Om natten skinner solen på Oliver Kesi scroll-down

Om natten skinner solen på Oliver Kesi

Han har lavet soundtracket til en generation af unge, der skruer op, mens andre går hjem. Men hvordan lykkes det ham at holde den kørende i en branche fuld af døgnfluer? Jonas Langvad Nilsson møder forretningsrapperen et sted mellem party og pjæk og stenhårde ambitioner om at rime sig hele vejen til toppen. Og blive der.

Af Jonas Langvad Nilsson
Foto: Rasmus Weng Karlsen
Kultur Euroman

OLIVER KESI SIDDER i en fristørstol på Vesterbro. Han sidder tilbagelænet med overkroppen gemt væk under en sort kappe, så kun det karseklippede hoved stikker op. Frisøren, en kasketklædt, tatoveret fyr ved navn Micheu Santos, står foroverbøjet med trimmeren i hånden og går Oliver Kesis nakke efter med nøje afmålte bevægelser, så ikke et eneste hårstrå sidder forkert. Oliver Kesi betragter sig selv i spejlet i et sekund, måske lidt mere, før han genoptager snakken med frisøren og bryder ud i et grin.

Jeg aner ikke, hvad de to mænd snakker om, det eneste, jeg kan høre, som jeg står på fortovet og kigger ind ad vinduet til Headquarters Barbershop i Oehlenschlægersgade, er den fortyndede lyd af musik og latter.

Hvis du er en dansker i alderen 15 til 35, er det overvejende sandsynligt, at du kender Oliver Kesi. Du har højst sandsynligt befundet dig på et dansegulv til et af hans numre, eller du har siddet presset sammen i en sofa til en privatfest sammen med dine venner, du har været fuld, eller du har arbejdet på sagen, måske har du taget mod til dig og har kysset en af de piger, du længe har haft et godt øje til.

Du har været glad. Med sange som ’Søvnløs’, ’Følelsen’ og ’Mamacita’ har 28-årige Oliver Kesi sunget sig ind på toppen af hitlisterne som en af de bedst sælgende danske musikere i en generation af unge rappere, som begår sig selvsikkert på landets festivaler, klubscener og sociale medier, gerne klædt i solbriller og med guldkæder om halsen og en evne til at rime på det allermest umulige.

Jeg har stået på fortovet i nogle få øjeblikke, da Oliver Kesi vender blikket og får øje på mig. Med hånden gemt væk under den sorte kappe vinker han mig ind hos frisøren. Vi har aftalt at mødes klokken 13, men den grundige, møjsommelige Micheu Santos mangler det sidste, før han er tilfreds. Oliver Kesi kommer her en gang om ugen, nogle gange oftere, og betaler gerne 200 kroner for at få sit tætte, sorte hår rettet til. Så lever han med, at tidsplanen sjældent holder.

DER ER IKKE noget, Oliver Kesi hellere ville end at invitere dig til koncert med smukke piger og friske fyre og god musik, hvis det ikke var fordi, pandemien var kommet i vejen. Oliver Kesi var på ferie i Den Dominikanske Republik i Det Caribiske Hav med nogle venner i marts, da det gik op for ham, at noget var galt. I lufthavnen i Den Dominikanske Republik var luften tyk af panik blandt de mange amerikanere, som havde fået afbrudt deres ferie og nu ville hjem i en helvedes fart. Ad omveje og efter adskillige forsinkelser lykkedes det Oliver Kesi og hans venner at flyve hjem til Danmark, inden det meste af verden lukkede. 2020 skulle have været året, hvor Oliver Kesi høstede frugten af de seneste års arbejde, han skulle have spillet den ene koncert efter den anden i det danske sommerland, men snart måtte Roskilde, Langeland, Skanderborg, Nibe og alle de andre festivaler meddele, at alle arrangementer var aflyst. Nu, i november, er Oliver Kesi mere end nogensinde sulten efter at stå på en scene, sulten efter at mærke energien fra publikum. På scenen glemmer han sig selv. Han tænker ikke over versene, de kommer flydende til ham, mens han svømmer ud i menneskehavet foran sig. På scenen er han til stede, men har på en eller anden måde forladt kroppen og ser sig selv udefra.

Det vil komme bag på de fleste publikummer at høre, hvor meget Oliver Kesi ser fra scenen under en koncert med mange tusinde mennesker. Han bemærker, når nogen står i mængden og snakker i stedet for at lytte til musikken. Står en fyr og kigger ned i sin mobiltelefon uden at ænse sangen, kan Oliver Kesi finde på at kigge fyren i øjnene og sende ham et smil, næste gang han kigger op fra sin telefon. Som regel ryger telefonen tilbage i lommen og bliver der resten af koncerten.

At lave hiphop er at dominere et rum fuld af mennesker, det er at sætte temperaturen i bageriet og at overvinde dem, der har meldt sig ud af festen på samme måde, som en standupkomiker kan bruge stor energi på at omvende den ene publikummer, der sidder med korslagte arme og har besluttet sig for ikke at grine.

Hos Headquarters Barbershop er Micheu Santos næsten færdig med Oliver Kesi. Jeg har fået anvist en stol ved siden af de to mænd. Vi hører musik i ventetiden. Hiphop. Lydniveauet er en del højere end på de fleste af byens frisørsaloner. Vi hører et af de numre, som netop er udgivet, og som er lavet af Oliver Kesi i samarbejde med den danskghanesiske rapper Icekiid. De to mænd isolerede sig for nylig i et sommerhus og producerede i løbet af 72 timer seks numre, som de nu er i færd med at sende ud til publikum, to numre om dagen i tre dage. Humøret er godt i frisørsalonen, hvor Icekiid har lagt vejen forbi for at hilse på. Der er håndtegn og krammere og dansetrin på gulvet mellem de små øer af sammenfejet, afklippet hår. Nok har Danmark lukket for organiseret morskab, men ingen skal forhindre Oliver Kesi og hans venner i at holde fest.

Vil du læse resten af artiklen?
Allerede medlem? Log ind her
Bliv medlem og få fuld adgang til
hele EUROMAN.dk fra 23 kr./md
Prøv 14 dage gratis uden binding
Vælg abonnement her Euroman Premium
Opret dig gratis her