Det kom egentlig lidt tilfældigt på fode, for Jesper Reginal alias Yebo og hans bandvenner i Thau ville faktisk bare gerne have deres debutplade udgivet. Det fik de også, udgivet deres plade, men i samme ombæring fik de også stiftet et pladeselskab.

Crunchy Frog, kaldte de det, og det voksede langsomt, men sikkert, og nu, 25 år senere, står det her stadig, stolt og uafhængigt og med en ikke ubetydelig mængde succeshistorier på bagen.

Yebo er direktøren for foretagendet, og vi mødtes med ham på Whammy Bar på Amager, en bar, han er medejer af, ikke så langt fra Crunchys kontor og studie, for at få alle historierne bag det hæderkronede label (en betegnelse, som Yebo selv konsekvent anvender i stedet for ’pladeselskab’). Her fortalt i otte små kapitler af manden selv.

1. ”Det viste sig, at de var ved at lukke selskabet ned”

Inden vi startede Crunchy Frog i 1994, var vi bare fire kids, som havde vores eget band. Vi hed Thau og havde spillet sammen, siden vi gik ud af gymnasiet. Vi var på det tidspunkt begyndt at spille koncerter med nogle andre bands og dannede en noise rock-klub på Stengade 30 i København en gang om måneden.

Jeg spillede samtidig i et andet band ved navn Trains And Boats And Planes med Nikolaj Nørlund i front, og de var på det pladeselskab, som hed Cloudland Records. Det var det mest fremadstormende label inden for de genrer, vi kunne lide, så da vi i Thau gerne ville udgive vores egen plade, henvendte jeg mig selvfølgelig til dem for høre, om det ikke var noget for dem. Det viste sig så, at de var ved at lukke selskabet ned. Men de sagde til os:

”Hvis I vil lave et label og udgive jeres egen plade, så fortæller vi jer alt om, hvordan man gør det. Men I skal være seriøse.”

Det ville vi sgu gerne, og så var det ellers i gang. Vi fik udsolgt det første oplag af vores egen plade, udsolgte det andet oplag også og begyndte snart at udgive andre bands.

2. ”Nogle gange cyklede vi jo selv ud med pladerne bare for at spare portoen”

Musikscenen i Danmark var temmelig undergrund, da vi startede Crunchy Frog. Der var et meget større gap mellem undergrund og mainstream dengang, simpelthen fordi det var så omkostningstungt for mindre selskaber at indspille, trykke og siden distribuere plader. Nogle gange cyklede vi jo selv ud med pladerne bare for at spare portoen. Men der foregik meget omkring Stengade 30 i den periode. Der var et community omkring støjrock-, indie- og upcoming-bands.

På samme tid var der en restaurant på Vestergade, som hed Tex. Det var en amerikaner, som hedder Charles Smith, som kørte biksen. Han kom fra vestkysten i USA, og han var af den overbevisning, at når nu de havde en scene på restauranten, så skulle der selvfølgelig også være nogle bands, der spillede på den.

Han begyndte derfor at arrangere gratiskoncerter onsdag og torsdag; rock om onsdagen og indierock om torsdagen. Charles Smith blev sidenhen manager for Psyched Up Janis, fordi han på et tidspunkt havde booket dem til Tex og syntes, de var fede.

Senere ko jeg selv med i Psyched Up Janis og har siden turneret meget rundt med ham. Den dag i dag er han er yderst succesfuld vinmager i Seattle, og det er ham, der har lavet vin til vores 20 års jubilæum og nu også vores 25 års jubilæum.

3. ”Thomas Troelsen er den største danske live-performer, jeg har set”

Vi tog til Tambourine Studios i Malmö, hvor meget af den populære swedepop (den populære bølge af svenske poprockbands i midten af 90’erne, bl.a. The Cardigans, red.) kom fra i 90’erne, da vi i Thau skulle indspille vores anden plade.

Der mødte vi bandet Eggstone, som ejede studiet. På et tidspunkt spurgte de os, om vi mon kendte et ungt band, børn nærmest, som vist nok var fra Jylland, og som kaldte sig Superheroes.

Eggstone kendte dem, fordi de havde overtalt deres forældre til at køre fra Skive i Jylland og til Tambourine Studios i Malmö for at indspille deres musik. Kort tid efter modtog vi selv Superheroes’ demobånd. Vi lyttede på det og tænkte alle det samme; det var megafedt.

