Som ung mand brændte Tommy Lewkovitch igennem i den københavnske undergrund. Han var hiphopper, graffitimaler og bevægede sig i periferien af klikerne, der skulle blive til MC Einar og Østkyst Hustlers. Han var politisk aktivist og deltog i demonstrationer og boykotten mod Shell.

”Jeg var ræverød og kom også en periode i Ungdomshuset, men det blev for sort for sådan en som mig, der gik i Dr. Martens og havde gelé i håret.”

Tommy Lewkovitch er i dag 49 år, gift, far til tre teenagere og bor i Solrød. Han er brandmand, rykker ud fra stationen på Vesterbro i København, og så er han inkarneret læser af Euroman gennem små 28 år. Han har købt magasinet siden nummer 4, der udkom i 1992 og havde fodboldspilleren Jan Bartram på forsiden, og selv om han flere gange har overvejet at skille sig af med sin samling, har hans hustru altid husket ham på, at den betyder noget særligt for ham.

”Magasinerne, også de ældre, er mine opslagsværker, nærmest min bibel, og jeg glæder mig, hver gang magasinet ankommer i postkassen,” siger han over en kop kaffe på Café Atelier September i København.

Hvorfor faldt en ræverød aktivist for Euroman?

”Euroman er jo født med en anarkistisk åre, og Danmark manglede virkelig et magasin af den type dengang. Jeg husker fra de første år især Jens Vilstrups klummer (Villers Verden, red.) og Mads Christensen, som vel var den første herhjemme til for alvor at skubbe til modebilledet for os mænd. Euroman er med årene blevet mere strømlinet, men magasinet skiller sig stadig ud blandt de øvrige medier.”

Var det moden, der trak dig ind?

”Det var ikke den eneste årsag. Jeg har altid syntes bedst om Euroman, når I finder ukendte danskere, som har gjort det godt eller bare har en god historie at fortælle, og så er jeg glad for, at I giver mig dybdegående interviews og reportager. Men mode har altid interesseret mig, og det har været Euroman, der har vist mig trends og været min guide.”

Hvordan har dine brandmandskolleger det med, at du går op i mode?

”Jeg ankom til en stor fest med mine kolleger iklædt beigefarvet jakkesæt, pink skjorte og brune fletsko fra Italien. Folk gloede noget, og tøjet var selvfølgelig fuldkommen malplaceret, men jeg kan godt lide at komme med et statement igennem min påklædning.”

Du følte dig slet ikke pinlig til mode?

”Nej, jeg nød det. Jeg bekymrer mig ikke så meget om, hvad folk synes om mig, og jeg møder typisk respekt fra mine kolleger, som ofte spørger mig om gode råd til påklædning. De kalder mig ’Mr. Euroman’. Det tager jeg som en kompliment.”

Herligt. Hvad læser du helst i Euroman for tiden?

”Jeg læser altid som det første ’Exit’ bagerst i magasinet. Der er noget at hente, når livskloge, erfarne mænd deler ud af deres oplevelser og holdninger. Jeg får også nogle aha-oplevelser i jeres interviews med ’En kvinde, vi kan li’’.”

Skulle vi skrive mere om forholdet mellem kønnene?

”Ikke for min skyld. Det er rart at have et fristed for hele den debat. Jeg er stor fortaler for ligestilling, men hele kønsdebatten er kørt lidt af sporet, og det er lidt ærgerligt, at mænd nærmest ikke må give en kvinde en kompliment længere.”