Velkommen til det nye Euroman Premium – mere originalitet til dig

Ondt i låget: Grunge er tilbage

Ondt i låget: Grunge er tilbage

Udkant, kedsomhed, længsel. 90’ernes lydspor kom fra Seattle i det nordvestlige hjørne af USA, hvor unge mænd gik i skovhuggerskjorte, havde fedtet hår og ledte efter nogen at være vred på. Nu er en af hovedaktørerne, Soundgarden, tilbage med sit første album i mange år. Grunge er back in business, erfarer Signe Løntoft.

En aften i april 1991 går et band på scenen på OK Hotel, tæt ved havnen i Seattle. OK Hotel er på få år blevet et populært spillested, hvor lokale rockbands giver koncerter for byens ungdom. Denne aftens gig hedder Nirvana og dyrker, som mange af Seattles bands, en hvid støjrock, inspireret af 80’ernes heavy- og postpunkscene med navne som Black Sabbath, The Pixies og Sonic Youth. I front står 24-årige Kurt Cobain, en tynd, langhåret knøs med lysende blå øjne og en vrængende vokal.

Nirvana har allerede halvandet år tidligere udgivet albummet ’Bleach’, der med skramlede guitarriffs og udsigtsløse tekster ramte en stem-ning, som Seattles desillusionerede provinspunkere kunne synge med på. I aften skal nogle af bandets nye numre prøves af fra scenen. Kurt Cobain træder frem i spotlightet med sin guitar, som er stemt en tone ned, så den giver den særlige grovkornede og tunge Nirvana-lyd. Han begynder at synge, eller det vil sige, han snøvler nærmest, mens lemmerne dasker formålsløst omkring ham, som om han hverken gider artikulere eller performe. 

Da ’Smells Like Teen Spirit’ brager ud over scenekanten, og Cobain smadrer sin guitar i gulvet, vælter stive teenagere frem og tilbage i salen. Men endnu ved ingen, at denne energiudladning af en sang i løbet af få måneder vil bringe Nirvana så langt, som man overhovedet kan komme, sætte 80’ernes synthesizerlyd og trommemaskiner til vægs og for en tid brande Seattle som musikalsk epicenter.

”Nirvana var det rigtige band med den rigtige sang på det rigtige tidspunkt,” siger musikkritiker Klaus Lynggaard, der tydeligt husker, da grungebølgen eksploderede. ”Uden ’Smells Like Teen Spirit’ er det ikke sikkert, at Seattle-scenen havde fået hul igennem. Den sang havde en enorm kraft, og den udtrykte noget, som vakte genklang hos en hel gene-ration. På den måde var grungens gennembrud lige efter bogen, når man ser, hvordan musikhistorien udvikler sig. Det handler altid om generationer, der reagerer på noget, der er stivnet.”

Seattle er USA’s svar på Aalborg. En middelstor havneby, der ligger langt fra alt og summer af en rå vibe, som afsætter spor i kulturen i transformationen fra industrisamfund til vidensøkonomi. For Aalborgs ved-kommende med film som ’Portland’ og ’Nordkraft’. I Seattle var det musikscenen, der formåede at udtrykke kombinationen af udkant, kedsomhed og længsel.

Grunge er historien om en sprække i tiden, hvor Seattle trodsede udkantsforbandelsen og brød igennem, så det kunne ses og høres i mainstreamkulturen i hele USA og Europa. Ja, helt i Aalborg, hvor de overlevende punkere på Café 1000fryd pludselig fik selskab af horder af pænere folks børn iført slidte jeans og skovmands-skjorter.

Pladeselskaberne så hurtigt potentialet i garagelyden fra Seattle og skrev kontrakt med Pearl Jam, Soundgarden, Green River, Mudhoney og alle de andre bands fra miljøet. Især Pearl Jams debutplade ’Ten’ og ’Soundgardens Superunknown’ med hittet ’Black Hole Sun’ blev milepæle i grunge.

Snart fik også Danmark et nyt kuld af bands med navne som Kashmir, Dizzy Mizz Lizzy og Psyched Up Janis, der spillede oldschool rock med garagelyd og gradvis fortrængte Thomas Helmig, Sanne Salomonsen og TV2 fra de hitlister, de havde domineret op igennem 80’erne. Allerede i 1992 var Nirvana hovednavn på Roskilde Festival, og Mads Nørgaard solgte ternede skovmandsskjorter som varmt brød.

”Det kom meget pludseligt, som sådan nogle generationsbølger gør. Men det særlige var, at det så hurtigt forplantede sig til Danmark. Tidligere tog det flere år, før en bevægelse satte sig aftryk herhjemme, men pga. MTV gik det meget hurtigt med grunge. Alle havde jo siddet derhjemme og set Nirvana i den der video, hvor de går helt amok i en gymnastiksal,” siger Klaus Lynggaard.

”Jeg kan huske, at jeg var i Pumpehuset og høre Boghandle, som var et af de første danske grungebands, og jeg var chokeret over, hvordan de kastede sig ud fra scenen. Der var en særlig energi med stagediving og crowdsurfing, som var forbeholdt metalscenen. Som gammel punkfan kunne jeg ikke rigtig stå for det.”