Men vi tog også en hård diskussion i det lille pladeselskab; om vi kunne tillade os at udgive noget, der var så poppet. Vi definerede jo os selv som mere avantgardistiske og støjende. Enten skulle det være virkelig noisy, eller også skulle det være virkelig weird. Pop var noget lort, ik´? Men alligevel måtte vi jo erkende, at det her var for godt, og så måtte vi udvande vores ”label-profil” lidt, ha ha.

Jeg tog til Skive og mødtes med Thomas (Troelsen, red.), 15 år og lillebitte stod han iklædt et totalt 80’er-outfit. Først troede jeg faktisk, at det var en pige, ha ha. Vi blev enige om, at vi gerne ville udgive deres musik. Han sad nærmest og rystede.

For nogle af medlemmerne var det jo deres forældre, der måtte underskrive kontrakten, fordi de ikke var myndige. Superheroes blev meget hurtigt populære. Thomas Troelsen er den største, danske live-performer, jeg har set. Sindssyg gejst. Jeg får gåsehud bare af at tænke på det. Nogle af sangene på debutalbummet havde han skrevet som 12-årig. Fuldstændig wunderkind.

4. ”Elsket af lydmænd over hele verden!”

Som 13-årig købte jeg et trommesæt til 700 kr. Og ved du hvad? Det er det samme Premier-sæt, som jeg har spillet Orange Scene med flere gange. Ikke de samme bækkener, ha ha, men de samme trommer. Elsket af lydmænd over hele verden!

Lilletrommen er den samme, som jeg brugte, da jeg i to år rejste rundt med Junior Senior og spillede på trommer for dem. Jeg ville helt klart blive ked af det, hvis den gik i stykker. Den står ovre i studiet og er stadigvæk aktiv.

5. ”Den bragede derudad og lå blandt andet nummer tre på den britiske hitliste”

Junior Senior varmede en del op for Superheroes i slutningen af 90’erne. Også for mit eget band, The Tremolo Beer Gut. De spillede nogle ekstremt energiske koncerter, en del mere punket i lyden, end det man senere kom til at kende.

De flippede fuldstændig ud, og de skabte jo nærmest deres egen hær af hipsters, før begrebet egentlig var opstået. De klædte sig farverigt og bar solskærme; en subkultur af festaber.

Men deres sange var ikke særligt fuldendte, så de var ikke så relevante for os som pladeselskab. Lige indtil 2001, hvor de spillede på en festival, vi arrangerede med et svensk pladeselskab i Malmö, og jeg hørte ’Move Your Feet’ for første gang.

”Nu er der sgu sket noget,” tænkte jeg, så lidt tid efter ringede jeg til dem, fordi jeg godt kunne tænke mig at få dem på Crunchy. I december samme år gik vi i studiet for at indspille pladen med Thomas Troelsen som producer, og allerede i begyndelsen af 2002 begyndte vi at sende singler på gaden.

’Shake Your Coconuts’ kom først og gik faktisk nummer et på Det Elektriske Barometer, men kort efter udkom ’Move Your Feet’ og blæste det hele omkuld. Den bragede derudad. Året efter lå den blandt andet nummer tre på den britiske hitliste.

Jeg turnerede selv med Junior Senior som trommeslager i to år. Det var en virkelig sjov tid. Og der var interesse fra hele verden lige pludselig, så vores netværk eksploderede virkelig i de år. Mange af dem, vi samarbejder med i dag, er fra dengang. Men det hele gik så hurtigt, at man knap nåede at bemærke, hvor stort det var.

6. ”Sådan er det jo med hype, ik’?”

Sune (Rose Wagner, red.) boede efter de første tre Psyched Up Janis-plader i Los Angeles, og her indspillede han det, der mere eller mindre skulle blive til The Raveonettes’ debut, på en firespors båndoptager. Senere hookede han op med Sharin Foo. Men da han shoppede pladen rundt hos de store pladeselskaber i Danmark, var der ikke meget interesse.

Sune var ellers vant til at være på major label, men det var simpelthen ikke tidens toneklang. The Strokes havde endnu ikke udgivet deres debutplade og The White Stripes havde ikke hittet med ’Elephant’-LP’en, så der var ikke rigtig nogen, der gik op i rockmusik.

