Når Michel Houellebecq skriver en sublim sætning, føles den som en iskrystal i klarhed og samtidig som en istap, der brager mod én fra oven på en råkold vinterdag. Den 63-årige forfatter får os til at se noget, vi ikke har opdaget før. Han gør det som regel på en så provokerende – og gerne seksuelt grænseoverskridende – måde, at det vækker opsigt. Houellebecq ved, at der i provokationen ligger en ærlighed. Den vil han finde.

Læser man ham, får man altså meget mere end det provokerende. Som i den sardoniske kortromanperle ’Lanzarote’ (2000), der nu udgives på dansk for første gang. Her stikker Houellebecqs hovedperson af til den kanariske ferieø, hvor han støder ind i forskellige mennesker:

”Den aften sov vi alle tre med armene om hinanden i deres dobbeltseng, men uden at have sex. Som om vi ganske enkelt havde behov for at beskytte hinanden; som om vi fornemmede at der var dukket noget dystert op, en underjordisk og ond kraft der bevægede sig omkring her på øen.”

Sætningen er et tidligt ekko af hele forfatterskabet. Uanset om det er den sønderlemmende kritik af 68-generationen i mesterværket ’Elementarpartikler’ (1998), angrebet på Vestens manglende initiativ i ’Kortet og landskabet’ (2010) eller dissekeringen af det europæiske menneskes forfald i ’Underkastelse’ (2015), hvor de franske vælgere stemmer et muslimsk parti til magten for at undgå højreekstremisme i Élyséepalæet, er det tankevækkende velskrevet.