Du er hovedrolleindehaver og manuskriptforfatter i ’Store Lars’, hvor du spiller en fiktiv udgave af dig selv. Hvor meget tager udgangspunkt i dit virkelige liv?

”I ’Store Lars’ er det mig selv, jeg skyder på. Det er over- eller underdrevet i forhold til min egen tilværelse. Jeg har prøvet at udforske alle de mest sølle sider af mig selv. Et af mine børn bemærkede en gang, hvorfor det kun var danske hjemløse og ikke udenlandske hjemløse, jeg gav penge til, og hvis de danske hjemløse tilmed fyrede noget af med, at jeg jo var ham fra ’Langt fra Las Vegas’, så fik de lidt ekstra. Det er jo en ekstremt usympatisk side af mig selv og et eksempel på at være et sølle menneske.”

Så du forsøger at udstille dine egne sølle sider?

”Ja, fordi det først bliver interessant, når der er noget på spil. Når man tager fat de steder, hvor det gør ondt. Der, hvor ens selvbillede krakelerer. Eller det billede, som omgivelserne har opbygget af én. Mange af de ting, jeg har lavet, har været det joviale og runde, men der er jo også mange sider, der ikke fungerer i mit liv. Det har været enormt spændende at undersøge. Ambitionen har været, at jeg gerne vil gå et hak længere ned i noget af det, der gør virkelig ondt. ’Store Lars’ handler både om kærlighed og smerte.”

Det kan jo lyde paradoksalt, at du vil underholde med smerte …