervise privilegerede børn i engelsk. Hun møder finansmanden Julian, får tilbudt et værelse i hans lejlighed og bliver hans veninde med fordele. Hen ad vejen render Ava imidlertid ind i den tiltrækkende advokat Edith, og pludselig er et trekantsdrama etableret. En roman til tiden om klasse og kærlighed. ”Med et vidste jeg, med et klarsyn, jeg bebrejdede alkoholen for, hvad jeg følte: misundelse”.
Lanny
Max Porter har skrevet en af de mest syrede og alligevel ualmindeligt ligefremme romaner længe. ’Lanny’ handler om et søvnigt lille engelsk samfund, og centrerer sig omkring drengen Lanny, der lader til at have et kreativt talent ud over det sædvanlige. Stemmerne i byen fletter ind og ud imellem hinanden, og stille og roligt opstår der et særegent miks af et barns fantasi og noget decideret magisk. Stemmer fra fortiden og ikke mindst fra naturen selv bliver pludselig en del af fortællingen, og det bliver ikke mindre mystisk, da Lanny en dag forsvinder. ”Jeg vil lukke øjnene og tegne Lanny på indersiden af mine øjenlåg, med detaljer kun jeg kender til, og når jeg åbner mine øjne, vil jeg se ham.” En læseoplevelse af de helt sjældne.
Rud
En dreng er også blevet væk i ’Rud’, men han er nu teenager og befinder sig – forhåbentlig – et sted i det sommerhusområde, hvor han og familien opholder sig. Kamilla Hega Holst kan skrive så ætsende præcist, at man frydes, og det er i sig selv paradoksalt, eftersom det er barske sager, hun tager livtag med. For selvom der er en indbygget gåde i ’Rud’, er romanen også en undersøgelse af, hvad leg og modenhed betyder for os mennesker. Hvor teenagedrengen har styr på stedsansen, er hans mor nemlig faret vild i sit eget liv, der bestemt heller ikke har været let – ”mine indlæggelser føltes aldrig lange nok”. Derfor må hun nu finde sin søn på hans præmisser. Også her kommer naturen til at spille en ildevarslende rolle.
Annonse
Til stranden
Der er måske ikke så mange uden for de litterære cirkler, der kender Peter Højrup, men det burde de gøre. For den danske forfatter skriver fabelagtigt stenet. Det gælder især for ’Til stranden’, hvor en gruppe mennesker tager til Tyrkiet på ferie. ”Hermann kører ad den snoede vej langs sydkysten, klipperne strækker sig ud i vandet i fingre, der er små bugter med turkisgrønt vand mellem dem. Vejen stiger og falder, han standser på toppen af et højdedrag og stiger ud.” Ved vandkanten skyller alt fra feriestemning, fortidsfortielser og flygtninge i land. På den måde formår forfatteren at stille det moderne menneske over for eksistentielle problemer. For selvom man synes, at man har den rigtige fællesskabsidentitet, kan man naturligvis ikke redde hele verden. Men kunne man måske prøve lidt mere, end man gør?
Gå
Hvis du endnu ikke har læst denne perle af sammenklippede rejseskildringer, er det bare om at komme i gang. Norske Tomas Espedal skriver så frostklart vidunderligt, at man får tårer i øjnene undervejs. I ’Gå’ følger vi forfatteren på vandreture, og det er netop på disse, at store tanker kan opstå. Espedal mikser lystigt og berusende sin dagbog med essayistik og romankunst, og tekstbidderne sender konstant ens fornemmelser i nye retninger. ”Man svinger ikke med armene længere. En dag køber man en hue, man aldrig tager af. Huen bliver en del af hovedet, den sætter sig fast i håret. Nu er det på tide at blive klippet. Man går til frisøren. Det er i Istanbul, i en af sidegaderne, en lille, ussel og snavset salon, her bliver man klippet hvis man ikke har noget at skjule.” ’Gå’ er en poetisk rejse i tid og sted.
Jeg har kun lært halvdelen af, hvad min far kunne med sine hænder. Og mine børn har lært mindre end halvdelen. De kan ingenting. Jeg tror, det vildeste, de kan, er at binde deres snørebånd. Det, tror jeg, kan være roden til noget af den mistrivsel, vi oplever.
