Inden jeg møder Søren Christensen, har han sendt mig en hilsen og et foto af sig selv fra en snebeklædt, østrigsk gletcher. Han har sat sine goggles med vinrødt visir op på hjelmen, og der er istapper i salt- og peberskægget. Han ligner en mand på toppen af verden.

Nu sidder vi på Café Europa i København. Søren Christensen har taget turen fra Danmarks ældste by, Ribe, hvor han bor med sin kone og deres fire sammenbragte børn, og vi taler om alder og Euroman, som han har abonneret på gennem syv år.

”Jeg har læsebrillerne klar, når I udkommer. Det er lidt irriterende, at jeres skrifttyper er blevet så små,” siger han.

De er ikke blevet mindre.

”…”

Men jeg forstår dig godt. Jeg må også bruge læsebriller for at læse artiklerne. Vi er jo nogenlunde jævnaldrende.

”Ja, måske er det bare alderen, der begynder at gøre sig gældende, og jeg forstår godt jeres Art Director, som skal skabe et ensartet udtryk og vil have plads til større fotos,” siger jyden, der til daglig er partner i et grafisk designbureau.

”Men jeg vil gerne være med til at skubbe til forestillingen om, hvad det vil sige at blive ældre. Alder betyder mindre og mindre, også selv om der følger nogle skavanker med alderen. Det er efter min opfattelse det, I står for.”

Hvad mener du?

”Jeg har taget afsked med P3. En morgen syntes jeg bare, deres tone og indhold var blevet for pjattet. Sådan er det ikke med Euroman, selv om I grundlæggende har et ungdommeligt udtryk, men det er ikke bestemt af dåbsattesten, og I har interviews med mennesker i alle aldre – både helt unge rapstjerner og ældre som Marcel de Sade (nummer 313, red.). For den moderne mand er alder ikke længere så bestemmende for, hvad du interesserer dig for, og hvad du kan beskæftige dig med. Jeg er selv en meget aktiv skiløber og windsurfer, og ude på vandet konkurrerer jeg med både 65-årige og 17-årige. Det var ikke sket i min fars generation.”

Er det derfor, du læser Euroman?

”I er min inspiration til gadgets, mode og mad, og så er jeres lange, dybdegående interviews som fx med Don Ø (Flemming Østergaard i nummer 307, red.) og reportager en god kontrast til det hastige og letbenede nyhedsflow, jeg får via telefonen. I skaber et mix, som jeg satte pris på, da jeg var yngre, og som stadig giver mig værdi.”

Hvornår læste du Euroman for første gang?

”Det husker jeg ikke præcist, men jeg så – og det må være helt tilbage i 1992 – et indslag i TV Avisen med Linck-brødrene (Euromans stiftere Peter og Morten Linck, red.), og jeg var dybt imponeret over deres mod og helt anderledes attitude. Så jeg har været lidt fan af Euroman helt fra begyndelsen. I dag læser jeg det fra ende til anden – med undtagelse af jeres artikler om fodbold. Først shuffler jeg igennem magasinet, læser om gadgets, kigger lidt på moden, og så går jeg i dybden.”

Hvordan bruger du modesiderne?

”Her er der nok sket den største forandring. Da jeg var yngre, var jeg lidt en slave af, hvad andre gik i. Jeg var meget fokuseret på, at jeg skulle tage mig bedst ud og være velklædt. I dag har jeg mere fundet min egen stil – og det er ikke jakkesæt, som jeg aldrig har fundet mig tilpas i. Men jeg kan godt bære et jakkesæt, når det kræves, og et ensfarvet jakkesæt med sneakers er da to ting, som spiller virkeligt godt sammen. Jeg er stadig interesseret i mode, men står af, når modesektionen bliver for outreret.”

Er der noget, du savner?

”Fotoserier. Jeg tænder på reportager fra den rå virkelighed, fx den med Matthias Tesfaye (Euroman nummer 285. red.), hvor I fulgte ham med en virkeligt dygtig fotograf. Hos mig er det fotos, som bringer følelserne frem. Og så håber jeg, at I vil blive en større stemme i kønsdebatten. I skal fremme gentleman-ånden, som jo er indbygget i Euromans DNA. Euroman er lig med respekt for kvinden, god opførsel, dannelse. Jeg har selv tre smukke, blonde piger, og jeg vil gerne have, at de unge mænd derude lærer at opføre sig ordentligt.”