Derfor sagde jeg til ham, at de da kunne udgive den på Crunchy. Den var de med på, og så cuttede vi pladen ned til en EP. Det var lige i kølvandet på Junior Seniors succes, så der opstod ret hurtigt en buzz omkring Raveonettes også. Ikke mindst da den amerikanske musikjournalist David Fricke begyndte at hype dem i Rolling Stone Magazines spalter efter at have set dem på Spot Festival i Aarhus. Han har i øvrigt skrevet liner notes til vores dobbelt-LP, som kommer i forbindelse med vores jubilæum.

Der var en periode, hvor Junior Senior, hvor jeg jo var med på trommer, og The Raveonettes krydsede hinandens veje rundt omkring i verden. Det var fandeme sjovt. To bands fra samme label, fra samme extended family.

En aften i 2003 spillede The Raveonettes på Bowery Ballroom i New York City, og som et pr-stunt stod Junior Senior ude foran og delte danske hotdogs med ristede løg ud. Der opstod en ret fed vibe omkring dansk musik i den tid. Mig og min partner, Jesper Rofelt, stod pludselig på lister over de mest succesfulde A&R’s (en pladeselskabsstilling, ’Artist & Repertoire’, red.) i verden, hvilket jo var helt latterligt, da vi kun havde to bands, der var slået igennem internationalt, ha ha. Men altså, sådan er det jo med hype, ik’?

7. ”Noget af det skammer jeg mig simpelthen over”

På gymnasiet i Herlev drømte jeg om at blive musiker. Men jeg var faktisk ikke så meget med i gymnasiebandsne før engang i 3.g. Det var primært de sproglige elever, der lavede bands, og jeg var matematisk.

Men en dag kom der så en og spurgte, om jeg ikke godt nok spillede trommer, og det gjorde jeg jo, hvortil han så spurgte, om jeg så ikke ville spille guitar i deres band. Jeg var ikke særligt god på guitar, men jeg kunne da spille lidt, så det gik jeg med til. Vi spillede bare lidt covers til gymnasiefesterne. Efter lidt tid sagde jeg til dem: ”Skal vi ikke, eftersom vi alle sammen hører noget andet musik, end det vi faktisk spiller, spille noget af det, vi bedst kan lide?”

Så det begyndte vi på og skrev sidenhen lidt af vores eget. Der var da klart også nogle på gymnasiet, som ikke syntes, det var så fedt at høre Pixies til festerne, ha ha. Efter gymnasiet lavede vi så Thau, hvor min lillebror kom med. Vi lavede nok i virkeligheden tre fuldlængde demobånd, før vi udgav en cd. Og der må jeg sige, at jeg er meget glad for, at de ting, vi lavede dengang, ikke kom ud på internettet. Noget af det skammer jeg mig simpelthen over, ha ha.

8. ”Vi har haft nogle crazy oplevelser”

Jeg er en grundlæggende tilfreds person. Der er ikke rigtigt noget andet, jeg går og tænker, jeg vil lave. Det er meningsfuldt og skægt, det jeg laver. Nogle gange kommer der nogle spændende muligheder og chancer – og så er det er med at gribe dem. Ikke alt lykkes. Der har jo været masser af plader, vi har lavet, som vi håbede ville nå et stort publikum, men hvor der bare ikke skete en skid. Hvad angår min egen musik fortryder jeg ikke rigtig noget. Med de første bands, vi havde, turnerede vi jo alle mulige steder i Europa og i USA. Inden for den type musik, som vi lavede, og med tanke på, at vi jo kom fra Danmark, kunne det næsten ikke gå meget bedre, end det gjorde. Vi har haft nogle crazy oplevelser og fået tingene til at løbe rundt. Og jeg er ikke færdig. Det er altid den næste plade, der er sjov at lave.

---

Crunchy fejrer sin 25 års fødselsdag den 14. september i Pumpehuset i København. Der vil være korte shows med hele 14 bands. Derudover fotoudstilling af Crunchys ”hof-fotograf” Søren Solkær samt smagsprøver på K Vintners vin, Phantom Spirits rom og Mikkellers øl, skabt i anledning af jubilæet. Med i billetprisen følger i øvrigt den føromtalte dobbelt-vinyl med 16 nye numre fra 16 af pladeselskabets kunstnere.