December ’18

Afgang

Min makker Lasse Hansen og jeg havde forberedt os i to år. Vi skulle ro over Atlanten i en båd på syv meter, med to sæder og en lille kahyt i hver ende.

Men samtidig stod jeg og kiggede på min datter på 11 år og tænkte: ’Hvad fanden har jeg gang i?’
Det var jo helt Nietzsche’sk, at vi kan være så todelte som mennesker. Det ene sekund kan du føle dig som verdens hersker, det næste sekund kan du føle dig som verdens største idiot. Det ramte mig virkelig hårdt.

Og så er der jo det, at en robåd er rigtig langsom. Så det blev det længste, mest lidelsesfulde farvel i mit liv.

Forår ‘96

En indre glød
Jeg kørte op til Casper Christensen og sagde: ”Jeg har en idé til et radioprogram.” To uger senere ringede han tilbage og sagde: ”Det var sgu en god idé. Det skal hedde ’Tæskeholdet’, vil du være med?”
’Tæskeholdet’ blev en fortryllelse og en forbandelse på samme tid. Det havde jo en kæmpe impact, og hvad gør man så bagefter? Men jeg havde været i lære hos den bedste, Casper Christensen. Han var drevet af sin glød. Han kunne ikke sige, hvorfor han drejede til højre eller venstre. Han gjorde det bare instinktivt, og så virkede det, fordi han gik all in.

Marts ’13

Ny begyndelse
For mig har det altid været en drøm at lave morgenradio. Det er det største. Jeg var vært på Radio 100, men med tiden havde jeg fået en følelse af, at der bare ikke var mere at sige. Der var ikke mere tilbage. Og var der overhovedet plads til mig i verdenen uden for mediebranchen? Det havde jeg gået og summet over, og der var ikke noget, der naturligt dukkede op. Til sidst besluttede jeg, at det ikke var noget, jeg kunne tænke mig til. Jeg måtte handle, og der valgte jeg så at sige mit gode job op og springe ud i noget, som jeg ikke anede, hvad var. Kort efter så jeg, at man kunne løbe igennem Sahara. Seks maratoner på fem dage. I sand. Og varme.

Februar ’14

Intet svar
Et eller andet sted havde jeg nok forestillet mig, at jeg skulle tilbage til at lave radio. Men da jeg sad på det kolde sand i ørkenen, vidste jeg, at det skulle jeg ikke.
Men hvad så? I de 10 måneder op til løbet havde jeg jo haft god tid til at tænke. Den fysiske forberedelse kan du regne ud til et vist niveau, men hele nøglen ligger i det mentale. Det var faktisk et foredrag med Peter Bastian, der inspirerede mig mest. For mig repræsenterede han en stor fuckfinger til ideen om, at vi kan reducere mennesket til nogle simple svar. Da jeg kom hjem, fik jeg den her idé om at ro over Atlanten. Jeg kunne ikke forklare hvorfor. Jeg kunne bare mærke den her indre glød. Det tog tid, før jeg turde sige: ”Jeg gør det sgu.”

Januar ’19

En pynt i Antigua
Vi skiftedes til at ro i to timer, og når den anden roede, forsøgte man at få noget hvile. Sådan foregik det i døgndrift. De første dage var helvede. Søsyge, søvnmangel, fysisk udmattelse og det her kulturchok ved at være på vandet og tænke: ’De er godt nok store, de der bølger.’

Vi roede i 49 døgn. Jeg tabte 16 kilo. Det er fedt, muskler, knogler, og den store fedtklump i hovedet bliver der jo også spist af. Vores baller var to store sår. Hver gang vi satte os ned, gjorde det forbandet ondt.

Ved Antigua er der en pynt, og når du runder den, er du pludselig i civilisationen. I paradis. Her ligger super yachts og små huse op ad bredderne. Det er simpelthen så utroligt smukt.
Hver gang vi roede forbi en yacht, bød de os velkommen ved at hive i hornet og komme op på dækket for at klappe ad os. Det var fandeme et stort øjeblik. ■

Mads Vangsøs bog ’Tværs over Atlanten’, er udkommet.

bog cover.jpg

Mads Vangsø

Kendt som radiovært på blandt andet ’Tæskeholdet’ og ’Monkey Business’.

I vinteren 2018-19 roede han over Atlanterhavet med Lasse Hansen som en del af ’Talisker Whisky Atlantic Challenge’.