Når jeg nu insisterer, er Rasmus Bruun med på at finde noget at kritisere i Euroman. Så mens jeg gumler på et stykke med sild hos Aamanns centralt i København, lægger han bestikket og begynder at remse op:

”I bør skrive mere om mode frem for blot at vise den. Personligt siger jeres flotte modeserier mig tæt på intet, og jeg bladrer for det meste bare forbi, da jeg ikke får et indblik i tøjmærkerne eller tankerne bag ved blot at se tøj på et foto. Jeg er måske lidt en interview-junkie, jeg vil gerne læse interviews med brands om trends, tendenser og deres historier.”

Han nævner en ting mere:

”I må aldrig lave forsider uden ord igen, som I gjorde engang til abonnenter. Det fungerede ikke i min optik. Jeg er ellers minimalist i forhold til design og indretning, men ordene manglede på forsiden. Det var irriterende, at man ikke vidste, hvad bladet indeholdt.”

Og nå jo, han kommer i tanke om endnu én ting.

”Den her gør nok ondt, men på det seneste har jeg set nogle læseforstyrrende slåfejl. Det er i konflikt med min opfattelse af Euroman, for jeg forventer, I skal være best of class.”

Jeg stopper med at gumle.

Ja, den gør ondt. I vores selvbillede har vi elimineret fejl, så den vil jeg straks bære med tilbage til redaktionen.

Rasmus Bruun ser ærgerlig, ja næsten forskrækket ud.

”Altså, jeg bringer det kun op, fordi du bad mig om at være kritisk, og jeg står gerne ved kritikken, men i bund og grund er jeg en yderst tilfreds læser, og din redaktion fortjener ros. Det er helt utroligt, at Danmark kan have så godt og flot et magasin, og jeg tror måske ikke, at alle jeres læsere er helt klar over, hvor godt et produkt Euroman er – også målt på internationalt plan. I er lykkedes med at skabe et brand, som folk går op i. Og det skal I værne om.”

Hvem måler du os op imod internationalt?

”Rolling Stone og GQ kan have rigtigt gode interviews. Men når jeg står i en lufthavn og bladrer i fx GQ eller Esquire, så ender jeg ofte med ikke at købe det, fordi jeg synes, det er for rodet. Euroman er simpelthen bedre både æstetisk og indholdsmæssigt.”

Rasmus Bruuns første Euroman var cirka nummer 150 (det seneste magasin er nummer 314), og han har læst med lige siden. Han køber magasinet i løssalg hver måned.

”Jeg køber det, når jeg ved, at jeg har tid. Og det er lidt et spil at holde øje med, om der er kommet en ny udgave.”

Han springer ikke i indholdet, men læser magasinet fra start til slut, og han holder især af de faste formater som ’Exit’, hvor modne mænd deler ud af deres livserfaringer, og han er begyndt at sætte større pris på ’En kvinde, vi kan li’’, efter konceptet er ændret til at rumme andre kvinder end unge modeller, som ”med al ære og respekt måske ikke er de bedste til at give råd om livet, når de er 20 år”.

Han lader sig inspirere af vores tips i ’Stil & Lir’, og han har nedskrevet sit eget ’Auto-CV’ – ansporet af formatet, som er blevet et kendetegn for Euroman.

”I skiller jer ud med jeres store interviews og portrætter, hvor I viser, I er til stede i personernes dagligdag. I har ofte fulgt dem i tre-fire forskellige omstændigheder, og den omhu finder jeg ikke i mange andre medier. Det er også interessant og lærerigt, når I lader folk fortælle om deres personlige erfaringer i formaterne 'Det har jeg lært’ og ’Sådan føles det’. Det er vidensdeling med konkret værdi for mig som læser. I må gerne bringe mere af den slags, hvor vi som mænd kan lære af andre mænd om fx far-rollen, investeringer og vores helbred. Her har I en mulighed for at gøre en endnu større forskel.”