Prøv Euroman kvit og frit i 14 dage

Mads Brügger: ”Jeg forstår ikke, hvorfor folkepensionister ikke eksperimenterer langt mere med hårde stoffer”

Mads Brügger: ”Jeg forstår ikke, hvorfor folkepensionister ikke eksperimenterer langt mere med hårde stoffer”

Her fortæller Mads Brügger om, hvad han senest har brugt 1.000 kroner på, hvor han foretrækker at rejse hen, og hvorfor han undrer sig over, at hårde stoffer ikke er mere hypet blandt de ældre.

"My next guest needs no introduction," som en berømt amerikansk tv-vært altid sagde, og der er noget om snakken: Mads Brügger er kendt af mange og måske endda frygtet af flere. Følger man ham på Twitter, fornemmer man, at han trækker vejret gennem konflikter, men egentlig tror jeg bare, at han holder en solid magtkritik kørende på god gammeldags indignation over, at skidtet korrumperer, og at tingene altid kan være lidt bedre. Mads er fremragende til anekdoter (se bare nedenfor!) og så er stort set alt, han involverer sig i, værd at tjekke ud. En fornøjelse at byde Mads Brügger velkommen herunder.

Hvad undrer du dig over, aldrig er blevet en hype?

"En person, der altid har stået mit hjerte nær, er den gamle bedstefar i komedien 'Little Miss Sunshine' fra 2006. Alan Arkin spiller en misantropisk seniorborger, som er blevet smidt ud af plejehjemmet, fordi han er begyndt at sniffe heroin.

Hans rationale er, at mens man er ung, er det skørt at tage heroin, men når man bliver gammel, er det skørt ikke at gøre det. Det rationale kan jeg enormt godt lide, og jeg forstår egentlig ikke, hvorfor folkepensionister ikke eksperimenterer langt mere med hårde stoffer, end tilfældet er."

Hvad har du i dit hjem, som de færreste har?

"Trinitit. Også kendt som atomit. Det er en lille grønlig sten med små stykker glas i, som jeg samlede op ved nulpunktet, hvor verdens første atombombe blev testet. Det blev den tilbage i juli 1945 i et ørkenområde i delstaten New Mexico, der hedder Journada del Muerto.

Mange glemmer, at før amerikanerne bombede Hiroshima, så afprøvede de først teknologien hjemme hos dem selv. Det må have været et sindssygt øjeblik, for de videnskabsmænd, der havde bygget den første atombombe, anede ikke, hvad der ville ske. Flere af dem havde endda gang i et væddemål om, at den ville sætte ild til atmosfæren og brænde Jorden op. Og alligevel trykkede de på knappen. I øvrigt skulle den første paddehattesky have været helt utroligt smuk, efter sigende af noget uran fra Congo, der gav skyen nogle smaragdgrønne nuancer, der så blandede sig med det orange og det røde i flammehavet.

Nå, men kun en gang om året, præcis på datoen for prøvesprængningen, åbner den amerikanske hær op for, at civile kan besøge Trinity, kodeordet for nulpunktet. Man skal møde op ved en landevej langt ude i ørkenen ved en metallåge, og så på et tidspunkt kommer en presseofficer kørende ud af intetheden og lukker dig ind. Der er ikke mange, der kender til muligheden for at besøge Trinity, og det er mest japanske turister, der tager helt derud kun for det. Jeg mødte op på 50-året for prøvesprængningen, den 16. juli 1995.

Vi var de eneste gæster ved metallågen den dag, fotograf Klaus Thymann og jeg. Presseofficeren kørte os hen til nulpunktet, hvor Pentagon har fået opført en lille sort pyramide af lavasten. Det er det mærkeligste monument, jeg nogensinde har set. På grund af strålingen må man højst være i området en times tid, men før jeg gik, samlede jeg lige et stykke trinitit op fra jorden og gemte det i lommen. Det er et glasagtigt mineral, som opstår, når varmen fra en atombombe får ørkensandet til at smelte. Materialet er simpelthen opkaldt efter Trinity.