Det lugtede af teen spirit, men mest af alt lugtede det af oprør. Et fedtet, formløst oprør, defineret ved paroler, som netop ikke var paroler. ”Whatever, nevermind,” som Cobain sang i gennembrudshittet.

”Seattle-scenen var musik for misfits. Det var en reaktion på 80’ernes polerede pop og puddelhunderock og på den æstetisering af musikken, der var opstået i kølvandet på MTV. Musikerne var ikke smukke, fotogene eller smarte. De havde fedtet hår og klamme gummisko eller slidte Doc Martens og sad fast i et indavlet musikmiljø helt oppe ved grænsen til Canada og kedede sig. Man gjorde sig ikke nogen forhåbninger om at slå igennem og blive berømte. Hvis man var rigtig god, kunne man drømme om at få lov at spille i Portland,” siger Lynggaard. ”Jeg har været i Seattle. Det er en smuk provinsby, langt fra L.A. og New York. Vejret er sindssygt dårligt. Det regner hele tiden. Så er der jo ikke meget andet at lave end at ryge bong og jamme.”

Den amerikanske musikjournalist Mark Yarm er forfatter til den store bog om grunge, ’Everybody Loves Our Town – A History of Grunge’ (2011). Han tegner heller ikke noget glamourøst billede af Seattle: ”I 80’erne var Seattle på mange måder en udørk. Og grunge opstod delvist pga. den geografiske isolation. Store bands på tour droppede Seattle, fordi byen lå for langt væk, så musiklivet blev selvforsynende og ret indavlet,” siger Yarm i dag.

Den udsigtsløshed, der kom af provinsiel kedsomhed, blev til eksi-stentiel kedsomhed i 90’erne. Grunge var musikkens svar på Generation X, kendt fra Douglas Couplands klassiker om en række unge voksne, som i en tilstand af apati dyrker po-pulærkulturens overfladefænomener for adspredelsens skyld. Generation X og grunge var de første reaktioner på det, der i sociologiske kredse er blevet kaldt de store fortællingers død. Der var ikke noget tilbage at kæmpe for, og tomheden tog over for den forstadsungdom, der var kommet for sent til både ungdomsoprør og kommunisme. Deraf den desperate overtone i udtrykket fra Seattle.

Trods sin store betydning var grunge væk igen ca. fem år efter. Nirvana blev store, da de solgte ud af punkens idealer og kom i stald hos et multinationalt pladeselskab, som kunne få ’Nevermind’ ud i verden. Og så stod den på fast arbejde med pladeindspilninger, turneer, prisuddelinger og investering af millionerne. Pludselig var der ikke så meget slacker over dagligdagen længere.

De seneste år har flere spået, at grunge ville få et comeback. Det autentiske er i høj kurs i kølvandet på finanskrisen, og moden, som ofte er hurtigst til at fortolke tidens tendenser, har for længst overgivet sig til det arbejderlook, der var en markant del af grunge. For et par år siden genudsendte Pearl Jam debuten ’Ten’ i en deluxe-version, og kort efter malkede pladeselskaberne Nirvana igen-igen og genudsendte hele bagkataloget på vinyl. Og nu er også Soundgarden back in business, efter at Chris Cornells forsøg på en solokarriere i en helt anden stil slog fejl. Bandet, der gik fra hinanden i 1997, har fundet sammen på ny, og deres første studiealbum i 15 år, ’King Animal’, er sendt ud i butikkerne, klar til julesalget. Måske er tiden moden til en ny omgang vital weltschmerz a la Seattle i 90’erne.



SLACKER I SEATTLE

> Seattle er staten Washingtons største by. Den ligger syd for grænsen til Canada, omgivet af Lake Washington og Puget-bugten og med udsigt til Olympic Mountains.

> Da Soundgarden-forsangeren Chris Cornell, Pearl Jam-guitaristen Stone Gossard og forsangeren i Green River og Mudhoney, Mark Arm, voksede op, var Seattle hovedsæde for skibsværfts-, rum- og flyindustrien. Men så kom Microsoft og siden Amazon og Starbucks og tog Seattle med ind i vidensøkonomien.

> Du kan stadig finde det oldschool industrielle Seattle, hvis du tager på besøg på flyfabrikken Boeing, hvor de enorme flykroppe samles, eller går en tur i resterne af den gamle industrihavn.

> Seattle huser et af verdens bedste musikmuseer, Experience Music Project, tegnet af Frank Gehry. Her er en særlig afdeling dedikeret til grunge. Der er også stadig rig lejlighed til at være søvnløs i Seattle, da byen rummer en hel del skiftende barer og spillesteder.



LÆS OGSÅ He's back: Nyt nummer fra David Bowie

LÆS OGSÅ Fem plader, du ikke brugte nok tid på i 2012

TWITTER Følg os på twitter

Se, hvad vi ellers skriver om: Musik og Bøger