Hvem tog livet af elguitaren? scroll-down

Hvem tog livet af elguitaren?

Den elektriske guitar opnåede ikonstatus og blev et af de larmende symboler på ungdomsoprøret i 1968. Men salgstallene falder i disse år drastisk, Danmarks største forhandler er gået konkurs, og producenter som Fender og Gibson ligger i knæ. Emil Valdimarsson tegner et portræt af en ungdomskultur under voldsom forandring.

Af Emil Valdimarsson
Foto: Scanpix & Getty Images
Kultur Euroman

INDRE København, midt imellem Rundetårn og Kongens Have, står Jan ’Bob Thunder’ Knudsen foran sin tidligere arbejdsplads. Han betragter de store vinduesfacader, der engang var beklædt med plakater af guitarguder som Jimi Hendrix, Eric Clapton og Slash, men som nu er erstattet af et stort ’Til leje’-skilt.

”Det er hårdt, det er det sgu. Jeg er ikke sådan en, der krænger følelser ud, men man bliver lidt melankolsk af at se det her,” sukker han.

Han står i sorte jeans, sort denimjakke, sort Deep Purple T-shirt og Frank Zappa-skæg. Det skulderlange hår røg for et par år siden, da han blev tynd i toppen, men ellers ser han ud, præcis som han gjorde hver dag gennem 17 år, hvor han tog imod kunder bag de selvsamme vinduer hos den legendariske og nu hedengangne guitarforhandler 4sound.

”Jeg elskede den arbejdsplads, det gjorde jeg virkelig,” siger han. ”Der er jo ikke en uddannelse, der hedder guitarsælger. Det handler om at lytte til, hvad kunderne siger og afkode deres sprog. Den guitar, de siger, de leder efter, er måske slet ikke den rigtige for dem, og så var det jo min opgave at guide dem i den rigtige retning.”

Selv har denne skribent brugt mange tusinde kroner i 4sound gennem årene på elektriske guitarer, forstærkere, plektre, strenge og kabler, og som teenager har jeg stået i timevis og gloet på forretningens dyreste og flotteste elguitarer og tænkt, at hvis blot jeg havde adgang til dem, var alle mine mål og drømme inden for rækkevidde.

I den verden er Bob Thunder, som han bliver kaldt, en legende. Kendt som manden, der aldrig gav slip på kærligheden til den guitarprægede rock- og heavy metal-musik. Som har 6.000 plader i sin toværelses lejlighed, og som ikke var bleg for at lade en bumset teenager med fedtet hår spille løs på en alt for dyr elguitar.

”Jeg har fulgt masser af unge gutter, lige fra de startede et fritidsband, til de fik en pladekontrakt og skulle ind og have nyt grej. Dem kom der mange af. Og så var der jo også mange gamle stamkunder, der kom ind nærmest dagligt, som ikke rigtig skulle have noget, men som fik en kop kaffe og var fuld af røverhistorier.”

Røverhistorier har han også selv et par stykker af. I 1980’erne spillede han med sit speedmetalband Evil på festivaler i hele Europa, og hans særprægede rockstil har udmundet sig i modeljob i Euroman (april 2009, for de interesserede), statistroller i tv-serier og et par reklamer. Han ejer også verdens største samling af brune Fender-guitarer fra 1970’erne – 22 styks for at være helt præcis, blandt andet Ian Gillan fra Deep Purples gamle Stratocaster. Gennem flere år stod de udstillet i deres helt eget rum hos 4sound. I dag står de lagret i et opbevaringsrum et sted i København.

”Ian Gillan forsøgte faktisk at købe sin Strat tilbage for nogle år siden, men jeg ville ikke sælge den for mindre, end jeg selv havde givet. Og så ville jeg gerne have nogle gratis billetter og et backstage-pass, når de spillede i København. Den var han ikke med på,” griner han.

En langhåret fyr cykler sløvt forbi, da han spotter Bob Thunder foran sin gamle arbejdsplads og råber ”Savner! Savner!” mens hans kæreste kigger forundret over på os.

”Ja, jeg har desværre ikke nøglerne. Jeg er bare lige forbi og kigge,” råber Bob Thunder tilbage.

BOB THUNDER afleverede sine nøgler til 4sound for sidste gang 20. november 2019, hvor forretningen endegyldigt og uomtvisteligt gik konkurs. Siden 1973 havde 4sound – i mange år under navnet Musikhuset Aage Jensen – solgt instrumenter til amatører, professionelle og alle derimellem og siddet solidt på tronen som Danmarks største forhandler af elektriske guitarer. Men flere år med faldende salg og det, Bob Thunder kalder ’dårlig ledelse’, gjorde, at 4sounds fremtid hang i en tynd tråd.

Tidligere på året lukkede 4sound sine fire andre danske afdelinger i Odense, Aarhus, Aalborg og Esbjerg. Faktisk havde selskabet bag, norske Music Retail Holding, akkumuleret et underskud på 40 millioner danske kroner over fem år og indberettede en konkursbegæring i oktober 2019.

Som så mange andre amatørguitarister håbede jeg, at 4sounds københavnske afdeling, den sidste bastion, der i årtier havde stået som et flagskib i dansk instrumenthandel, kunne lægge stilen om, rette op på økonomien og overleve på de vilkår, det nu måtte kræve.

 Måske kunne de skære ned på antallet af synthesizere, underlige percussioninstrumenter og håbløse samlebåndsguitarer? Måske kunne de fokusere på det, de i årtier havde udmærket sig i: Elektriske kvalitetsguitarer, der gennem tiden har tændt tusindvis af musikalske flammer og rockstjernedrømme hos både unge og gamle. Det kunne de ikke.

Se, hvad vi ellers skriver om: Portræt og Musik