Jeg tænker, det lidt minder om kryptonit og har lige siden gemt det i en Kinderæg-beholder i min dagligstue. En dag, når jeg er blevet meget gammel, vil jeg måske få det monteret i en fingerring."

Hvad har du senest brugt 1.000 kr. på?

"En fødselsdagsgave til min mor. Hun fyldte 84 forleden dag og ønskede sig 'noget lækkert makeup.' Jeg gik i Magasin i København, og i Diors bod købte jeg en sminkeæske til hende, som præcis kostede 1.000 kroner. Hun blev meget glad for den, så det var godt givet ud."

Hvilken rejsedestination vender du altid tilbage til?

"En sted, som desværre ikke findes mere. Men mens det fandtes, tog jeg derned hver sommer sammen med min familie. Det var et agroturismo i Umbrien, der hed La Chiusa, hvilket betyder 'sluseport' på italiensk. Stedet blev drevet af en italiensk kok ved navn Masha, som er datter af en kvinde, der var Italiens førende tv-kok tilbage i 1970'erne.

Så Masha lavede utrolig god mad, helt fra bunden af, og så vidt muligt kun med råvarer fra området. Hun boede der sammen med sin kæreste Lucca, som tidligere havde været gift med en svensk kvinde. Det havde givet Lucca et glødende had til Sverige og til svenske kvinder generelt, og jeg elskede om aftenen, når vi havde fået os en tår over tørsten, og Lucca kastede sig ud i lange monologer om, hvor frygteligt og rædselsfuldt et land Sverige er.

Engang imellem kom Mashas og Luccas letlevende venner forbi og festede med os og dem. En af dem var søn af en fabrikant, der laver meget dyre cashmere-sweaters, og han er nok det tætteste, jeg nogensinde er kommet på en rigtig italiensk playboy. Jeg husker en tidlig morgen, hvor jeg sidder ved poolen sammen med vores yngste søn, og så kommer han gående i bar overkrop, i sorte jeans, barfodet og med Ray Bans på og er tydeligvis ikke helt appelsinfri.

På vej hen over plænen kommer han forbi en stor korthåret jagthund, der hed Lassa, og uden varsel samlede han den op i sine arme og kastede den direkte ud i poolen. Bare lige sådan. Så fortsatte han videre hen over plænen, som om intet var hændt, mens min søn og jeg fik hjulpet Lassa op af poolen. Det var den perfekte filmscene, som taget ud af en Antonioni-film.

I det hele taget var La Chiusa en drømmeverden, jeg tit tænker mig tilbage til. Men så gik Masha og Lucca fra hinanden, og Masha solgte stedet og driver nu en restaurant i London. Men hvis jeg kunne, ville jeg fortsætte med at besøge La Chiusa hver sommer, og min familie og jeg leder stadig efter det sted, man bare har lyst til at komme tilbage til igen og igen."

Hvad skal vi gøre oprør mod?

"Ideen om at Jorden er ved at gå under. Det er ikke, fordi jeg benægter klimakrisen, den er skam reel nok, men som barn af Den Kolde Krig husker jeg truslen om evig atomvinter og ozonlaget, der var ved at forsvinde. Og så, på forunderlig vis, løste det hele sig selv, selvom den var fem minutter i midnat, og vi alle troede, vi skulle dø.

Sovjetunionen bukkede under, og vi holdt op med at bruge freon, og så kunne man pludselig trække vejret frit igen. Det tror jeg, vil gentage sig, uanset hvor sort det hele ser ud i øjeblikket, og jeg synes, det er synd, at der er mennesker, som ligefrem kæmper med angst og depression på grund af klimakrisen."

Ovenstående interview blev oprindeligt bragt i vores nyhedsbrev Morgenpost, der hver fredag morgen udkommer med en samling af det allerbedste, vi har set på internettet i løbet af ugen. Veloplagt, velskrevet og altid med en ambition om, at man skal gå opløftet ind i weekenden, når Morgenpost er læst til ende. For at læse hele nyhedsbrevet skal du skrive dig op her.